(Ordfører for forslagstillerne)
Morten Østergaard(RV):
Under folketingsvalgkampen i 2007 besluttede fru Margrethe Vestager og jeg os for at bruge en eftermiddag på nogle mennesker, der ikke havde stemmeret i forbindelse med det danske folketingsvalg. Vi besøgte Malmø og foreningen Ægteskab Uden Grænser. Man kan sige, at det var der, at ideen opstod til nu igen at prøve at se, om et love card, et kærestevisum, kunne finde vej gennem Folketingssalen.
For situationen er den, at folk, som i dag er i kærlighedseksil fra Danmark, fra deres fædreland, er nødt til at indgå et ægteskab, lang tid før de selv føler, at de er parate til det, for overhovedet at kunne bo sammen med den, de har forelsket sig i.
Man kan tage familiesammenføringsreglerne for sig og diskutere, om de er rimelige. Men det spørgsmål, som man skal tage stilling til i forhold til forslaget her, drejer sig alene om, hvorvidt man synes, det er klogt og rimeligt i en globaliseret verden, at folk får mulighed for at bo sammen i en periode, inden de tager stilling til, om de vil indgå ægteskab. Det er derfor, at det her i al sin enkelhed er et forslag om en ny visumtype, et love card, som i 12 måneder uden mulighed for forlængelse giver danskere mulighed for at bosætte sig i deres eget fædreland med en person, de har forelsket sig i, i stedet for at jage til et ægteskab.
I den ideelle situation kan man sige, at der måske ikke var behov for forslaget, men det handler i virkeligheden ikke så meget om familiesammenføringspolitik, for her taler vi om folk, der netop ikke har besluttet sig for at ville gifte sig eller har boet sammen i de der halvandet til to år. Nej, det, det handler om her, er, at vi jo i Danmark har en visumpolitik, hvor over halvdelen af verdens befolkning ikke har mulighed for at komme til Danmark, hvis ikke de har en nær slægtning, ikke engang på turistvisum. Over halvdelen af verdens befolkning kan ikke få et 3-måneders-visum i Danmark, hvis ikke de har en nær slægtning her i forvejen.
Når man synes, at folk skal rejse til Kina for at drive erhvervsvirksomhed eller til Indien for at studere eller måske til Rusland for at lave kulturel udveksling, så siger man også samtidig, at man skal lade hjertet blive hjemme, for skulle man forelske sig, er der ikke nogen mulighed, heller ikke for at få et 3-måneders-visum, et turistvisum, som Venstres ordfører var inde på.
Så er der nogle, der siger, at det her er tilbage til 1990'erne: Nu skal ladeporten åbnes. Jamen vi havde heller ikke noget love card i 1990'erne. Jeg må bare anmode om, at man fra Venstres og De Konservatives og Dansk Folkepartis side accepterer, at der er mulighed for - også for de partier, der var i regering i 1990'erne - at få nye ideer. Jeg ved godt, at det måske er småt med de nye ideer fra VKO-partierne, men vi får faktisk nye ideer, og som verden ændrer sig, udvikler vi også vores politik.
Det her handler om at skabe en globaliseringsparat visumpolitik.
Så skal jeg ellers love for, at automatpiloten har været slået til. Det her vil føre til tvangsægteskaber, er der blevet sagt. Jamen det er jo i virkeligheden det modsatte, der er tilfældet. Det er det modsatte, der gør sig gældende, fordi det her netop betyder, at nogle af dem i dag på grund af den danske udlændingelovgivning, og fordi de befinder sig i et miljø, hvor der foregår tvangsægteskaber, bliver sendt til udlandet for at fuldbyrde det. De vil måske med et kærestevisum få mulighed for at blive i Danmark og på den måde komme ud af det ved at betjene sig af de muligheder, man har i Danmark - kvindekrisecentre og ved politiets hjælp, hvis det er det, det drejer sig om.
Derfor tror jeg, man må sige, at det er klart, at et sådant forslag som det her vil føre til færre tvangsægteskaber, ikke flere. Det vil nemlig også føre til færre af den slags ægteskaber, jeg omtalte indledningsvis, som er en slags statstvangsægteskaber, hvor man med sin udlændingepolitik tvinger danske statsborgere til at gifte sig, før de har lyst til det, for at de kan tage ophold i et andet EU-land og der bo sammen.
Så er der spørgsmålet om, hvorvidt det her vil føre til en ny ladeport. Jeg tror i virkeligheden, at spørgsmålet er, om ikke det vil føre til, at der vil være færre tilfælde af familiesammenføringer, altså ansøgninger om familiesammenføringer, fordi en lang række mennesker vil føle det langt mere naturligt at søge om et kærestevisum, et love card, og dermed bruge 12 måneder på at finde ud af, om forholdet duer til noget. Vi ved jo, at der også er folk, der får familiesammenføring ligesom i resten af samfundet, men ægteskabet holder ikke, og så forliser det. Der er det da rarere, at man finder ud af det i et 12-måneders-prøveforløb, i stedet for at man er gået hele menageriet igennem med ægteskab, familiesammenføring og hele pivtøjet.
Så til de kommentarer, der kom. Ministeren siger, at der her ingen krav stilles. Men virkeligheden er jo, at der - hvis man ulejliger sig med at læse forslaget - er ti krav. Jeg skal ikke læse dem alle sammen op, men blot sige, at vi netop har gjort os umage med at sørge for at afgrænse målgruppen for de her ting. Begge parter skal være over 18 år, et love card er tidsbegrænset til 1 år, og man kan ikke skifte til et andet love card i perioden. Den herboende skal kunne fungere som reference for et love card med 3 års mellemrum; man kan altså ikke få et nyt love card hvert eneste år. Udlændinge har ikke ret til offentlig forsørgelse, men til gengæld har udlændinge ret til arbejdstilladelse. Og sådan er der foretaget en lang række afvejninger i forbindelse med forslaget. Det er altså ikke en fiks idé, der bare er lagt frem.
Så siger ministeren meget fantasifuldt, synes jeg, at det her vil føre til menneskesmugling. Der må jeg bare sige til integrationsministeren, at virkeligheden jo er, at jo flere legale veje, vi skaber, jo færre muligheder er der for dem, der ønsker at udnytte de stramme regler, vi har, til at smugle folk ind. De vil ikke i samme grad benytte sig af mulighederne. Hvis man giver dem, der måske kunne finde anledning til at betale en menneskesmugler for at komme hertil, en legal vej i stedet for, så fører det ikke til mere menneskesmugling, men til mindre menneskesmugling.
Venstres ordfører siger, at der søreme er masser af muligheder for at komme til at afprøve et forhold. Der må vi bare igen sige, at virkeligheden jo er en anden. Virkeligheden er jo, at hvis unge mennesker, der opmuntret af regeringen og et flertal i Folketinget, som har indgået en globaliseringsaftale, rejser til udlandet, så er muligheden for at vende tilbage et stort zigzagløb.
Hvis kæresten tilhører den del af verdens befolkning, som slet ikke kan få et visum til Danmark uden en nær reference, så er mulighederne meget begrænsede. Tager man ophold i det land, hvor kæresten kommer fra, så er man i gang med at underminere sine egne muligheder for på et tidspunkt eventuelt at få familiesammenføring, fordi det påvirker tilknytningskravet.
Derfor må man sige, at Venstres ordfører ikke har ret i, at der er masser af muligheder. Det er et zigzagløb, som i sidste ende fører til, at man er nødt til at indgå ægteskab, hvis man vil have en permanent og rolig tilværelse et sted, ikke i sit eget hjemland, for det kan ikke lade sig gøre, men så dog i nærheden.
Så vil jeg gerne igen rose Socialdemokratiets ordfører for at anerkende de problemer, som følger i kølvandet på det valg, et flertal har truffet om vores udlændingepolitik. Det bestyrker selvfølgelig vores forventninger om, at der kan findes nye løsninger, hvis vi får et andet flertal i Folketinget. Det er ikke sikkert, at det skal være vores løsninger alle sammen, men der kan måske findes nye veje.
Dansk Folkepartis ordfører synes, at det er komisk og latterligt. Det skal staten ikke blande sig i, sagde hr. Martin Henriksen. Der må vi bare spørge os selv: Er det ikke lige præcis det, staten har gjort? Når man har en visumpolitik, der udelukker halvdelen af verdens befolkning på forhånd, har staten så ikke lige netop blandet sig i det? Det gælder jo også hr. Jørgen Poulsen, der ikke mener, at man skal lovgive om kæresteforhold. Nej, men det er jo de facto det, man gør ved ikke at give de her muligheder. Så udelukker man jo netop. Derfor må jeg sige, at det eneste, der er komisk og latterligt her, er, at man ikke vil se i øjnene, at de politiske valg, man har truffet, har nogle konsekvenser for en lang række danskere, som ikke har mulighed for at indrette deres liv, som de ville, uden statens indblanding.
Så har hr. Morten Messerschmidt bragt sig selv ind i debatten med en fuldstændig forkvaklet serenade om, hvordan man kan få forlænget det, altså få kærestevisum år efter år. Det sagde hr. Morten Messerschmidt også i går i radioen, og jeg vil opfordre hr. Morten Messerschmidt til at bruge en beskeden del af weekenden på rent faktisk at læse forslaget. For der står i forslaget, at det ikke kan forlænges. Et love card skal være tidsbegrænset til 1 år og skal ikke kunne forlænges. Der står også, at den herboende kun skal kunne fungere som reference for et love card med 3 års mellemrum. Så de der spørgsmål, hr. Morten Messerschmidt mener er ubesvarede, står i et forslag, der fylder lige godt en side, og jeg synes ærlig talt, det er rimeligt at forvente, at politikere, der ønsker at deltage i debatten, også læser de forslag, det drejer sig om.
Dansk Folkeparti siger også, at enhver da kan lave en erklæring om, at det er et kæresteforhold. Det synes jeg i virkeligheden bidrager til komikken. For det er jo Dansk Folkeparti, der har indført erklæringer om snart sagt hvad som helst. Hvis man kommer hertil, skal man skrive under på en erklæring om grundlæggende værdier. Skal man ind under fribyordningen, skal man også skrive under på en eller anden erklæring. Så jeg vil bare sige, at Dansk Folkeparti i hvert fald som minimum er foran 2-1, når det drejer sig om at lave erklæringer.
SF er bekymret for det med arbejdstilladelsen, og det er jo selvfølgelig en smagssag. Vi synes, det er rimeligt, at folk, der er her, kan gå til hånde, hvis der er en mulighed for, at nogle har brug for deres hjælp. Det gælder asylansøgere, afviste asylansøgere, og det gælder altså også folk på kærestevisum. Virkeligheden er jo i hvert fald, at der mangler arbejdskraft i det danske samfund. Det gør der på både kort sigt og på lang sigt.
Endelig har der været spørgsmålet fra flere om det her med at omgå 24-års-reglen og om, at der ikke skal være en kontrolmekanisme. Jeg synes, det er helt oplagt, at man har den samme kontrolmekanisme, som man sådan set har på familiesammenføringsområdet, hvor man - hvis den dansker, der søger om et kærestevisum til sin udenlandske kæreste, føler sig presset ind i det - så i dag, hvis det er en familiesammenføringssag, anonymt kan henvende sig til Udlændingeservice, som uden at notere det på sagen sørger for, at der kommer et afslag. Det vil man kunne gøre på præcis samme måde i forhold til det her kærestevisum. Det vil være en udmærket mekanisme, som vi jo ved desværre bliver brugt af mange.
Derfor må jeg sige, at det her forslag, som faktisk udspringer af den nuværende miljøminister, hr. Troels Lund Poulsen, der var med til at fremsætte det i 2001, måske ikke finder vej igennem Folketinget nu, men det ville være til glæde og gavn for en lang række danskere i en stadig mere globaliseret verden.