(Ordfører)
Frank Aaen(EL):
Som man kunne se af den afstemning, vi lige har haft, er Enhedslisten optaget af, at man skal bekæmpe pirateri. Vi er imod terrorisme, vi er imod spredning af masseødelæggelsesvåben, det er nogle vigtige indsatsområder, og derfor var vi heller ikke helt afklarede, med hensyn til hvad vi ville sige om det her forslag, hvilket også fremgik af den debat, vi havde under førstebehandlingen.
Vi er endt med - og jeg mener også, at det ret indlysende bør være sådan for vores vedkommende - at vi ikke kan støtte en dansk deltagelse i, og at Danmark skal lede det, man kalder Task Force 150. Årsagen til, at vi har den opfattelse, er, at det internationale mandat til den operation, Task Force 150, er meget uklart. Regeringen henviser til to meget bredt formulerede FN-resolutioner fra 2001, som ikke nævner noget som helst om indsats mod pirateri.
Det er også sådan, at de enkelte lande deltager med hver deres forudsætninger. De bestemmer selv, hvilken form for magtanvendelse de må gøre brug af som deltagere i operationen. Det gør selvfølgelig også, at det bliver meget uklart, hvad man kan blive en del af.
Task Force 150 er desuden en del af den amerikansk ledede operation Enduring Freedom. Det er en operation, som Enhedslisten er modstander af, og som bl.a. har medført, at flere hundrede mennesker i årevis har været holdt indespærret på Guantánamobasen og andre fængsler, hemmelige fængsler, uden rettigheder. Vi har i de spørgsmål, vi har stillet i forbindelse med det her beslutningsforslag, fået bekræftet, at der kan tages fanger som led i operationen, og det betyder i praksis altså også, at nogle af de fanger, der kan blive taget, kan ende på Bagram, det nye Guantánamo, som USA er i gang med at oprette i Afghanistan.
Vi synes ikke, det er tilfredsstillende, at vi kan blive en del af sådan en operation. Vi er imod, at der ikke er en samlet opfattelse af, hvilken magtanvendelse de deltagende nationer skal kunne gøre brug af som led i den her operation. Vi mener i det hele taget, at det er meget problematisk at deltage i militære operationer sammen med USA, så længe der er den usikkerhed om - for ikke at sige klarhed om - at USA ikke ønsker at respektere Genèvekonventionerne og torturkonventionen.
Vi mener, at opretholdelsen og sikringen af sikkerhed til søs bør varetages i FN-regi og ikke af tilfældige militære koalitioner, hvor der ikke er noget klart internationalt mandat, med hensyn til hvordan militære og geopolitiske stormagtsinteresser kan spille ind på opgaveløsningen. For det er jo klart, at USA har en klar interesse, der ikke er Danmarks, hvad angår udviklingen på Afrikas Horn i forbindelse med og accept af .