Justitsministeren (Lene Espersen):
Så skal jeg prøve ikke at gøre det så langt, at der bliver behov for forebyggende tiltag fra formandens side.
Jeg vil gerne takke for den positive tilgang, som der har været fra alle Folketingets partier til det her forslag. Det er jo et fantastisk godt eksempel på, at det europæiske samarbejde giver så meget mening. Hvis og såfremt en person begår en kriminel handling i et andet EU-land og får en betinget straf eller bliver idømt en alternativ sanktion - det kunne f.eks. være for spritkørsel i Sverige, hvor man bliver idømt fodlænke - så er det jo helt fornuftigt, at den person, hvis vedkommende bor i Danmark eller er dansk statsborger, kan komme hjem og afsone den alternative sanktion eller have den betingede straf med sig.
Jeg synes, det er et godt eksempel på, at der på det område, der vedrører retslige og indre anliggender, er rigtig god mening i, at der bliver en gensidighed i måden, hvorpå vi accepterer hinandens måder at håndtere tingene på til gavn for borgerne.
Dette beslutningsforslag er jo med til at sikre, at rammeafgørelsen kan vedtages, således at borgerne af resocialiseringshensyn kan komme hjem og kan have deres betingede dom eller alternative sanktion med og være tæt på deres familie, deres arbejde osv.
Der har været nogle kommentarer fra fru Karina Lorentzen om, hvorvidt der skal være et krav om dobbelt strafbarhed eller ej, og jeg vil sige, at min umiddelbare indstilling er - men det er ikke gjort endeligt op endnu - at jeg sådan set ikke synes, vi skal udelukke nogen fra at komme hjem. Hele spørgsmålet om dobbelt strafbarhed er jo noget, vi har haft oppe at vende her i Folketinget mange gange, og jeg synes, det vil være lidt omvendt, hvis Folketinget siger: Vi har ingen krav om dobbelt strafbarhed, når det handler om at udlevere danske borgere til retsforfølgelse i de andre EU-lande, men vi har lige pludselig mange flere fine fornemmelser, hvis danskere skal hjem og vi skal overtage en betinget dom eller en alternativ sanktion.
Så mit udgangspunkt er altså, at det her er noget, der er til gavn for det enkelte menneske, der måtte blive idømt en betinget dom eller en alternativ sanktion, og derfor synes jeg selvfølgelig også, at vi skal gøre det så vidtgående som muligt af hensyn til vores egne borgere. Men den diskussion kan vi jo tage, når rammeafgørelsen er endeligt vedtaget og der måske bliver behov for yderligere initiativer i forhold til Folketinget; så må vi have en drøftelse af det.