Det sidste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 87:

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af reglerne om dobbelt statsborgerskab.

Af Jørgen Poulsen (NY) m.fl.

(Fremsættelse 08.04.2008).

Forhandlingen er åbnet. Integrationsministeren.

Forslaget er fremsat af Ny Alliance, og der står kort og godt, at regeringen inden den 1. januar skal fremsætte de nødvendige lovforslag med henblik på, at danskere bosat i udlandet kan bibeholde deres danske statsborgerskab, når de opnår statsborgerskab i et andet land, og at de udlændinge, der bor her med statsborgerskab i et andet land, kan få dansk indfødsret uden at blive løst fra det hidtidige statsborgerskab - punktum!

Det er jo en stor sag, man vil have igennem inden den 1. januar. Budskabet er jo ganske klart, men jeg er ked af at måtte sige, at det også er lige så klart, at forberedelsen ikke har været særlig seriøs. Dobbelt statsborgerskab er jo en stor og meget principiel sag, som jo også kan komme til involvere andre lande end Danmark, selv om vi selvfølgelig selv bestemmer.

Jeg må også sige, at jeg egentlig har spurgt mig selv, om det stemmer overens med det, man så tit har hørt hr. Naser Khader udtale sig om, nemlig at alle i Danmark skal være demokrater. Jeg kan nu forstå, at man skal kunne få statsborgerskab, selv om man ikke er det. Jeg hører også et argument om, at man er mest dansk, når man kommer til udlandet, og derfor må det også forventes, at man er mest palæstinensisk, når man kommer til Danmark. Jeg skal selvfølgelig ikke blande mig i de holdninger, som ligger til grund for det her, men jeg synes bare, at jeg vil påpege, at de ikke hænger særlig godt sammen.

Men det værste er nu, at det er et umådelig overfladisk og sjusket forslag i en meget alvorlig sag, og derfor kan vi i regeringen allerede af den grund ikke tilslutte os det.

Spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab er jo ikke noget nyt. Det har vi diskuteret blandt folketingsmedlemmer i udvalg, så længe jeg kan huske. Bl.a. diskuterede vi i forbindelse med flygtningestrømme, der kom til Danmark, hvordan man fremover skulle forholde sig med hensyn til indfødsretsloven, når der kom krigsflygtninge, som ikke bare lige kunne blive løst fra deres statsborgerskab. Så det er en gammel diskussion, og derfor er det selvfølgelig også noget, vi i mit ministerium løbende har opmærksomheden rettet mod, og som vi løbende diskuterer, og det vil vi naturligvis stadig væk gøre.

Jeg afslører vel ikke nogen hemmelighed ved at sige, at verden også ændrer sig. Vi lever i en mere globaliseret tidsalder, hvor det jo selvfølgelig er oplagt, at der er behov for mere mobilitet. Mange tager i højere grad end tidligere permanent bopæl i andre lande, men det, som Ny Alliances forslag jo også mangler, er at fortælle, om det her så drejer sig om dobbelt statsborgerskab, eller om det skal være tredobbelt eller firdobbelt, for der er jo også mange mennesker, der rejser fra land til land, også højtuddannede, som bestemt er til nytte for de lande, de kommer til, men som jo altså rejser videre og videre. Jeg kan slet ikke se af dette forslag, som er meget sjusket, om det så er meningen, at man skal kunne have tre-fire statsborgerskaber.

Desuden kan man jo også spørge sig selv, om svaret på globaliseringen nu nødvendigvis er, at man skal have en håndfuld pas. Det er faktisk ikke mere end nogle få dage siden, at jeg så en sag, hvor en mand, der havde dobbelt statsborgerskab - for dem er jo en del af, og det kan vi ikke undgå - blev anholdt i lufthavnen, fordi han havde to pas.

Altså, der er en masse ting, som man skal forholde sig til, og jeg er meget optaget af, at vi får afklaret alle disse ting, og det vil vi naturligvis gøre fremover, men det ville vi nu have gjort alligevel, fordi der som sagt, og som de, der sidder i Indfødsretsudvalget, også ved, til stadighed pågår en diskussion om løsning af statsborgerskab, når der er personer, som f.eks. en række flygtninge, der søger om indfødsret, men ikke kan blive løst fra deres statsborgerskab.

Det er jo let at se, at der for nogle mennesker vil være nogle fordele ved at have dobbelt statsborgerskab - vi ved i hvert fald, at nogle umiddelbart føler det sådan - men der er altså også en række ulemper ved det, som man ikke må overse. Derfor vil jeg selvfølgelig med interesse afvente den høring, man vil have i Integrationsudvalget, men vil også selv sætte mig yderligere i bevægelse for at få nogle flere oplysninger om hele dette område.

Men jeg må altså sige, at jeg, da jeg gik på universitetet, hørte, at de mest ulykkelige mennesker kunne inddeles i to typer: Det var de statsløse, og det var dem med dobbelt statsborgerskab. De med dobbelt statsborgerskab risikerer nemlig, at de så slet ikke bliver beskyttet, fordi de bliver kastebold mellem de forskellige lande.

Alt dette for at sige, at det er en meget kompliceret sag, og skulle man en dag ende med at indføre dobbelt statsborgerskab, så er det jo slet ikke sikkert, at det skal inkludere alle lande. Jeg er i hvert fald også meget optaget af at få undersøgt, om der er mulighed for mere bilaterale aftaler, og også i højere grad at få undersøgt, hvordan det går i vore nabolande. Vi ved jo, at flere af vore nabolande rent faktisk har indført dobbelt statsborgerskab, men også at nogle netop har afstået fra det. Så der er altså en lang række ting, som jeg i hvert fald under alle omstændigheder, og uanset hvad der sker i Integrationsudvalget, vil undersøge.

Men alt i alt er jeg, som det er fremgået af det, jeg har sagt, nødt til at afvise forslaget, og vi fortsætter som sagt processen med at få undersøgt dette område.

Tak til ministeren. Hr. Jørgen Poulsen for en kort bemærkning.

Det er jo altid lidt fornøjeligt at blive irettesat af ministeren, og nu hører vi så, at det her forslag ikke er seriøst, og at det er sjusket. Jeg kan ikke rigtig forstå, hvori det useriøse består. Det vil jeg gerne vide mere om. Det er jo heller ikke sådan, at ministeren ikke kan få svar på de spørgsmål, der findes. 22 ud af 27 lande i EU-området har jo besvaret de spørgsmål. Vi er jo ikke ligefrem pionerer på det her område. Så jeg synes, at der ligger utrolig meget viden på det her område, og jeg synes, at det mere virker, som om afsenderen er forkert.

Integrationsministeren.

Nu er det jo sådan, at regeringen ikke kan stille spørgsmål til oppositionen. Men hvis en opposition ønsker et forslag gennemført, må den jo bruge sine argumenter, og det mest naturlige er jo, at man så netop i sit beslutningsforslag skriver om al den viden, som spørgeren mener der er. Der er jo andre partier, der gennem årene har lavet meget fyldige beslutningsforslag. Men jeg synes, at det, når man ønsker et ældgammelt princip totalt ændret, må være rigtigt at komme med den tekniske indvending, at det ikke er til at tage alvorligt, når der er 15 linjer om, at det helt fundamentale princip skal ændres på et halvt år. Det må jeg have lov at sige ikke er seriøst.

Hr. Jørgen Poulsen.

Så ministeren forventede en total redegørelse for alle elementer i det her spørgsmål, som ministeren samtidig fortæller at man har bokset med i mange år og ved mange lejligheder. Det ligger oplyst. I den ene rapport efter den anden, i den ene betænkning efter den anden - man behøver ikke at gå længere end til Sverige - kan man få svar på alle de her spørgsmål. Det er mærkeligt, at vi ikke kan gå ind i det her, uden at det skal føres tilbage på, hvem der har rejst spørgsmålet. Jeg synes, at det her bærer meget, meget præg af en afvisning, fordi det ikke er de rigtige, der fremsætter forslaget.

Ministeren.

Jamen naturligvis er det en afvisning, for man kan jo af forslaget overhovedet ikke se, hvad det omhandler. Sådan som det er skrevet her, er det åbenbart f.eks. alle mulige straffede personer, der skal have dobbelt statsborgerskab. Tilsyneladende skal enhver have ret til at have dobbelt statsborgerskab. Hvis oldemor og oldefar engang er rejst ud af landet, så skal oldebørnene, der aldrig har sat deres ben i landet - og deres forældre har ikke sat deres ben i landet, der er ingen, der har været i landet siden oldeforældrene - også have statsborgerskab. Man har jo intet gjort for at opstille nogen som helst form for kriterier. Man har overhovedet intet gjort for at fortælle os, hvad det egentlig er, man overhovedet vil, andet end at man bare vil have dobbelt statsborgerskab.

Tak til ministeren. Fru Gitte Lillelund Bech som ordfører.

Det her beslutningsforslag berører jo muligheden for at få dobbelt statsborgerskab. Det tror jeg ikke der er nogen der kan være i tvivl om efter ministerens indledning. Kort sagt drejer det sig om, hvorvidt man kan have et ekstra statsborgerskab ud over det danske.

I dag baserer vi gældende ret på princippet om, at dobbelt statsborgerskab skal begrænses, når dette er muligt. Baggrunden herfor er, at vi normalt betragter det, at man er statsborger i et land, som at man har et særligt forhold til det land. Statsborgerskab er ikke noget, man skalter eller valter med eller til- eller fravælger, som man nu har lyst. Nej, statsborgerskab er et signal om, at man tilslutter sig og man anerkender de retsprincipper, som den pågældende stat bygger på.

Hvad betyder det at være dansk statsborger? Jo, først og fremmest indebærer det stemmeret og valgbarhed til Folketinget. Som dansk statsborger har man faktisk ret til at præge det danske demokrati direkte gennem sin stemme og ved at kunne stille op til Folketinget. Jeg mener jo, at når man er dansk statsborger, så anerkender man også og tilslutter sig de grundlæggende danske retsprincipper, herunder det sæt af frihedsrettigheder, som Danmark hviler på, og det, der fremgår meget klart af den danske grundlov.

Den gældende lovgivning om dobbelt statsborgerskab holder sig inden for den europæiske konvention om statsborgerret fra 1997, men det fremgår også af konventionen, at de kontraherende stater er frit stillet med hensyn til spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab. Så der er principielt ikke noget i vejen for at tillade dobbelt statsborgerskab. Vi har, som hr. Jørgen Poulsen også var inde på i sin korte bemærkning, set, at flere europæiske lande har forladt princippet om ét statsborgerskab og er gået over til dobbelt statsborgerskab. Det er jo så også det, Ny Alliance ønsker vi skal gøre i Danmark med en begrundelse, der handler om, at det gør det nemmere at rejse og arbejde i flere lande, at man kan overføre statsborgerskab til sine børn osv.

Samtidig skal man dog være opmærksom på, at dobbelt statsborgerskab kan føre til en del konflikter inden for det retslige område, hvis de to stater har meget forskellig lovgivning. Det mener jeg faktisk også ministeren kort berørte.

I Venstre er vi optaget af at få kortlagt præcist fordelene og ulemperne ved dobbelt statsborgerskab. På det foreliggende grundlag må vi afvise beslutningsforslaget fra Ny Alliance. Vi synes dog, at der er en række principielle spørgsmål, som vi skal have belyst, og derfor har vi også i Indfødsretsudvalget valgt at arbejde videre med spørgsmålet. I udvalget planlægger vi at holde en intern høring om spørgsmålet, hvor alle folketingsmedlemmer er velkomne til at deltage. Høringen skal kort og godt kortlægge det historiske udgangspunkt for statsborgerskab, det at have et enkelt statsborgerskab, og vi skal høre lidt om, hvilke overvejelser man har gjort sig i andre lande. På baggrund af denne høring samt en masse spørgsmål, jeg formoder vi stiller til ministeren, kan vi så få kortlagt de mere principielle overvejelser, der er i forbindelse med dobbelt statsborgerskab.

Debatten er ikke slut, men det foreliggende beslutningsforslag fra Ny Alliance vil vi fra Venstres side afvise.

Ja tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Naser Khader.

Hvis nu høringen ender med, at der er en positiv stemning for at gå over til dobbelt statsborgerskab, vil Venstre så også indtage den holdning? Er det høringen, der kommer til at bestemme, hvad Venstre skal mene om den her sag?

Ordføreren.

Det kan jeg ikke svare hr. Naser Khader på. For det er sådan i Venstre, at vi debatterer internt i folketingsgruppen om, hvordan vi ser på enkeltforslag med baggrund i den viden, vi har. Jeg må sige, at med hensyn til det beslutningsforslag, som Ny Alliance har fremsat i dag, er vores viden simpelt hen ikke god nok til, at vi rask væk vil vælge at sige ja, fordi vi kan se, at dobbelt statsborgerskab er bedre end enkelt statsborgerskab. For det mener vi sådan set ikke er klarlagt med det beslutningsforslag, der ligger her. Vi ønsker at få en meget større viden. Når vi har en større viden, tager vi diskussionen i Venstres folketingsgruppe igen, og jeg kan ikke sige, hvordan udfaldet af den diskussion vil blive.

Tak til ordføreren. Fru Anne-Marie Meldgaard som ordfører.

Det er bestemt et spændende forslag, som vi skal tage stilling til her i dag. Vi lever jo i en globaliseret verden, hvor man kan nå fra Gedser til Skagen på den samme tid, som det tager at komme fra København til New York. Et klik med musen, og så er man der; et tryk på en knap, og så kan man tale med en ven, der sidder på den anden side af jorden. Det er en verden, hvor meget har ændret sig, siden vi sidst diskuterede statsborgerskab her i Danmark. Og hvis vi kigger ud i Europa for at se, hvordan det forholder sig med dobbelt statsborgerskab, er det sådan både-og.

I Norge, som jo er et land, vi normalt sammenligner os med her i Danmark, har man besluttet at afvise muligheden for dobbelt statsborgerskab, hvorimod Sverige har indført reglen om dobbelt statsborgerskab. Selvfølgelig må jeg jo erkende, at når 22 af 27 lande i EU har dobbelt statsborgerskab, bliver vi her i Danmark også nødt til at undersøge forudsætningerne grundigt for et eventuelt politisk skift.

I søndags var der jo som sagt statsborgerskabsdag her i Danmark, og jeg må da indrømme, at det gjorde indtryk på mig, når jeg stod og talte med borgere, som var lykkelige for at slippe af med deres tidligere statsborgerskab, i og med at de har været forfulgte i hjemlandet. Det giver mig også en eller anden fornemmelse af, at vi skal tænke os meget, meget grundigt om, hvis vi vil indføre dobbelt statsborgerskab her i Danmark.

Så som sådan er vi faktisk af den opfattelse, at det beslutningsforslag, vi står over for her, ikke er godt nok, i forhold til at vi objektivt kan vurdere, om vi er for eller imod et dobbelt statsborgerskab. Det er simpelt hen for spinkelt og uigennemskueligt, og vi ønsker ligesom Venstre at afvente den høring, der skal være i Indfødsretsudvalget her i maj måned. Den ser vi frem til, og vi håber, at den vil være med til at give os en grundig indsigt i de kompleksiteter, som det her forslag medfører.

Så på nuværende tidspunkt vil vi afvente behandlingen i udvalget. Og jeg kan lige så godt sige på forhånd, at jeg heller ikke kan sige ja eller nej til, om en høring falder ud til en positiv eller en negativ side. I Socialdemokratiet tager vi også diskussionerne på den baggrund, som den viden, vi nu har tilgængelig, giver os. Så det vil vi forholde os til på det tidspunkt.

Ja tak. Hr. Jørgen Poulsen har bedt om ordet for en kort bemærkning.

Mener fru Anne-Marie Meldgaard, at det er gældende for de fleste indvandrere her i landet, at de er glade for at afsige sig deres oprindelige statsborgerskab? I så fald er det noget meget nyt for mig.

Ordføreren.

Det har jeg sådan set ikke forudsætninger for at svare på, i og med at jeg jo ikke taler med de fleste, som får dansk statsborgerskab. Jeg kan kun udtale mig om de personer, jeg har talt med, og det er selvfølgelig et fåtal af dem, der får statsborgerskab.

Hr. Jørgen Poulsen.

Men er det ikke sådan, at selv mennesker, som er flygtet fra de værste diktaturer, som oftest ønsker at bevare deres statsborgerskab for netop at kunne påvirke udviklingen i det land, de er flygtet fra. Det er da den almindelige opfattelse, jeg hører fra mennesker, som er flygtet fra lande, hvis politiske styre de måtte have alt imod og vil bekæmpe til deres dages ende. Men de vil jo netop ikke opgive deres rødder, og derfor blev jeg ked af at høre, at det skulle stå alene, at der fandtes mennesker, som var glade for at afsværge sig deres oprindelige statsborgerskab.

Ordføreren.

Nu er der jo mange forskellige årsager til, at man kan ønske at have et dobbelt statsborgerskab, helt klart. Jeg er jo også bekendt med de 9.400 underskrifter, som hr. Jens Poulsen har ønsket at aflevere til det danske system her i dag, og det er en meget stærk gruppe, som ønsker det.

Jeg vil sige, at det i de mange sager, jeg har været inde i, hvor folk har ønsket at fastholde deres dobbelte statsborgerskab, oftest har været spørgsmålet om, at de skulle betale en meget, meget stor pris for at blive løst fra deres dobbelte statsborgerskab, hvilket jeg synes er vældig usympatisk fra de pågældende lande, hvor de har haft statsborgerskab tidligere.

Ja tak. Så er der ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Tak til fru Anne-Marie Meldgaard. Næste ordfører er hr. Søren Krarup.

Jeg synes, det er nødvendigt at begynde med den beske sandhed, at hvis man indfører dobbelt statsborgerskab, så ophæver man meningen med begrebet statsborgerskab. Så enkelt er det jo. For statsborgerskabet siger, hvad der ligger i ordet, at man er borger i én stat, at man hører hjemme ét sted, at ens loyalitet ligger bundet i ét land, og at man altså har én, ikke mange identiteter. Så enkelt er det jo.

Man kan godt drømme om at have hjemme alle steder på kloden. Man kan fantasere om at være et barn af alle lande og have utallige identiteter i stedet for én. Man kan godt kalde sig kosmopolit i stedet for at være dansker. Men så har man også grundigt ophævet meningen med begrebet statsborgerskab - og lad mig tilføje: Så har man også ophævet virkeligheden og gjort alting til pjat og sig selv til en nar.

Der er en passus i forslagsstillernes bemærkninger, der forekommer mig at belyse det groteske og bagvendte i forslaget. Det er der, hvor forslagsstillerne taler om, at danskere, der bosætter sig i udlandet, dermed bliver globale ambassadører for Danmark. For hvad er en dansk ambassadør? Det er en dansker, der udsendes af den danske stat for at varetage danske interesser i udlandet. En dansk ambassadør er en dansker i den danske stats tjeneste. Men når man udvandrer til et andet land og bosætter sig i det andet land, vælger man jo det andet land i stedet for Danmark; så hører man op med at være dansk. Man kan naturligvis stadig væk have danske minder, man kan også længes efter sit gamle land, man kan drømme sentimentale drømme om fortiden, men i nutiden har man valgt et andet land og en anden loyalitet, og således er man i hvert fald ikke dansk ambassadør.

Sammenlign en sådan sentimental opløsning af både sproget og virkeligheden med de danske udvandreres situation i f.eks. USA og Argentina. Disse udvandrere på pampassen og prærien vidste godt, at de hermed blev argentinere og amerikanerne. De ville ikke både blæse og have mel i munden. Det betød ikke, at de derfor glemte Danmark. Men disse udvandrere respekterede virkeligheden og drømte derfor ikke om, at de var danske ambassadører i Argentina eller USA, for de vidste, at de med deres udvandring var blevet argentinere med argentinsk statsborgerskab eller amerikanere med amerikansk statsborgerskab. For man kan kun have ét statsborgerskab. Man kan kun være ét menneske. Jeget sætter ikke jeget, sagde tyskeren Fichte, og vil man i stedet for at være et jeg være verdensborger og opdele sin identitet i tusinde dele, er konsekvensen naturligvis, at man opløser sig selv og sin virkelighed og sit land i atomer.

Nej, man kan kun have ét statsborgerskab, hvis der skal være mening og alvor i tingene, og den sammenligning med ægteskabet, der også er gjort i denne debat, siger det meget klart. For her har man gjort opmærksom på, at dobbelt statsborgerskab svarer til at være bigamist og have mange mænd eller mange koner. Men troskaben og loyaliteten ligger ét sted. Det ser vi i § 2 i det nuværende indfødsretscirkulære. For at få dansk statsborgerskab skal man som bekendt her love troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund, og hermed har man sagt nej til at være bigamist og have dobbelt eller tredobbelt eller firedobbelt eller femdobbelt statsborgerskab.

Dette beslutningsforslag sigter efter at ophæve selve meningen med begrebet statsborgerskab, og vi siger derfor meget klart og kategorisk nej til forslaget. Det ophæver ikke, at vi med fornøjelse deltager i den planlagte høring i Indfødsretsudvalget og vil drøfte sagen med de indkaldte jurister. Det er jo slet ikke udelukket, at nogle af dem vil have sans for det grundlæggende og principielle i denne sag - også jurister kan tænke. Men så sandt som dansk statsborgerskab handler om Danmarks eksistens og om en dansk identitet, afviser vi ethvert forslag om dobbelt statsborgerskab.

Der er et par korte bemærkninger. Først hr. Naser Khader.

Jeg forstår ikke, at Dansk Folkeparti kan være så meget imod, at danskere, der bosætter sig i udlandet, eksempelvis i Australien, og med tiden får australsk statsborgerskab, fordi de vil deltage i det australske samfundsliv, ikke samtidig kan beholde deres danske pas. Jeg forstår ikke, at Dansk Folkeparti kan være imod det.

Dansk Folkeparti har meget imod, at man kan få dobbelt statsborgerskab, men det er jo sådan, at her i Danmark har vi borgere, der har dobbelt statsborgerskab, og når DF er så meget imod dobbelt statsborgerskab, hvad skal vi så gøre med de borgere i Danmark, der har dobbelt statsborgerskab i dag? Skal vi tvinge dem til kun at have ét statsborgerskab?

Ordføreren.

Forholdet er jo, at siden 1898 har loven nøje understreget, at vi ikke accepterer dobbelt statsborgerskab. Men der er enkelte undtagelser, hvor vi ikke har kunnet undgå det, og det har jeg jo i snart mange år været med til i Indfødsretsudvalget, bl.a. når det har handler om østeuropæere, som ikke har kunnet blive frigjort fra deres hidtidige statsborgerskab.

Jeg husker en russisk kvinde, som havde tilbragt 4 måneder i et russisk fængsel, fordi de russiske myndigheder generede hende grundigt, da hun prøvede. Det endte med, at vi på grund af denne tvangssituation gav hende det dobbelte statsborgerskab, men det er en tvangs- og en nødsituation, der ikke skal være det normale. Det er simpelt hen et brud på hidtidig dansk retspraksis på området, og vi fastholder naturligvis meningen med statsborgerskab.

Hr. Naser Khader.

Jeg vil meget gerne have svar på den første del af mit spørgsmål: Er det ikke rimeligt, at danskere, der bosætter sig i Australien, USA, Canada osv., og opnår statsborgerskab her og deltager i samfundslivet, også kan beholde deres danske statsborgerskab?

Ordføreren.

Nej, det ikke rimeligt, for det er et brud på selve betydningen af statsborgerskab. Jeg sagde jo i min indledning, at de danskere, der udvandrede til f.eks. USA og Argentina, da godt vidste, hvad de gjorde. De søgte nye livsmuligheder, men det betød ikke, at de derfor afbrød forbindelsen til deres gamle land. Vistnok her i efteråret skal jeg på foredragsrejse til de danske i Argentina, men de ved da godt, at de er argentinske statsborgere, for de har respekt for virkeligheden.

Jeg kunne have lyst til - det har jeg ikke gjort, men jeg har egentlig haft meget lyst til at citere Søren Kierkegaard, som skriver i »Øjeblikket«: Vær pjat, og du skal se alle vanskeligheder forsvinde. Gør dig til én den ene dag, til en anden den næste dag og til en tredje den tredje dag, så bliver alting meget nemmere.

Men virkeligheden er ikke så nem.

Så er det hr. Jørgen Poulsen for en kort bemærkning.

Det er rigtigt, som hr. Søren Krarup siger, at ambassadører er et udtryk, man bruger i mange sammenhænge. Men jeg må dog sige, at den ene efter den anden af de næsten 10.000 mennesker, som har ønsket dobbelt statsborgerskab, fremhæver, hvordan de oplever og hvordan de føler sig som ambassadører for dette land, og mener hr. Søren Krarup, at de følelser, som disse mennesker, der i deres hjerter er gode danskere, har, er fuldstændig forkerte?

Ordføreren.

Jeg vil da ikke bestride, at de pågældende kan have de følelser. Men jeg kalder det for føleri, når det alligevel fører til, at de opgiver det, som følelserne er knyttet til, nemlig det danske statsborgerskab, og hvis jeg skulle bruge et endnu ubehageligere ord, ville jeg kalde det en form for sentimentalitet, som karakteristisk og logisk nok bruges til afpresning i deres gamle land for at opnå det, som jo vil betyde, at deres selvforståelse af det gamle land begynder at gå i opløsning. Det er jo det, Ny Alliances forslag sigter efter, derfor er det slet ikke så uskyldigt, som det ser ud til, og derfor er jeg ubetinget modstander af det.

Hr. Jørgen Poulsen.

Så kan jeg jo kun konkludere, at Globaliseringsrådet er et meget sentimentalt råd, idet alle anbefalinger fra Globaliseringsrådet jo netop fremhæver den effekt af og den gode ting, det kan være at give folk dobbelt statsborgerskab, så de kan tilføre vores land den viden, de måtte have fra de lande, hvor de slår sig ned.

Ordføreren.

Globalisering er et af de slagord, der i dag bidrager til at forfalske og forvanske virkeligheden. Hvis man havde respekt for virkeligheden, ville man ikke bruge det så meget. Jeg synes, det kan anvendes, når man taler om erhvervsvirksomheder og handelsfordele osv., men at ville gøre globalisering til et formål for, om man så må sige, den menneskelige omgang i denne verden, er simpelt hen, som Søren Kierkegaard sagde, at gøre sig selv til pjat. Det er ikke noget vi skal stræbe efter, og det burde Ny Alliance heller ikke.

Tak. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Tak til hr. Søren Krarup. Den næste ordfører er fru Astrid Krag.

Jeg er glad for, at vi i dag har mulighed for at tage fat på debatten om dobbelt statsborgerskab. Det er ikke så mærkeligt, at den debat også bliver rejst her i Danmark. Der har været en udvikling i de sidste år, som har betydet, at stadig flere lande åbner op for muligheden for dobbelt statsborgerskab, og en hurtig status og en hurtig optælling viser os jo, at der p.t. kun er seks EU-lande, som ikke tillader det, og derfor skal vi selvfølgelig også kigge på det i Danmark.

I SF mener vi langt hen ad vejen, at det i dag er alt for svært for udlændinge, der bor og arbejder i Danmark, der er gift med danskere og som taler dansk, at blive medlemmer af det danske samfund på lige vilkår med etniske danskere. Derfor var det dejligt i søndags på statsborgerskabsdagen at opleve, hvor glade de mennesker, som var sluppet gennem nåleøjet og havde fået dansk indfødsret, var.

I SF glæder vi os over, at der er udlændinge, som har lyst til at blive danske statsborgere og derved fuldstændigt blive medborgere i det danske samfund og deltage i det danske demokrati ved et valg. Som jeg sagde under det tidligere lovforslag: Kan man forestille sig en større kompliment?

Jeg ser også en del positive effekter ved det forslag, Ny Alliance har lagt frem. Først og fremmest er der et integrationspotentiale i forslaget. I stedet for at bruge statsborgerskabet til at udelukke folk fra fællesskabet kan man med den foreslåede lovændring anvende det til at gøre statsborgere til en del af et fællesskab. Udlændinge kan i dag bo og arbejde her uden statsborgerskab, og de nye regler vil kunne give dem stemmeret til folketingsvalg, og give dem mulighed for at deltage i den demokratiske proces i det hele taget.

Spørgsmålet om udlandsdanskere trænger sig også på i denne debat. Lige nu er der en stadig større gruppe danskere i udlandet, som har begrænsede rettigheder, fordi vi ikke tillader dobbelt statsborgerskab. Et eller andet sted mellem 9.500 og 10.000 af dem har indleveret en underskrift, de gerne ville give til ministeren i morges, hvor hun ikke havde tid til at modtage dem. Jeg kan forstå, at vores udvalgsformand modtog dem i stedet for. Jeg vil bare sige, at jeg personligt godt kan forestille mig, at man både som ind- og udvandrer kan have et nært tilhørsforhold til både sit gamle land og til sit nye land på samme tid, og derfor er jeg uenig i, at man kun kan have en identitet og kun kan være knyttet til det sted, man er født. I en moderne og globaliseret verden er der flere mennesker, som har fået lyst til og mulighed for at flytte sig, og den udvikling må vi jo også forholde os til.

Den foreslåede ændring vil også betyde, at danskere i udlandet kan holde fast i det danske fællesskab. Hvis vi giver folk ret til dobbelt statsborgerskab, så kan de deltage fuldt i den demokratiske proces i deres nye hjemland uden at miste muligheden for at vende tilbage til det oprindelige - og det er der jo i hvert fald mange af de udlandsdanskere, vi har hørt fra, der ønsker. De vil gerne kunne deltage i demokratiet i deres nye land uden at afgive det danske, enten af identitetsmæssige årsager eller måske, fordi de har planer om at vende tilbage og tilbringe deres alderdom i Danmark.

Men med de positive ting sagt så kan der også være nogle komplicerede ting ved forslaget. Der er også en del principielle overvejelser, man skal gøre sig, og her synes jeg, det er vigtigt, at vi diskuterer konsekvenserne af lovgivningen. Vi skal ikke have indført dobbelt statsborgerskab forhastet, det er en stor ting at indføre. Det er utrolig vigtigt, at vi ikke får A- og B-statsborgerskaber. Det er vigtigt for os i SF, at et statsborgerskab er et statsborgerskab, og at det giver de samme rettigheder, uanset om man i øvrigt har et andet statsborgerskab ved siden af. Og netop frygten for, at vi kan risikere at få første- og andenrangsstatsborgerskaber i Danmark, er noget af det, der gør, at vi i SF så varmt støtter, at vi bliver klogere, at vi arbejder videre med den høring, som vi er startet på i Indfødsretsudvalget, en høring, hvor vi bl.a. kan komme ind på de erfaringer, man har gjort i Norge, hvor man gik igennem en længere proces og fandt ud af, at man ikke ville have dobbelt statsborgerskab, eller i Sverige, hvor man fandt ud af, at man ville.

Så er der, som andre talere også har været inde på, nogle tekniske afklaringer i forbindelse med retsstatus for borgere med dobbelt statsborgerskab. Med andre ord: Der er god grund til, at vi bliver klogere på det her og ikke forhaster os igennem med det.

Så det er et område, der skal undersøges grundigt, men det er også et område, vi ikke kan lade være med at forholde os til. Den udvikling, der sker i verden, kan vi ikke lukke øjnene for. De fleste lande omkring os har allerede tilladt det, og som sagt er det værd at notere, at det kun er seks EU-lande, der i dag ikke tillader dobbelt statsborgerskab. Derfor skal vi kigge på de andre landes erfaringer, derfor skal vi blive klogere på, hvordan man kan gøre det.

Så alt i alt forholder vi os afventende, men positivt over for forslaget i SF.

Tak. Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Tom Behnke.

Vi lever i en stadig mere globaliseret verden. Flere og flere flytter fra land til land, og kommende generationer betragter hele verden som deres hjem. Det er for mange lige så naturligt at flytte fra land til land, som det er at flytte fra Randers til Århus. Det medfører naturligt, at man får en diskussion om dobbelt statsborgerskab. Der er mange argumenter for dobbelt statsborgerskab, men der er også ganske mange argumenter imod dobbelt statsborgerskab. Og derfor er det ikke så nemt bare at træffe en beslutning ud fra det her beslutningsforslag.

Helt overordnet kan det slås fast, at det i hvert fald er muligt for Danmark at give mulighed for dobbelt statsborgerskab. Den mulighed har vi, men vi har ikke valgt den, i hvert fald ikke endnu. Og dobbelt statsborgerskab er der også nogle, der allerede har opnået. Det sker nemlig i de tilfælde, hvor en flygtning opnår dansk statsborgerskab, for så behøver vedkommende ikke at fraskrive sig sit oprindelige, eller hvis en person er født med dobbelt statsborgerskab, eller hvis det er sådan, at det ikke er muligt for en person at fraskrive sig sit oprindelige statsborgerskab på grund af uoverstigelige problemer med det pågældende land. Men ellers skal man som hovedregel fraskrive sig sit oprindelige statsborgerskab, når man får et nyt.

Jeg synes også, det er vigtigt her under det mere principielle at understrege, at en af årsagerne til, at det kan være vanskeligt at træffe en beslutning her, en af de ting, der gør, at det er svært bare at sige ja til forslaget, er jo, at i det øjeblik, hvor vi gør det, er det jo for altid. Det er jo ikke sådan, at man bare kan svinge frem og tilbage, for hvis det med tiden viser sig, at det giver nogle problemer, så kan man jo ikke bare spole tiden tilbage. Det kan man ikke. Så derfor: Hvis man skal træffe sådan en beslutning, så skal den i hvert fald overvejes meget, meget grundigt.

Det betyder så også, at vi fra konservativ side på nuværende tidspunkt afviser forslaget, men vi ser frem til den høring, som Indfødsretsudvalget er i gang med at planlægge til afvikling her sidst i maj måned. Den ser vi frem til, fordi vi håber på, at vi med nogle eksperters hjælp kan få endnu flere argumenter på bordet og måske også få aflivet nogle af argumenterne, for det kunne jo godt være, at vi i den debat, vi fører i dag, indtil nu har brugt nogle argumenter, som måske slet ikke er argumenter, altså argumenter for eller imod, som viser sig ikke at være det, der er problemet, og som man slet ikke behøver at overveje. På den måde kan vi nå ind til kernen.

Når vi afviser forslaget på nuværende tidspunkt, så skyldes det bekymringer bl.a. i forbindelse med spørgsmålet om nationalt tilhørsforhold, altså hele loyalitetsbegrebet. Det handler om det, at man med dobbelt statsborgerskab kan opnå stemmeret i flere lande, det synes vi heller ikke ubetinget er positivt. Der kan være store problemer med diplomatisk beskyttelse, der kan være familieretlige problemer, problemer i forhold til proces- og strafferetlovgivningen. Der kan også være problemer, i hvert fald i visse lande, med spørgsmålet om dobbelt værnepligt, og når vi taler om dobbelt værnepligt, så fører det naturligt videre til den næste væsentlige spørgsmål: Hvad nu, hvis to lande, hvor man har statsborgerskab i dem begge, kommer i konflikt med hinanden eller direkte i krig med hinanden? Vi ved jo ikke, hvad fremtiden bringer. Hvad sker der om 100 år? Det kan vi ikke vide. Og hvad gør man så med borgere, som har statsborgerskab i begge lande? Ja, udgangspunktet vil typisk være, at begge lande, uanset hvor personen befinder sig, vil internere vedkommende, for sådan en tør man i hvert fald ikke have gående rundt på fri fod - og det duer jo heller ikke. Det er mere sådan lige at overveje det i hvert fald.

Nummer syv-otte stykker i rækken af ting, der er værd at overveje, er også spørgsmålet: Hvorfor stoppe ved dobbelt statsborgerskab? Hvis det her er et princip, så kan vi vel også have tre, fire, fem eller seks, eller hvor mange man nu kan nå i løbet af et liv, alt efter hvor lang tid man skal have opholdt sig i et land for at opnå statsborgerskab i det pågældende land.

Det er altså også nogle ting, vi er nødt til at have afklaret, og det er nogle af de problemer, vi ser ved dobbelt statsborgerskab. Nu skal jeg så i dag nøjes med at fremhæve nogle af problemerne ved det, for jeg tror, at andre ordførere har været inde på mange af fordelene, og det er også dem, som forslagsstillerne selvfølgelig selv fremhæver, nemlig fordelene ved dobbelt statsborgerskab. Men konklusionen er, at vi afviser forslaget, men at vi samtidig ser frem til den eksperthøring, vi kommer til at få i udvalget.

Tak. Der er korte bemærkninger. Den første kommer fra hr. Jørgen Poulsen.

Jeg er da meget glad for, at hr. Tom Behnke er meget positiv over for selve tanken om at undersøge det her. Det er jo rigtigt, at der er mange fordele, og at der er mange, og en del, ulemper ved det her, men jeg vil jo så også gerne spørge: Når dette ekspertpanel, eller hvad det nu bliver, denne undersøgelse, høring, finder frem til, at der er flere fordele end ulemper forbundet med det her, kan vi så regne med, at hr. Tom Behnke vil gå ind for dobbelt statsborgerskab?

Ordføreren.

Nej, så enkelt kan man ikke konkludere. Vi har i udvalget truffet beslutning om at lave en eksperthøring, i øvrigt en intern eksperthøring, men dog åben for alle Folketingets medlemmer, fordi vi mener, at det her er et ret relevant spørgsmål, ikke kun for udvalgets medlemmer, men for alle Folketingets medlemmer; så vi åbner høringen for alle Folketingets medlemmer, men vi gør den lukket på den måde, at pressen ikke har adgang. Vi vil gerne have lov til at sidde for os selv sammen med nogle eksperter og drøfte de her ting og få lov til at stille måske også nogle dumme spørgsmål, sådan at vi kan få alle argumenter for og imod fuldt belyst. Og derudfra må vi jo så hver især vægte argumenterne og indeni os selv veje, hvad der vejer tungest: de argumenter der har været for, eller de argumenter der har været imod. Men en høring betyder jo ikke, at høringen når frem til en konklusion, og at man så ligesom trækker en streg i sandet og spørger, hvor mange argumenter der var for, og hvor mange der var imod, og hvis der så har været flere argumenter for end imod, så skal man være for. Sådan fungerer det jo ikke.

Hr. Jørgen Poulsen for en yderligere kort bemærkning.

Det glæder mig da, at man vil overveje de argumenter, som kommer på bordet.

Men jeg lagde også mærke til, at hr. Tom Behnke gjorde meget ud af, at det her jo var noget, som ville vare for evigt. Man kan vel også sige, at det, vi har nu, næsten har varet for evigt.

Mener hr. Tom Behnke, at det er en kvalifikation i sig selv, at vi kører rundt med en lov, som er helt fæstet tilbage til forrige århundrede, og mener hr. Tom Behnke ikke, at tiden er til, at vi indretter os efter den verden, vi er i?

Ordføreren.

Altså, når man ændrer en lov, så skal man være meget bevidst om, hvilke konsekvenser det får. Man skal også være meget bevidst om, om det så er en lov, man bare kan rulle tilbage igen. Kan den bare sådan ændres, når der kommer en ny sammensætning af Folketinget? Nej, det vil sådan en lov som den her ikke kunne. Den kan ikke bare ændres fra tid til anden, og den vil slet ikke kunne ændres i forhold til de mennesker, der så i givet fald har opnået dobbelt statsborgerskab eller tredobbelt statsborgerskab. Så derfor er det ikke bare noget, man kan gøre, det er ikke bare noget, man sådan kan skalte og valte med.

Den her lovændring, som der lægges op til, vil for mig at se være en lovændring, der kommer til at virke evigt, og derfor er det meget vigtigt, at man overvejer det grundigt. Det er ikke kun et spørgsmål om, om skatteprocenten skal være 48 eller 52 - den kan vi såmænd ændre fra dag til dag - det her er langt, langt mere vidtrækkende.

Så er det hr. Jesper Langballe for en kort bemærkning.

Jeg synes, det var et meget perspektivrigt indlæg, en perspektivrig ordførertale, hr. Tom Behnke holdt, som slog ned på det fuldstændig afgørende, nemlig: Hvad nu, hvis man har stemmeret i flere lande? Hvad nu, hvis man skal aftjene værnepligt i flere lande? Hvad med diplomatisk beskyttelse, og hvad, hvis de to lande, man er statsborger i, kommer i konflikt med hinanden? For mig at se var det ikke sådan en række enkeltgrunde, men det samlede sig i én stor grund til, at dobbelt statsborgerskab er meningsløst.

Så sagde hr. Tom Behnke til sidst: Hvorfor kun dobbelt, hvorfor ikke tredobbelt eller firedobbelt? Det synes jeg også er et meget væsentligt spørgsmål, og der vil jeg gerne spørge hr. Tom Behnke, om han er enig med mig i, at man, hver gang man øger muligheden for at få statsborgerskab i et ekstra land, så ophæver meningen med statsborgerskabet. Lad os nu f.eks. sige, at man fik statsborgerskab i alle europæiske lande. Er Hr. Tom Behnke så enig med mig i, at det ville være det samme som at ophæve begrebet statsborgerskab, altså at det så er ikkeeksisterende?

Ordføreren.

Ja, teoretisk må man vel kunne konkludere i den retning. Men jeg synes godt, jeg vil tilføje, når nu hr. Jesper Langballe giver mig muligheden for at uddybe de forskellige argumenter, jeg her nævnte imod at gøre det, at det er nogle af de bekymringer, vi gør os, at det er nogle af de overvejelser, vi gør os, og at det er noget af det, der strider imod, at man skal gøre det.

Men jeg åbnede samtidig op for, at vi nu får en høring, og der kan det jo godt være, at der for nogle af de punkter, jeg nævnte, findes praktiske løsninger. Det kunne jo godt være, at nogle af de lande, som har muligheden for dobbelt statsborgerskab, har fundet på nogle praktiske løsninger på det her, og dermed kan det være, at nogle af argumenterne måske slet ikke er argumenter. Det er jo det, der er væsentligt med den høring, nemlig at få fundet ud af: Hvad er argumenterne egentlig, altså de egentlige argumenter for og imod? Og derudfra kan vi så kigge på sagen igen. Jeg vil ikke stå her i dag og sige, om vi lander på den ene eller den anden side; jeg synes, vi skal være imødekommende over for, at der bliver lavet en høring. Men vores udgangspunkt er, at vi i dag er imod dobbelt statsborgerskab.

Så er det hr. Jesper Langballe for en sidste kort bemærkning.

Det er godt nok med den høring, og den tid, den sorg. Men nu diskuterer vi altså spørgsmålet her i dag, og så kan vi jo ikke bare henvise til en høring, der kommer engang. Det er jo heller ikke sikkert, at eksperter har orakelsvar på alt; det kan være, at der er nogle ting, man udmærket selv kan tage stilling til.

Men det forekommer mig, at alle de meget væsentlige grunde eller bekymringer, hr. Tom Behnke anførte, ikke bare var enkeltbekymringer, men at det præcis var de forhold, der i 1898 blev anført, da professor Deuntzer fik lavet en fælles nordisk statsborgerskabsreform. Den blev jo lavet, fordi alle lande - alle lande omkring os - var enige om, at man ville undgå dobbelt statsborgerskab, at dobbelt statsborgerskab ville være fuldkommen meningsløst, og der blev alle de grunde anført.

Ordføreren.

Ja, og nu nævnte jeg dem så igen i dag, mere end 100 år efter. Men lad mig lige holde fast i det, som hr. Jesper Langballe siger, nemlig at man i dag under debatten ikke bare kan henvise til, at der kommer en høring på et tidspunkt. Jo, det kan man i allerhøjeste grad.

Ved førstebehandlingen af et forslag i Folketinget er det meningen, at partierne tilkendegiver deres principielle holdning til forslaget. Derefter går forslaget i udvalg, hvor man netop kan grave sig længere og længere ned i et forslag, indtil man som ordfører er fuldstændig klædt på. Og så kommer forslaget jo til behandling i Folketinget igen, og der kan man så have en meget mere teknisk og detaljemæssigt indholdsrig diskussion. Men ved førstebehandlingerne er det jo netop meningen, at vi helt overordnet ser på det, og jeg synes, det er en rigtig god beslutning, at udvalget vil lave en høring, hvor vi netop kan få boret nogle af de her argumenter ud og se: Holder argumenterne? Og hvis de gør det, kan vi tage dem med i vores videre overvejelser.

Der er ikke flere ønsker om korte bemærkninger, tak til hr. Tom Behnke. Så er den næste ordfører hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Først og fremmest tak til Ny Alliance for at rejse debatten om dobbelt statsborgerskab. Der er en række mennesker, som kommer i forskellige situationer, der gør, at det er relevant at tage diskussionen om dobbelt statsborgerskab, og der er primært to grupper af mennesker, for hvem det er relevant:

Der er folk, der kommer her til Danmark og måske har svært ved at blive løsnet fra deres gamle statsborgerskab eller ligefrem har lyst til både at beholde deres gamle og hidtidige statsborgerskab og samtidig blive danske.

Den anden gruppe er danske statsborgere, der tager til udlandet, og som kan have et ønske om at kunne bevare deres tilknytning til Danmark, samtidig med at de kan få en tilknytning til deres nye land.

I mange af de situationer kan der også være rent praktiske, arbejdsmæssige begrundelser for, at danske statsborgere, der flytter til udlandet, kan ønske sig at få et dobbelt statsborgerskab. Det kan være, at man ikke kan komme længere op ad karrierestigen inden for det offentlige system især, og der findes også lande, hvor landets egne statsborgere faktisk foretrækkes, når der til et job er flere ansøgere, som er lige kvalificerede. Derfor er der praktiske problemer for danske statsborgere, som arbejder i udlandet og skal gøre karriere inden for det offentlige system.

Hvis man nu indførte dobbelt statsborgerskab, ville der også være nogle ulemper, der ville ikke kun være fordele. Men de fleste af de ulemper, der ville være, ville sandsynligvis være for de mennesker, som fik dobbelt statsborgerskab. Der kan være problemer, i forhold til hvilken stat der skal beskytte den enkelte, hvis der opstår problemer. Hvis vi f.eks. tager en dansk-canadier, er der ikke så store problemer, hvis man ellers er rejst ud enten fra Danmark eller fra Canada, for så bliver man betragtet som statsborger i det land, som man er udrejst fra, og dermed ved man, hvem der skal beskytte en.

Men hvis nu dansk-canadieren i stedet for at rejse ud fra Danmark eller Canada rejser fra Sydafrika til Thailand, er det jo ikke så oplagt, om det er Danmark eller Canada, der skal beskytte den enkelte, hvis vedkommende kommer i karambolage med de thailandske myndigheder i det tænkte eksempel. Så er det op til den enkelte at sørge for at få stempler i passet og vise et pas, der bliver stemplet, så man kan dokumentere, hvilket lands statsborger man skal betragtes som.

Der kan vel også opstå problemer i forbindelse med kriminalitet, da man jo bliver betragtet som statsborger i det land, man opholder sig i, af de to lande, hvor man har dobbelt statsborgerskab. Det vil sige, at hvis dansk-canadieren begår en forbrydelse i Danmark … Canada er et dårligt eksempel, vi tager en dansk-mexicaner i stedet for:

Vedkommende begår en forbrydelse i Danmark og tager derefter til Mexico, og så er personen altså, når han er i Mexico, at betragte som mexicaner og ikke som dansker. Hvordan skal vi forholde os til det? Der er en række problemer.

Der er rigtig mange gode grunde til at indføre dobbelt statsborgerskab. Der er også rigtig mange overvejelser, man kan have, om de problemer, dobbelt statsborgerskab kan give. Derfor synes vi, at det er en rigtig god idé, at Indfødsretsudvalget nu laver den her høring, der gør, at vi kan få vendt alle argumenter. Vi møder nogle eksperter, og vi kan spørge ind til tingene, så vi kan tage stilling på et kvalificeret grundlag.

På den baggrund håber jeg i virkeligheden også, at Ny Alliance, som er forslagsstiller - og endnu en gang tak for det - positivt vil overveje at lade forslaget oversomre, så vi får tid nok til at få tænkt alle de tanker, der skal tænkes, og stillet alle de spørgsmål, der skal stilles, så vi får truffet den rigtige beslutning ved andenbehandlingen og det ikke bare bliver stemt ned, fordi vi ikke er langt nok henne i processen. Det ville jo være ærgerligt. Det Radikale Venstre overvejer i hvert fald spørgsmålet i en positiv ånd, kan jeg love Ny Alliance.

Vi mener faktisk også, at vi skal lytte til dem, der siger, at det ligefrem kan være en fordel i integrationsøjemed, at man har mulighed for at bevare tilknytningen til sit gamle fædreland, samtidig med at man får mulighed for at få den nye identitet som dansker. Det kan lette integrationsprocessen, det er der flere eksperter der har været inde på, og det har også været en af begrundelserne for at indføre det i Sverige.

Men alle argumenter skal vendes. Vi stemmer ikke ja til noget, før vi kender de fulde konsekvenser.

Der er ikke ønsket korte bemærkninger, tak til hr. Simon Emil Ammitzbøll. Så er det fru Line Barfod som ordfører.

Da vores ordfører på området, fru Johanne Schmidt-Nielsen, ikke kan være til stede, skal jeg på hendes vegne udtale, at vi er positive over for ideen, men som andre har vi en række ting, vi gerne vil have undersøgt, og vi synes, det er en god idé med en høring på området.

Det er klart, at vi lever i en verden, som er blevet langt mere globaliseret, og globaliseringen handler jo ikke kun om klimaproblemer, udflytning af arbejdspladser eller om, at multinationale selskaber i højere grad tiltager sig global magt uden for de demokratiske institutioner. Det handler også om globalisering fra neden, og det er den globalisering, der ikke handler om jagten på profit, men en globalisering, der handler om mennesker. Mennesker rejser mere, uddanner sig og arbejder i andre lande, bosætter sig måske i perioder, finder kærester i udlandet, og derfor er det også naturligt, at man i højere grad har rettigheder de steder, hvor man opholder sig og betaler skat.

For Enhedslisten hænger ideen om flere statsborgerskaber fint sammen med at være internationalist og socialist. En gang brugte man udtrykket »arbejderklassen har ikke noget fædreland«, og man må sige, at sådan som man flytter rundt på folk i dag, hvor folk konstant skal flytte sig rundt efter arbejdet, i stedet for at vi sikrer arbejdspladser alle steder, er der brug for også at sikre rettigheder til de mennesker, der i dag bliver flyttet rundt og udbyttet på det groveste. Det kunne være, at det gjorde det nemmere at organisere folk og sikre mod stor udbytning.

Men som sagt vil vi gerne have en høring og se, hvad konsekvenserne er af et sådant forslag, og have belyst de mange forskellige konsekvenser, der kan være, før vi tager endelig stilling.

Tak for det, der er ingen ønsker om korte bemærkninger. Tak til ordføreren, og så er det hr. Jørgen Poulsen som ordfører for forslagsstillerne.

Jamen jeg vil da starte med at sige en stor tak til de ordførere, som har meddelt, at de i hvert fald gerne vil gå ind i det her med et mere åbent syn og få de her ting undersøgt, så vi kan komme videre. Jeg var særlig glad for Det Radikale Venstres ordfører og også den konservative ordfører, som i hvert fald tilkendegav, at man havde et rimelig åbent sind for at behandle det her, når vi nu kommer til høringen.

Jeg kunne også godt have ønsket, at integrationsministeren i formiddag havde hilst på nogle af de repræsentanter for danskere fra udlandet, de forskellige organisationer, som har samlet næsten 10.000 underskrifter og egentlig havde mange gode ting, de godt ville have brugt et par minutter til at fortælle ministeren om. Men det kan måske blive ved en anden lejlighed.

Se, i Ny Alliance mener vi ikke, at spørgsmålet om national identitet nødvendigvis er et spørgsmål om et enten-eller. Om vi synes om det eller ej, lever vi jo i dag i en globaliseret verden, og verden og Danmark - vil jeg sige til hr. Søren Krarup - er ikke længere adskilt. De hænger sammen, gør de, verden og Danmark. Vi er, om vi kan lide det eller ej, blevet borgere i verden, og faktum er jo, at spørgsmålet om national identitet for mange mennesker i dag ikke længere er et spørgsmål om et enten-eller, men om et både-og.

Jeg mener, at det er et stort problem, at danskere, der er bosat i udlandet, ikke kan stemme ved parlamentsvalg i det land, hvor de bor, uden at de tvinges til at opgive deres danske statsborgerskab. Det vil sige, at vi tvinger dem til at fraskrive sig deres danske nationalitet. Hvorfor skal vi sætte dem i den situation? Hvorfor skal de tvinges til det?

Jeg synes også, at det er et stort problem, at mennesker, der bor permanent i Danmark, ikke kan stemme til vores eget Folketing, medmindre de afsværger deres oprindelige nationalitet. Det er da ikke en handling, som gør dem mere danske i sindet eller til bedre danskere for den sags skyld. Tværtimod er det jo meget lidt hjælpsomt, hvis man gerne vil, at de skal integreres ordentligt i det danske samfund. Jeg er bange for, at vi på den her måde får en stor gruppe, som kommer til at føle sig som andenrangsdanskere og andenrangsborgere. De er borgere, som bor her i landet. De arbejder her, de betaler skat, de indgår i samfundet, men de har altså ikke de grundlæggende borgerrettigheder, som andre i vort samfund har. De kan ikke stemme til Folketinget.

Siden vi fremsatte det her forslag, har vi som sagt indhentet næsten 10.000 underskrifter til støtte for forslaget. Jeg kan også sige, at min mailboks simpelt hen er fuld af mails fra mennesker, som føler, at den danske lovgivning om statsborgerskab sætter dem i en forfærdelig klemme.

Jeg kan heller ikke lade være med at lægge mærke til, at der i Berlingske Tidende i dag er en ung mand, som netop giver udtryk for den klemme, han synes han er bragt i. Han har boet 8 år i USA, og han ønsker sig brændende at få et amerikansk statsborgerskab, så han også kan være med i det amerikanske samfund. Men han er så knyttet til Danmark, og hans kærlighed til fædrelandet forhindrer ham i at give afkald på det danske statsborgerskab. Jeg kan også oplyse, at den unge mands navn er Henrik Fogh Rasmussen.

På samme måde forholder det sig også med mennesker, som er kommet her til landet. Jeg har et brev fra en kvinde i Aalborg, som skriver, at hun forleden fejrede sin 44-års-fødselsdag. Normalt er 44 år jo ikke noget, man fejrer, men når hun markerede denne dag, var det, fordi hun da havde boet det halve af sit liv her i landet. Hun har betalt skat, hun har deltaget i det her samfund, og hun ville meget gerne være statsborger i Danmark. Men det ville indebære, at hun skulle afskrive sig sit amerikanske statsborgerskab, og hun vidste jo ikke, om familien derhjemme på et tidspunkt kunne have brug for hende i længere tid, end et visa løber, så hun turde simpelt hen ikke. Efter den lovgivning, vi har, siger vi faktisk til en kvinde som hende her, at hun ikke er dansk nok.

Vores lovgivning medfører, at en række mennesker føler sig som halve borgere, og hvorfor er det, at vi i Danmark skal tvinge mennesker til at fraskrive sig deres oprindelige nationalitet, før de kan blive hele danske borgere? Det er vel et fundamentalt princip, at man kan deltage i det demokratiske samfund, som man bor i, og herunder også stemme ved valg til dette samfunds parlament.

Så hørte jeg godt nok i debatten, at der var mange bekymringer over, at man så kunne komme til at stemme to steder. Jamen hvorfor dog den bekymring? Princippet om én person én stemme er jo et princip, der vender sig mod det valg, man er til, sådan at man ikke stemmer to gange ved det samme valg. Hvad kan Danmark da have imod, at et menneske, som også bor i USA, kan stemme der, hvis det er lovligt? Hvad kan Danmark have imod det?

Man har været inde på, at der er mange problemer. Der er mange ulemper, men det er jo dog problemer, som man kan løse, og som de allerallerfleste lande har løst. De har jo løst de problemer. Vi er jo ikke pionerer på det her område, vi er faktisk ganske langt bag efter andre lande. Vi kan hente inspiration i betænkning efter betænkning fra lande, som ligger i vores nærområde, og det håber jeg da også vi kan, når vi nu går i gang med arbejdet.

Jeg synes, det er lidt beklageligt at høre, at regeringen så kontant afviser det her. Man kunne næsten få en fornemmelse af, at man ville afvise det for enhver pris, fordi alt andet end dobbelt statsborgerskab er bedre. Det håber jeg så ikke er tilfældet. Jeg håber, at vi kan tage fat i det her fordomsfrit under de drøftelser, som kommer, og den høring, som jeg forstår at Indfødsretsudvalget har taget initiativ til at stable på benene. Jeg kan i hvert fald love, at fra nu af og hvert halve år vil det her forslag blive fremsat af Ny Alliance, lige så længe vi er til. Med det støtter jeg selvfølgelig forslaget.

Der er ønsker om korte bemærkninger. Den første er fra hr. Jesper Langballe, bagefter er det fru Gitte Seeberg, og efterfølgende har hr. Jesper Langballe ordet som privatist. Men nu er det for en kort bemærkning.

Jeg må sige, at jeg undrer mig over, at Ny Alliance vil møde op i Folketinget med noget så sjusket som beslutningsforslaget her. Intet er undersøgt, ingen komplikationer, ingen konsekvenser er overhovedet analyseret, og ordførertalen var bare lidt sentimental snak om forskellige menneskers følelser.

Jeg synes, det er helt utroligt, når hr. Jørgen Poulsen spørger, hvorfor man dog ikke skulle kunne have stemmeret i flere lande. Er hr. Jørgen Poulsen ikke klar over, at når vi i 1898 fik en egentlig statsborgerskabslov, altså at indfødsretten blev til et egentligt statsborgerskab, hang det jo sammen med, at vi havde fået demokratiet? Hvis en konge eller en kejser regerer et land, betyder det måske ikke så meget, men i det øjeblik, det er befolkningen, som skal stemme om, hvordan landet skal styres, må man da have en regel om, hvem der kan stemme. Hele jordens befolkning skal da ikke kunne få dansk stemmeret.

Det er ikke forbudt at tænke sig om, ikke engang for politikere, vil jeg sige til hr. Jørgen Poulsen.

Ordføreren.

Det er jo lidt af en besynderlig påstand, at Ny Alliance ikke skulle have sat sig ind i alle krinkelkroge af konsekvenserne af forslaget. Det kan hr. Jesper Langballe jo ikke vide noget om.

Jeg kan bare sige, at med hensyn til de spørgsmål og de bekymringer, som hr. Jesper Langballe giver udtryk for, har man også haft dem i Sverige, og jeg kan egentlig tilråde hr. Jesper Langballe at læse den 900-siders beretning om, hvordan man har løst spørgsmålet, og hvorfor man ikke betragter det som et problem. Spørgsmålet om, hvornår man kan stemme, er løst, og den svenske udredning giver faktisk en ganske god forklaring på, hvordan det kan gøres. Man kan jo heller ikke stemme i Danmark, hvis man ikke har boet her de sidste 2 år.

Hr. Jesper Langballe for en sidste kort bemærkning.

Jeg har også lyst til at stille hr. Jørgen Poulsen det spørgsmål, som blev stillet første gang her i debatten af den konservative ordfører.

Hvorfor snakker vi egentlig kun om muligheden for at have dobbelt statsborgerskab? Hvorfor ikke tredobbelt, firedobbelt, femdobbelt, seksdobbelt - ja, vi kunne fortsætte? Jeg tror ikke, jeg vil kunne forklare hr. Jørgen Poulsen, at så ville begrebet statsborgerskab ikke eksistere. Men lad os nu sige, at man udnævnte samtlige borgere i Danmark til stationsforstandere, altså at de ud over det, de ellers er, blev stationsforstandere. Så ville stationsforstanderembedet jo dermed være ophævet.

Så kommer mit spørgsmål: Hvor mange lande mener hr. Jørgen Poulsen man skal kunne have stemmeret i? Jeg kunne også spørge, hvor mange lande man skal aftjene værnepligt i, men mener hr. Jørgen Poulsen, det er rimeligt, hvis man kan fare rundt og stemme i fire-fem lande?

Ordføreren.

Nej, det tror jeg ikke jeg ville synes var rimeligt, og jeg tror heller ikke, det er det store problem, som hr. Jesper Langballe gør det til. Det har jo netop vist sig, når man har undersøgt de her ting, at så findes de store problemer, som hr. Jesper Langballe ser, faktisk ikke i praksis. Man har løst både spørgsmålet om aftjening af den militære værnepligt, man har også løst spørgsmålet om flere statsborgerskaber, og jeg kan nu ikke helt forstå modstanden. Hvad skulle vi da have imod, at en dansk statsborger fik lov til at stemme i USA? Jeg kan bare ikke forstå det.

Så er det fru Gitte Lillelund Bech og ikke fru Gitte Seeberg. Jeg beklager over for begge, at vi er i færd med at bytte rundt på alle navnene. En god gerning kan ikke gøres for tit, men dette her kan gøres for tit.

Fru Gitte Lillelund Bech for en kort bemærkning.

Ja tak. Formanden er jo fra samme parti som jeg selv, så jeg var lidt bekymret over, at formanden ikke kunne genkende mig.

Jeg har et spørgsmål til hr. Jørgen Poulsen. Jeg vil godt vide, hvordan Ny Alliance stiller sig til den problematik, der kan være ved dobbelt statsborgerskab, nemlig at man rent faktisk ikke kan få diplomatisk beskyttelse, hvis man både er dansk statsborger og f.eks. syrisk statsborger. Hvis en person med dette dobbelte statsborgerskab tager til Syrien, og Syrien vil forfølge den pågældende, er det ikke muligt at få diplomatisk beskyttelse, fordi man har det dobbelte statsborgerskab, og det er helt konkret en af de meget store bekymringer, som jeg har, når vi taler om dobbelt statsborgerskab.

Nu har hr. Jørgen Poulsen tilsyneladende læst de mange sider i den store svenske udredning. Det er ikke os alle sammen, der har haft mulighed for det, så måske kunne hr. Jørgen Poulsen uddybe for os, hvordan Ny Alliance forholder sig til det spørgsmål.

Ordføreren.

Der er grund til at have bekymringer, når det gælder de diplomatiske problemer, som kan opstå, og det har man også erkendt i den svenske udredning om disse ting.

Det er jo ikke sådan, at når man får dobbelt statsborgerskab, følger der ikke nogen ulemper med; det er jo ikke bare envejslykke med et dobbelt statsborgerskab. Det problem har man set på, og i den svenske betænkning er man nået frem til, at man forklarer folk om problemerne i en pjece, og dermed bliver folk, som søger dobbelt statsborgerskab, grundigt orienteret. Men der er tale om et valg. Folk tvinges jo ikke til at have dobbelt statsborgerskab.

Fru Gitte Lillelund Bech for en sidste kort bemærkning.

Giver det slet ikke anledning til bekymring hos hr. Jørgen Poulsen for, hvilken situation man kunne risikere at sætte en tyrkisk pige, som var både dansk statsborger og tyrkisk statsborger, i, hvis hun blev sendt til Tyrkiet for at blive gift dernede, og vi på ingen måde havde mulighed for at hjælpe hende ud af noget, som vi i hvert fald ikke bifalder her i Danmark, nemlig tvungent ægteskab? Det er et meget grelt eksempel, men det er desværre et eksempel, jeg ville frygte vi ville kunne se, fordi man betragter ægteskabet på en anden måde i eksempelvis Tyrkiet, end vi gør herhjemme. Vi ville have meget vanskeligt ved at hjælpe den pågældende pige, og vil hr. Jørgen Poulsen virkelig bidrage til det?

Ordføreren.

Jeg vil på ingen måde underkende det problem, men jeg tror nu ikke, det er særlig reelt, for det vil jo være sådan, at hvis vi taler om yngre personer, vil vedkommende ifølge den gældende lov vældig ofte have begge statsborgerskaber, så jeg er ikke helt sikker på, at det ville være et særligt problem i det tilfælde. Det er da meget vigtigt, at vedkommende er orienteret om de faktuelle risici, men der findes jo også aftaler landene imellem, og efter at have undersøgt spørgsmålet er svenskerne nået frem til, at det ikke giver grund til, at dobbelt statsborgerskab ikke skal nyde fremme.

Der er ikke flere, der ønsker korte bemærkninger, så tak til hr. Jørgen Poulsen.

Så er det hr. Jesper Langballe som privatist.

Jeg synes, at hr. Jørgen Poulsen i alt, hvad han sagde, bekræftede, at beslutningsforslaget overhovedet ikke er tænkt igennem. Det kan godt være, at hvis det var tænkt igennem, ville hr. Jørgen Poulsen have prøvet at overbevise mig om, at så ville det have vist sig, at dobbelt statsborgerskab var en udmærket ting. Det må der jo så argumenteres for, men der var ingen oplysninger, og der var ingen argumenter, så det var en tynd kop kaffe.

Når den store statsborgerskabsreform blev lavet i 1898 og indfødsretten måske for første gang blev et virkeligt statsborgerskab, var det jo i virkeligheden, fordi vi var gået fra enevælde til demokrati. Det var demokratiet selv, der krævede et helt andet kriterium for statsborgerskab. Før vi fik demokratiet, havde vi begrebet indfødsret, der blev indført i 1776, og her var kriteriet egentlig bare, at man skulle være født i kongens land, for hvad betød ordet borger? Det betød, at man var den danske konges undersåt, og når man var født her, havde man indfødsret.

Men under demokratiet var det kriterium ikke så forfærdelig meget værd. Derfor gik vi i 1898 fra fødestedskriteriet over til afstamningskriteriet, og samtidig sagde vi - og det sagde jo alle europæiske lande i forening - at vi ikke længere ville acceptere, at folk kunne have dobbelt statsborgerskab. Accepterer man det, har begrebet statsborgerskab nemlig ikke nogen mening mere. Som mit partis ordfører, hr. Søren Krarup, sagde, ligger der i selve begrebet statsborgerskab, at man har sin loyalitet ét bestemt sted, og den kan ikke stykkes ud til flere steder, for hvad skulle man så overhovedet have begrebet statsborgerskab for?

Jeg synes, Ny Alliance skylder at forklare, hvorfor man overhovedet vil beholde statsborgerskabet, når man vil sprede det ud til to eller måske tre eller måske fire eller fem muligheder. Jeg synes også, man skal gøre sig klart, at hvis forslaget her overhovedet var gennemtænkt, ville forslagsstillerne vide, at det i virkeligheden er et forslag om at vende tilbage til enevælden.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jørgen Poulsen.

Jeg kunne jo nærmest fristes til at sige, at enevælden næppe var ophørt eller stavnsbåndet afskaffet, hvis man havde brugt den argumentation, som hr. Jesper Langballe bruger. I hvert fald havde vi ikke fået indført stemmeret for kvinder.

Jeg vil sige til hr. Jesper Langballe, at jeg synes, vi skal lade det komme an på en prøve. Jeg har sagt, at der er argumenter for og argumenter imod, men jeg er ikke i tvivl om, at der er langt flere fordele end ulemper. Det er jo netop sådan, at i den tid, hr. Jesper Langballe taler om, var menneskene jo netop reguleret af et statsborgerskab, men i dag er mange af de vigtige ting som pensioner, skatter osv. jo reguleret af, hvor menneskene bor. Der er sket noget omkring os, der er sket noget, som gør, at vi må indrette denne verden lidt efter, hvordan den ser ud, og ikke efter, hvordan den så ud.

Så er det hr. Jesper Langballe.

Jeg må sige, at i mine ører lød det, som om hr. Jørgen Poulsen talte fuldstændig sort - ja, jeg er ked af det, men jeg forstod ikke en levende lyd af, hvad hr. Jørgen Poulsen sagde. Jeg ved ikke, om der kan rådes bod på det; det er ikke sikkert, hr. Jørgen Poulsen er i stand til at udtrykke sig sådan, at jeg kan forstå det, men ellers kunne hr. Jørgen Poulsen måske bruge sin anden bemærkning til at forklare mig, hvad det egentlig var, han sagde.

Det er der ikke noget ønske om, så der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Jesper Langballe som privatist.

Dermed er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Indfødsretsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.