Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. <DOCUMENT_START>1 vedrørende forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en hurtigtarbejdende kommission, der skal se på de positive og negative følgevirkninger af en kriminalisering af sexkunder (B 96), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 15. maj 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 1 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en hurtigtarbejdende kommission, der skal se på de positive og negative følgevirkninger af en kriminalisering af sexkunder (B 96):

 

”Hvor mange sigtelser har der fundet sted de seneste 5 år på baggrund af, at en person har haft sex med en handlet mand/kvinde?”

 

Svar:

 

Som der nærmere er redegjort for bl.a. i besvarelsen af spørgsmål nr. 569 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del – folketingsåret 2007-08, 2. samling), er det ikke i sig selv strafbart at modtage seksuelle ydelser fra et offer for menneskehandel. Der vil dog efter omstændighederne kunne straffes for overtrædelse af bestemmelser i straffeloven i tilfælde, hvor en person modtager seksuelle ydelser fra et offer for menneskehandel med forsæt til (f.eks. med viden om), at den pågældende udfører ydelsen under tvang. Det drejer sig navnlig om straffelovens § 216 (voldtægt) og § 217 (samleje opnået ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel om vold).

 

Justitsministeriet har i øvrigt til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, som har oplyst følgende:

 

”Rigspolitiet offentliggjorde som bekendt den 4. oktober 2006 strategi for en styrket indsats mod prostitutionens bagmænd med henblik på at fastlægge en overordnet ramme for, hvordan indsatsen mod kvindehandel og rufferi yderligere kunne intensiveres.

 

Rigspolitiets strategi er udarbejdet med henblik på en styrket indsats mod prostitutionens bagmænd, hvorimod strategien ikke retter sig imod prostitutionskunderne.

 

Såfremt politiet træffer prostitutionskunder i forbindelse med kontrolbesøg, vil politiet sikre sig identiteten på pågældende, idet kunder er potentielle vidner til et strafbart forhold. Der foretages ikke politimæssigt yderligere i forhold til de pågældende, men såfremt politiet finder indikationer på menneskehandel i forbindelse med et kontrolbesøg, vil kundens forhold indgå i forbindelse med den videre efterforskning.

 

Det kan i den forbindelse oplyses, at politiet sjældent antræffer prostitutionskunder i forbindelse med kontrolbesøg. Rigspolitiet er ikke i besiddelse af oplysninger om sigtelser mod personer, der har sex med prostituerede/personer udsat for menneskehandel, og som i den forbindelse begår strafbart forhold, f.eks. vold eller trusler. 

 

Der kan om antallet af anmeldelser, sigtelser og afgørelser vedrørende straffelovens § 262 a om menneskehandel mere generelt henvises til nedenstående opgørelser, idet det bemærkes, at straffebestemmelsen trådte i kraft den 8. juni 2002.

 

Anmeldt

§ 262 a

2003

1

2004

2

2005

4

2006

5

2007

11

I alt

23

 

 

Sigtelser

§ 262 a

2003

7

2004

4

2005

3

2006

2

2007

23

I alt

39

 

 

 

 

Fældende   

Afgørelser*

§ 262 a

2003

-

2004

3

2005

7

2006

3

2007

8

I alt

21

* Fældende afgørelse = afgørelse, som har medført straf eller anden sanktion

 

Som det fremgår af ovenstående tabeller, kan der konstateres en stigning i antallet af anmeldelser og sigtelser vedrørende straffelovens § 262 a fra 2006 til 2007. Der kan herudover konstateres en stigning i antallet af fældende afgørelser i samme periode.”