Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 9, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 26. maj 2008 vedrørende forslag til folketingsbeslutning om at beskytte kvinder mod seksuelle overgreb m.v. (B 123).

 

 

 

Brian Mikkelsen

Fg. justitsminister

/

Ole Hasselgaard


Spørgsmål nr. 9 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til folketingsbeslutning om at beskytte kvinder mod seksuelle overgreb m.v. (B 123):

 

”Det fremgår af en artikel i BT 12/5-08 (De er både ofre og kriminelle), at det belgiske politi har haft stor succes i kampen mod bagmændene bag de udenlandske prostituerede. I den forbindelse bedes oplyst, om ministeren mener, at dansk politi kan lære af det belgiske politi, eller om det snarere er det belgiske love, der gør det nemmere at bekæmpe bagmændene.”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har udtalt følgende:

 

”Rigspolitiet kan henvise til Rigspolitiets bidrag til besvarelsen af spørgsmål nr. 559 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del), hvoraf det bl.a. fremgår, at det er Rigspolitiets opfattelse, at man ikke uden videre kan sammenligne antallet af domfældelser efter den belgiske lovgivning om menneskehandel, som der nævnes i den artikel, der henvises til i spørgsmålet, med antallet af domfældelser efter straffelovens § 262 a om menneskehandel.


Det kan tilføjes, at Rigspolitiet selvsagt løbende er opmærksom på mulighederne for at udvikle og styrke politiets indsats mod menneskehandel.”

 

Justitsministeriet kan henholde sig til det, der er anført af Rigspolitiet, og der henvises i øvrigt til vedlagte besvarelse af spørgsmål nr. 559 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del).