Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

LHN/ J.nr. 2008-1519

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

16. april 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 9. april 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 5 til B 58.

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 5:

 

”Kan ministeren bekræfte, at enlige adoptanter ofte tildeles børn, der er mere skrøbelige og sygelige og derfor har større sundhedsomkostninger?”

 

 

Svar:

 

Jeg har indhentet følgende svar fra Familiestyrelsen om børn af enlige adoptanter, som jeg kan henholde mig til:

 

”Familiestyrelsen har ikke oplysninger, der kan belyse, om enlige oftere adopterer børn med kendte fysiske eller psykiske helbredsmæssige forhold, der må anses for særligt ressourcekrævende. Vi kan oplyse, at i forbindelse med, at ansøgere godkendes som adoptanter, bliver der taget stilling til hvilken godkendelsesramme, ansøgeren skal have. Der opereres normalt med en almen eller en udvidet godkendelse. Ved en almen godkendelse forstås en godkendelse til at adoptere et barn i aldersgruppen 0-36 måneder uden væsentlige kendte fysiske eller psykiske problemer. Ved adoption af et ældre barn, søskende eller et barn, som på grund af kendte fysiske eller psykiske helbredsmæssige forhold må anses for særligt ressourcekrævende, kræves en udvidet godkendelse.

 

Godkendelsesrammerne er de samme, uanset om godkendelsen vedrører et par eller en enlig.

 

Det mest almindelige er, at ansøgeren søger om at få en almen godkendelse. Det understreges over for ansøgeren, at der - uanset at ansøgeren har fået en almen godkendelse – ikke kan gives nogen garanti for, at det barn, som ansøgeren senere kommer til at adoptere, er fuldstændigt sundt og rask set med danske øjne. Dels kan barnet have mindre helbredsmæssige problemer, dels kan mange børn have en traumatisk baggrund, og det kan være uvist, hvilke spor barnets tidlige oplevelser har sat sig hos barnet. Herudover kan det efterfølgende vise sig, at barnet har funktionsproblemer eller alvorlige helbredsmæssige problemer i øvrigt, som var ukendte, da barnet blev frigivet til adoption.”

 

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Bent Nielsen