(Ordfører)
Frank Aaen(EL):
Udenrigsministeriets område, måske Justitsministeriets og Finanstilsynets områder er nok nogle af de områder, hvor det er sværest at få indsigt i, hvad der foregår, og derfor vil jeg da sige, at man skal hilse enhver åbning velkommen, og det vil vi også gøre.
Jeg vil også sige, at jeg synes, at det et stort fremskridt, når man siger, at der kun skal være tale om åbenhed, hvis ikke den kan true virksomhedens fortsatte drift. Når jeg lige understreger det, er det, fordi der, tilbage i tiden, da vi rodede med en masse af bankskandalerne, også var fuldstændig og hundrede procent åbenhed for selskaber, der var lukket for længst. Vi kunne ikke rigtig finde ud af, hvem den åbenhed var til gavn for.
Til gengæld kunne vi i forbindelse med en bank, der var lukket - Kronebanken f.eks. - og hvor man kunne have haft gavn af at se, hvad der egentlig skete, for der mistede mennesker penge, og staten mistede penge og måtte gå ind og hjælpe, for at det ikke skulle blive en stor finansiel katastrofe, stadig væk støde ind i, at vi af hensyn til bankhemmeligheden ikke kunne få indsigt i den pågældende sag; ikke engang selv om det skete i fortrolighed i Erhvervsudvalget.
Jeg bruger det eksempel, fordi det jo ikke bliver ændret med det her lovforslag. Det vil stadig væk være sådan, og derfor har vi brug for, at der bliver taget mange flere skridt hen imod åbenhed i den sektor, der anses for at være så vigtig, at staten, som vi har set det med Northern Rock i England, og som vi har set det i USA, uden videre bare åbner pengekassen og giver milliarder for at redde en virksomhed. De virksomheder er så stadig væk over for offentligheden undergivet så ekstremt stor fortrolighed, som der er tale om her, og man siger altid, at det er af hensyn til borgeren, men borgeren er altså Danske Bank, og den er ikke nogen helt almindelig borger, borgeren er altså også Nordea, og det er heller ikke nogen helt almindelig borger.
Jeg helt enig i, at økonomi- og erhvervsministerens private bankkonti og pengetransaktioner ikke skal kunne ligge åbent på nettet, det er jeg helt med på, men jeg synes nok, at man kunne ønske sig lidt mere indsigt i, hvad der faktisk foregår, når vi taler om enorme pengesupermarkeder.
Så det er et lille skridt i den rigtige retning, som jeg er sikker på, at vi vil støtte, hvis ikke vi falder over, at der også har sneget sig nogle forringelser ind - det skal vi lige undersøge lidt nærmere i udvalgsarbejdet - men er det bare en forbedring, hvilket det ser ud til at være, så støtter vi det selvfølgelig, selv om det ikke er nok.