Det næste punkt på dagsordenen er:

7) 2. behandling af lovforslag nr. L 131:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven. (Opholdstilladelse til udlændinge efter fribyordningen).

Af integrationsministeren (Birthe Rønn Hornbech).

(Fremsættelse 27.03.2008. 1. behandling 15.04.2008. Betænkning 13.05.2008).

Forhandling

Den fg. formand (Pernille Frahm):

Ønsker nogen at udtale sig? Hr. Per Clausen.

Det er jo sådan, at et af de ændringsforslag, der er stillet til den her del af lovgivningen, handler om den loyalitetserklæring, som man skal skrive under på, hvis man kommer som forfatter til Danmark. Det interessante er, at hvis man kommer til Danmark, fordi man har et arbejde i Danmark, eller fordi man studerer i Danmark, så skal man ikke underskrive sådan en loyalitetserklæring. Men hvis man kommer her til Danmark, fordi man er en forfatter, der er forfulgt i sit hjemland, på grund af at man bruger ytringsfriheden, så skal man altså skrive under på, at man er loyal over for Danmark.

Jeg må indrømme, at jeg har meget svært ved at forstå hensigten med den erklæring. Den indeholder en række formuleringer om, at man skal overholde dansk lovgivning - det går jeg ud fra at vi alle sammen skal, uden at vi behøver skrive under på det - og så indeholder den nogle formuleringer, der godt kan antyde, at det i virkeligheden også handler om lidt mere, nemlig om, at det er vigtigt, at man respekterer den danske kultur, som er en monokultur, har jeg forstået på hr. Søren Pinds udtalelser for nylig, og at man på alle måder måske også skal vise ydmyghed over for danskerne.

Jeg må sige, at jeg synes, det er upassende og fornærmende, at man til mennesker, som bliver forfulgt, på grund af at de bruger ytringsfriheden, siger, når de kommer til Danmark: Det er meget godt, at I bliver forfulgt på grund af det; I er velkomne; i Danmark går vi ind for ytringsfrihed, fri debat og åbenhed, det er nærmest en dansk værdi, som er ukrænkelig, men I skal lige skrive under her på, at I nu også vil opføre jer ordentligt.

Det synes jeg simpelt hen er upassende, og jeg må indrømme, at jeg overhovedet ikke kan begribe, hvorfor Venstre, Konservative og Socialdemokraterne støtter sådan et synspunkt, der udelukkende kan være båret af Dansk Folkepartis menneske- og kultursyn.

Den fg. formand (Karen J. Klint):

Tak til hr. Per Clausen. Der er en ordfører mere: fru Astrid Krag.

Det er i samme ærinde, jeg er heroppe: for at snakke om den her værdierklæring, der skal underskrives.

Man må jo sige, at det her fribyophold pr. definition er tidsbegrænset; det kan ikke gøres tidsubestemt. Der er altså ikke tale om mennesker, som skal integreres i det danske samfund. Vi kræver heller ikke af studerende eller arbejdstagere, der kommer herop, at de skal underskrive en værdierklæring om anerkendelse af de grundlæggende værdier i det danske samfund. Tværtimod er det jo folk, vi giver et frirum fra den censur og repression, de har været udsat for.

Derfor synes vi i SF, at værdierklæringen er unødvendig, og ja, måske ligefrem, som hr. Per Clausen sagde, også en anelse uværdig.

Vi bed også mærke i, at PEN kritiserer, at man har indrettet lovforslaget med sådan en værdierklæring i Danmark.

Den fg. formand (Karen J. Klint):

Tak til fru Astrid Krag. Næste ordfører er hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg kan berolige Folketinget med, at så er der heller ikke flere partier, der står bag ændringsforslaget om værdierklæringen.

Pointen er jo, at vi hele tiden har været imod denne værdierklæring. Vi er i det hele taget imod det her erklæringscirkus, hvor man skal skrive under på, at man tilslutter sig et eller andet bestemt værdisæt, som nogen har siddet og strikket sammen til det pågældende lov- eller beslutningsforslag.

Det, der i virkeligheden får mig herop, er, at Dansk Folkepartis ordfører, hr. Martin Henriksen, jo støttede det med værdierklæringen, da vi havde førstebehandlingen. Men forleden dag havde vi så en behandling af Det Radikale Venstres beslutningsforslag om et »love card«, og i den forbindelse sagde hr. Martin Henriksen, at sådan nogle erklæringer var useriøse.

Der skal jeg bare høre Dansk Folkeparti: Når partiet i nogle sammenhænge mener, det er useriøst, at man skal erklære noget som helst, hvorfor er det så pludselig seriøst, når det handler om værdierklæringer? Det synes jeg er interessant, for det kunne jo være, det rykkede Dansk Folkeparti i forhold til stillingtagen til lige præcis det her ændringsforslag, som vi er kommet med.

Den fg. formand (Karen J. Klint):

Tak, og det fik så en ekstra ordfører på banen. Værsgo til hr. Martin Henriksen.

Der er jo seriøse erklæringer, og så er der useriøse erklæringer. De seriøse erklæringer er vi tilhængere af, og de useriøse erklæringer, som Det Radikale Venstre kommer med i forbindelse med et kærestevisum, er vi ikke tilhængere af. Men jeg skal da knytte et par korte bemærkninger til, hvorfor vi synes, at det her lovforslag er ganske udmærket.

Det er jo sådan, at ytringsfriheden de seneste årtier er kommet under pres i den vestlige verden fra specielt yderliggående muslimers side. For 20 år siden udstedte præstestyret i Iran en dødsdom over forfatteren Salman Rushdie for bogen »De sataniske vers«, der bl.a. omhandlede profeten Muhammeds seksualliv. I 2004 blev den hollandske filminstruktør Theo van Gogh myrdet for filmen »Submission«, og manuskriptforfatteren til filmen, Ayaan Hirsi Ali, har siden været forfulgt af yderliggående islamister.

I Danmark er ytringsfriheden også under pres, bl.a. på grund af selvcensur i visse medier, fordi de til tider indtager en naiv og politisk korrekt holdning. Resultatet ses bl.a. i forbindelse med den såkaldte Muhammedkrise. Der kan således være behov for, at mange, herunder Danmark, hjælper med til at understøtte dem, hvis ytringsfrihed trædes under fode.

Jeg vil også i forbindelse med den her ordning sige, at det afgørende for Dansk Folkepartis støtte til fribyordningen er, at ordningen i det hele taget kommer til at forløbe på en ordentlig måde, at de pågældende opfører sig ordentligt under opholdet i Danmark, og at ordningen ikke giver anledning til misbrug eller indvandring af forfulgte forfattere i et omfang, der afviger fra det sammenlignelige antal i Sverige, Tyskland og England.

Vi mener, at der i det her lovforslag er fundet en fornuftig balancegang, og derfor synes vi sådan set, at det er udmærket. I modsætning til De Radikale er vi konsekvente, når vi bakker op om ytringsfriheden. Det gjorde vi under Muhammedkrisen, og det gør vi også her. De Radikale vaklede sådan lidt under Muhammedkrisen, men sådan er der så meget.

Den fg. formand (Karen J. Klint):

Ordføreren bedes blive stående. Der er to korte bemærkninger - og det er fra talerstolen. Den første er fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg syntes, at hr. Martin Henriksen undveg lidt, for nu at sige det mildt. Man synes, at det er useriøst, at nogle skal erklære noget som helst i forbindelse med Det Radikale Venstres forslag om et »love card«. Jeg er slet ikke gået ind i det indholdsmæssige, i forhold til om man skal erklære noget eller ikke erklære, men det er jo useriøst, at man skulle erklære noget som helst. Hvad er det, man tror at opnå ved denne erklæring, som de her folk skal skrive under på?

Vi skal jo tænke på, at de mennesker, som skal skrive under, er forfulgte forfattere, som er godkendt gennem en international organisation, som vi bredt i Folketinget lige har sagt ja til ved andenbehandlingen af det forslag om fribyer, vi behandlede før. Hvad er det, man mistænker disse forfulgte forfattere for? Hvad er det for en mistænkeliggørelse, man overhovedet er ude på? Jeg forstår det ikke; hvis der er en sammenhæng mellem de synspunkter, hr. Martin Henriksen har i de lige uger, og dem, han har i de ulige uger, burde Dansk Folkeparti jo i dag sige: Det er faktisk et ret godt forslag, som SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten kommer med, fordi det er en helt unødvendighed at lave sådan en erklæring.

Det er da en ydmygelse af de forfattere, som har brugt deres ytringsfrihed og kommer hertil, fordi de bliver forfulgt på en eller anden led i deres hjemlande, og så beder man dem som det første om at underskrive en erklæring om, at de kan overholde nogle basale værdier. Hvad pokker er meningen?

Den fg. formand (Karen J. Klint):

Så er det ordføreren for at svare, værsgo.

Altså, hvis det her lovforslag skulle være udtryk for en mistænkeliggørelse af forfulgte forfattere, er det jo et meget interessant synspunkt. Så kan man slet ikke gøre sig klog på, hvor stor mistænkeliggørelsen ville have været - eller var - af forfulgte forfattere under SR-regeringen, hvor man ikke lavede en sådan ordning. Da må mistænkeliggørelsen jo have været umådelig stor. Da ville man helst ikke gøre det, forstår jeg, for ellers havde man vel fremsat forslaget, da man havde mulighed for at gøre det. Det gjorde man ikke.

Men så har vi en regering, der har fremsat det her forslag, som vi fra Dansk Folkepartis side synes er et ganske udmærket og afbalanceret forslag. Og vi kan slet ikke se noget galt i, at vi, når vi i demokratiets navn og i ytringsfrihedens navn ønsker at hjælpe nogle, der eksempelvis har kritiseret nogle magthavere og nogle diktaturer rundtomkring og har behov for et ly i Danmark i en periode, så kan give mulighed for det, og så beder de pågældende om at skrive under på, at de f.eks. bakker op omkring ytringsfriheden. Vi har slet ikke noget problem med det, og vi kan slet ikke se, at det skulle være modstridende.

Altså, hvorfor gøre det til et stridspunkt? Kan hr. Simon Emil Ammitzbøll ikke skrive under på, at han bakker op om ytringsfriheden?

Den fg. formand (Karen J. Klint):

Værsgo til hr. Simon Emil Ammitzbøll for endnu en kort bemærkning.

Jeg kan sådan set skrive under på hvad som helst, og det var jo også det, som hr. Martin Henriksen gav udtryk for, da vi diskuterede det med erklæringer i sidste uge. Folk vil skrive under på hvad som helst for at komme ind i Danmark - tror jeg var hr. Martin Henriksens formulering.

Men det, der er det interessante her, er, at vi har lavet en fribyordning, som gør, at Danmark kan give rum til forfulgte forfattere. Hvorfor vil man ydmyge disse folk, som virkelig er ytringsfrihedens sande forkæmpere, med den her erklæring? For os andre bliver det med ytringsfrihed jo tit alene en akademisk diskussion, men for de mennesker, vi taler om her, har ytringsfriheden betydet noget i en kamp mod nogle magthavere, som ikke er indrettet lige så demokratisk, som vi trods alt er heldige de er her i landet.

Og så i forhold til spørgsmålet om, hvorfor SR-regeringen ikke fremsatte forslaget, vil jeg bare opdatere hr. Martin Henriksens historiske viden og sige, at det her forslag kun er kommet frem, fordi det er fremsat af Det Radikale Venstre oprindeligt. Så vi har vel gjort vores.

Den fg. formand (Karen J. Klint):

Værsgo til ordføreren for at svare.

Mig bekendt er det regeringen, der har fremsat forslaget. Det kan godt være, at jeg så vil blive rettet af andre ordførere, for det kan godt være, at jeg tager fejl af det. Jeg er også bekendt med, at Det Radikale Venstre før har været ude med et lignende forslag, og derfor burde Det Radikale Venstre jo sådan set være tilfredse i stedet for at rende rundt og brokke sig.

Men jeg synes, at hykleriet når nye højder hver evig eneste dag fra hr. Simon Emil Ammitzbølls og fra Det Radikale Venstres side. Hvad er dybest set problemet? Jeg forstår simpelt hen ikke, hvad problemet er.

Hvis man er et parti, der bakker op om ytringsfriheden, er man vel konsekvent i sit forsvar af ytringsfriheden. Det var Det Radikale Venstre da ikke under Muhammedkrisen, så vidt jeg husker, og det var der en lang række andre politikere og debattører og partier, der heller ikke var.

I Dansk Folkeparti har vi en konsekvent linje i forhold til ytringsfriheden. Under Muhammedkrisen stod vi fast, og her står vi også fast. Vi drager nogle klare paralleller til den Muhammedkrise, der var, fordi vi synes, det ligger i forlængelse af den kulturkamp, som rent faktisk er der - ikke bare på nationalt plan, men også på internationalt plan. Jeg synes simpelt hen, at det er for langt ude, at hr. Simon Emil Ammitzbøll ikke bare anerkender, at Det Radikale Venstre en gang imellem tager fejl. Det gjorde man under Muhammedkrisen, og her tager Det Radikale Venstre tilsyneladende også fejl, fordi man har et problem med, at hvis der kommer en forfulgt forfatter til Danmark, skal vedkommende skrive under på demokratiet og ytringsfriheden.

Jeg gentager mit spørgsmål fra før: Hvad er egentlig problemet?

Det med, at hr. Simon Emil Ammitzbøll kan skrive under på hvad som helst, siger måske mere om hr. Simon Emil Ammitzbøll end om undertegnede.

Den fg. formand (Karen J. Klint):

Tak. Der er endnu en kort bemærkning. Den er fra hr. Per Clausen. Værsgo.

Nu har jeg ikke de samme naive forventninger som hr. Simon Emil Ammitzbøll om, at der skal være sammenhæng i Dansk Folkepartis politik på andet end ét område, nemlig at dem, der mener som Dansk Folkeparti, altid er velkomne.

Jeg vil bare spørge hr. Martin Henriksen om, hvad grunden er til, at man, ud over at man skal blive godkendt af en international organisation som forfulgt forfatter, og ud over at man skal overholde lovgivningen ligesom alle mulige andre mennesker i Danmark, skal skrive under på en særlig loyalitetserklæring. Hvad er grunden?

Så vil jeg spørge hr. Martin Henriksen, om det at være modstander af demokratismen vel også er at være modstander af nogle danske værdier. Hvis nu hr. Søren Krarup skulle komme i uføre i Danmark og skulle søge til et andet land og der skulle skrive under på, at han var tilhænger af demokratiet, mener hr. Martin Henriksen så ikke, at han ville være i modstrid med sine egne synspunkter om, at han er imod demokratisme?

Den fg. formand (Karen J. Klint):

Værsgo til ordføreren for at svare.

Jeg har den opfattelse af hr. Søren Krarup, at såfremt der skulle blive nogle problemer i Danmark, ville hr. Søren Krarup blive og kæmpe for det danske i modsætning til så mange andre politikere - ingen nævnt, ingen glemt - som formentlig ville stikke halen mellem benene og som hr. Simon Emil Ammitzbøll skrive under på hvad som helst. Det er så, hvad det er.

Jeg har så umådelig svært ved at forstå, hvordan man kan være modstander af at skrive under på en erklæring, som simpelt hen bare bakker op om det grundsynspunkt, som ligger bag denne lovgivning og også ligger bag den linje, som regeringen har stået sådan nogenlunde fast på, og som Dansk Folkeparti har stået bomfast på gennem hele forløbet. Har hr. Per Clausen noget imod at skrive under på en erklæring om demokrati og ytringsfrihed? Mig bekendt har hr. Per Clausen skrevet under på grundloven.

Den fg. formand (Karen J. Klint):

Der er endnu en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Man skal være meget omhyggelig med sine underskrifter, vil jeg sige til hr. Martin Henriksen, og derfor ved jeg godt, hvad jeg har skrevet under på. Jeg har skrevet under på, at jeg skal overholde grundloven, men jeg har ikke skrevet under på, at jeg støtter den. Det er nok vigtigt at holde fast i.

Så står det stadig væk fuldstændig uklart for mig, hvad man vil opnå med den her loyalitetserklæring ud over det, at mennesker skal overholde lovgivningen. Er det i virkeligheden sådan, at det, man skriver under på, er, at man respekterer de danske værdier; at man, som f.eks. fru Henriette Kjær mener, kan hente megen sandhed om dansk historie ved at læse og synge salmer?

Et eller andet sted er vi nødt til at få at vide, hvad det her betyder ud over, at man skal overholde lovgivningen, for ellers har hr. Simon Emil Ammitzbøll jo ret i, at det er en fuldstændig meningsløs underskrift, som kun virker fornærmende på mennesker, der kommer fra diktaturer, hvor man er vant til, at underskriften bliver brugt efterfølgende til at forfølge folk, hvis de ikke lever op til den. Det skal man jo også tænke over. De her mennesker kommer jo ikke hertil uden en historie; de kommer fra lande, hvor man har traditioner for at erklære troskab over for regimet og regimets værdier, og hvor man ved, det har konsekvenser. Det her har ikke noget formål, men det generer folk, og derfor synes jeg ærlig talt, man skulle stemme for vores udmærkede ændringsforslag om at fjerne det.

Den fg. formand (Karen J. Klint):

Værsgo til ordføreren for at svare.

Nu er diskussionen jo for lang tid siden blevet lidt halvabsurd. Det giver jo simpelt hen ikke nogen mening, at man gider bruge så meget tid og så mange kræfter på at forsøge at argumentere imod, at forfulgte forfattere eller andre, der kommer til Danmark, skal skrive under på en erklæring om, at de vil overholde demokratiske værdier og gå ind for ytringsfrihed. Det siger altså en hel del om de partier, der mener, det er forfærdeligt.

Hvordan man grundlæggende kan være modstander af det, må stå hen i det uvisse. I Dansk Folkepartis synes vi, det er en ganske udmærket ting.

Tak til ordføreren. Ønsker flere at udtale sig?

Det ser ikke ud til at være tilfældet, så forhandlingen er sluttet, og vi gør klar til afstemning. Folk skal selvfølgelig lige have en chance for at komme ind på pladserne.

Jeg kan i øvrigt bruge den pause til at sige, at hvis talelysten i demokratiets navn forbliver så stor, kan det være nødvendigt at afholde frokostpause. Men det må selvfølgelig ikke lægge bånd på talelysten.

Der stemmes om ændringsforslag nr. 1 stillet af et mindretal (S, SF, RV, og EL), og der kan stemmes.

Afstemningen slutter.

For stemte: 52 (S, SF, RV, EL, NY, Pia Christmas-Møller (UFG) og Gitte Seeberg (UFG)), imod stemte: 56 (V, DF og KF), hverken for eller imod stemte: 0.

Ændringsforslaget er forkastet.

Der stemmes om ændringsforslag nr. 2 stillet af et mindretal (S, SF, RV og EL), og der kan stemmes.

Afstemningen slutter.

For stemte: 51 (S, SF, RV, EL, NY, Pia Christmas-Møller (UFG) og Gitte Seeberg (UFG)), imod stemte: 56 (V, DF og KF), hverken for eller imod stemte: 0.

Ændringsforslaget er forkastet.

Der stemmes om ændringsforslag nr. 3 stillet af et mindretal (SF, RV og EL), og der kan stemmes.

Afstemningen slutter.

For stemte: 53 (S, SF, RV, EL, NY, Pia Christmas-Møller (UFG) og Gitte Seeberg (UFG)), imod stemte: 56 (V, DF og KF), hverken for eller imod stemte: 0.

Ændringsforslaget er forkastet.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

Afstemning

Den fg. formand():

(Talen er under udarbejdelse)