(Ordfører)
Nick Hækkerup(S):
Lovforslaget består af to af hinanden helt uafhængige dele, som det også før blev nævnt, nemlig selvvalgt uddannelse og spørgsmålet om reservebedsteforældre.
For så vidt angår den selvvalgte uddannelse, var det jo en af de store landvindinger i overenskomstfornyelsen i 2007, at medarbejdernes uddannelse ikke alene skal være bestemt af arbejdsgiverens og virksomhedens umiddelbare interesser, men også af medarbejderens ønsker. Den selvvalgte uddannelse søges af medarbejderen selv. Det er medarbejderens egen lyst til at forfølge sit eget ønske om at dygtiggøre sig, der er det centrale. Uddannelsen skal ganske vist være fagrelevant, men det her er svejserens mulighed for at læse til elektronikingeniør, som er søsat. Ordningen har også den samfundsmæssige fordel, at den giver et fleksibelt arbejdsmarked. Og selvfølgelig skal medarbejderen ikke betale skat af de udgifter, der bliver afholdt til uddannelsen, bare fordi pengene kommer fra en fond og ikke direkte fra arbejdsgiveren.
Socialdemokratiet kan støtte det fremsatte forslag.
For så vidt angår reservebedsteforældrene, må man sige, at børnesygdom altid indtræffer på ubelejlige tidspunkter. Alle forældre kender den panik og forhandlingssituation, der opstår, når junior er syg. Hvem kan blive hjemme i dag? Hvem var det, der var hjemme sidst? Er der bedsteforældre, man kan trække på, eller er der andre i netværket, som man kan vende sig til? For nogle, f.eks. den enlige forsørger uden familie i nærheden, kan problemet nærmest blive uoverskueligt. Her står vi så med et forslag, som giver mulighed for at betale reservebedsteforældre, dvs. folk over 60 år, et beskedent skattefrit beløb for at passe det syge barn. Forudsætningen for ordningen er, at den administreres af kommunen eller en frivillig social organisation. Det giver en åbenhed og gennemsigtighed, som er ønskelig.
Socialdemokratiet støtter forslaget, fordi det kan lette en i forvejen presset hverdag for børnefamilierne, og fordi de, som stiller sig til rådighed som reservebedsteforældre, oplever det som givende at være med i ordningen.
Man kan bekymre sig over, om ordningen så ikke vil være sådan en indførelse af statsautoriseret sort arbejde, så i Socialdemokratiet lægger vi vægt på, at beløbet er ganske beskedent og langt hen ad vejen alene er tænkt til at dække reservebedsteforældrenes udgifter til transport og andet. Dermed er det en hensigtsmæssig indretning, der ellers skulle laves meget, meget kompliceret og ved hjælp af fradrag af udgifter osv.
Andre kan måske mene, at hvis den her slags ordninger griber om sig, så vil det underminere kvaliteten, som vi kender den i daginstitutioner og andre pasningstilbud. Hertil er der at sige, at det netop er det snævre anvendelsesområde, som forslaget lægger op til, og forældrenes berettigede forventning om ordentlig kvalitet i deres pasningstilbud, der er centralt, og som gør den her frygt til skamme.
Endelig kan man spørge, om det er rimeligt, at de, der påtager sig den her form for frivilligt arbejde, skal have støtte, når alt muligt andet frivilligt arbejde er det rene filantropi. Hertil er der at sige, at vi lever i en dynamisk verden, hvor der hele tiden må findes nye svar på de udfordringer, vi står over for. Det her er en vej, som kan prøves, og så må man se, om ordningen har den effekt, man kunne ønske sig, og endelig er der jo ikke tale om offentlig støtte, men derimod tale om en betaling mellem to private parter.
Socialdemokratiet støtter forslaget. Vi vil foreslå, at ordningen evalueres om f.eks. 2 år eller lignende, så vi kan se, hvilken udbredelse den har fået i praksis, og vurdere, om der er behov for at revidere den i den ene eller den anden retning.