Justitsministeren(Lene Espersen):
Det har jo været en noget blandet modtagelse, som det her forslag har fået. Det har sådan set overrasket mig lidt, men det overraskede mig betydelig mere, da jeg så hørte den argumentation, som mange ordførere brugte til at sige, hvorfor de er betænkelige ved lovforslaget eller er decideret modstandere af det. Det skal jeg nok vende tilbage til. Men jeg vil da gerne takke for, at der i hvert fald stadig væk tegner sig et bredt flertal i Folketinget, som bakker op om forslaget.
Som flere af ordførerne har været inde på, har udgangspunktet for det udvalg, som regeringen nedsatte for ganske lang tid siden, jo været at se på, om der var områder, hvor der var behov for, at vi fra dansk side fik sikret os dansk straffemyndighed, så de sager, som vi ud fra vores retspolitiske synspunkt mente det var nødvendigt at vi kunne fremme ved domstolene, også blev behandlet ved domstolene.
Det er helt korrekt - som flere har været inde på - at Jurisdiktionsudvalget, der har siddet og arbejdet med den tidligere rigsadvokat for bordenden, er kommet med delbetænkninger. Det drejer sig for det første om sikkerhed for, at de, der får omskåret deres små piger i udlandet, hvor det er lovligt, så efterfølgende kan retsforfølges i Danmark. For det andet drejer det sig om, at man også kan retsforfølge folk, der begår seksuelt misbrug af børn i udlandet.
Nu er hele Jurisdiktionsudvalgets forslag så kommet, og jeg har da bemærket mig, at nogle er gledet meget let hen over, at der nu bliver mulighed for at retsforfølge personer for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, hvilket vi ellers ikke tidligere har haft mulighed for. Det er åbenbart ikke noget, som venstrefløjen vægter så tungt, at de ønsker at fremhæve det i deres tale, og det kommer lidt bag på mig.
Men det, der overrasker mig mest, er, at en juridisk diskussion om spejlvirkninger udvikler sig til, at flere partier her i Folketingssalen påstår, at hvis vi kommer med en lovgivning, er det helt stensikkert, at den vil blive kopieret i andre lande og have en helt anden virkning i Danmark, som er ekstremt ubehagelig.
Hvis den argumentation skulle holde, så skulle den europæiske menneskerettighedskonvention jo for længst være gennemført i Saudi-Arabien; så skulle det jo for længst have været lovligt at indgå registreret partnerskab, hvis det er sådan, at der skulle være en spejlvirkning af alt, hvad vi foretager os lovgivningsmæssigt.
Mig bekendt er det ikke tilfældet, og derfor må jeg også sige, at jeg synes, det er lidt for letkøbt - og her taler jeg ikke til Socialdemokratiet; jeg synes, at fru Karen Hækkerup holdt en meget afbalanceret tale og stillede nogle meget relevante spørgsmål om, hvorvidt det her kan have konsekvenser for Danmark. Men resten af partierne, der har talt imod, er kommet med det argument: Vi kan i Danmark ikke gøre noget, vi synes er rigtigt, for tænk, hvis nogle af dem, der gør de forkerte ting, så lader sig inspirere af os.
Sjældent har jeg hørt mage til argumentation. Vi må gøre de ting i Danmark, som vi mener er rigtige. Og jeg vil sige, at jeg synes, det er rigtigt, at man har en sikkerhed for, at den pakistanske far, der tager sin pige, som er født og opvokset i Danmark, til Pakistan for at få hende tvangsgift, kan retsforfølges i Danmark. Det giver det her lovforslag mulighed for, og det synes jeg er rigtigt.
Om pakistanere så skulle træffe beslutning om en vanvittig lovgivning, kan vi fra dansk side på ingen som helst måde gøres medskyldige i. Men jeg vil sige til fru Karen Hækkerup, at jeg meget gerne under udvalgsbehandlingen medvirker til, at vi behandler det her spørgsmål, som er blevet rejst.
Efter vores opfattelse er det her lovforslag fuldt ud i overensstemmelse med folkeretten, og vi nærer ikke den bekymring, som andre gør, bl.a. fordi vi i forhold til fravigelsen af dobbelt strafbarhed har opstillet nogle hegnspæle for, hvornår det her kan gøres gældende. Det betyder bl.a., at det kun er, hvis det er personer, der er danske statsborgere eller bor i Danmark og har fast ophold her, at det her overhovedet kan finde anvendelse.
Der er altså ikke tale om, at vi, fordi en dansker tilfældigvis er involveret i et eller andet i udlandet, lige pludselig vil til at bestemme over hele verden. Det er der altså ikke tale om, og derfor synes jeg, at man strammer argumentationen lige lovlig meget, når man sådan gør lige præcis det her princip til et meget stort problem. For så ville det jo også have været et problem de to gange, hvor vi tidligere har ændret på vores definition af jurisdiktion, både når det gjaldt omskæring af piger, og når det gjaldt seksuelt misbrug af børn - da kunne man have brugt præcis den samme argumentation, som der bliver fremført her i dag.
Det var så ikke belejligt dengang, for det var vanskeligt at sige nej, men nu føler man alligevel, at man godt kan springe fra.
Nu er fru Line Barfod gået, men jeg vil gerne fastholde - og det synes jeg er vigtigt - at det er i fuld overensstemmelse med folkeretten; der er ikke nogen folkeretlige problemer i det her forslag, tværtimod kunne man nærmere argumentere for, at her lever vi op til vores folkeretlige forpligtelser og gør det nemmere for Danmark at retsforfølge i forbindelse med krigsforbrydelser og andre ting.
Der har også været andre spørgsmål, som jeg så alligevel - fordi vi jo plejer at have en meget god stemning i Folketingssalen i forbindelse med retsforslag - vil kategorisere som ganske relevante forslag.
Både fru Karina Lorentzen og hr. Simon Emil Ammitzbøll har rejst nogle problemstillinger, som også er blevet rejst i høringsfasen. De har bl.a. omhandlet spørgsmålet om, hvorvidt der var en tilstrækkelig afgrænsning af det aktive personalprincip - altså hvorvidt spørgsmålet om det at have fast bopæl i Danmark var godt nok præciseret.
Vi har jo i den kommenterede høringsoversigt forsøgt at redegøre for, hvorfor vi mener, at afgrænsningen sådan set er præcis nok. Hvis man er her på tålt ophold, hvis man er her gennem lang tid og søger om opholdstilladelse, kan man være omfattet af reglerne, men det er klart, at hvis man er turist i Danmark i en weekend, er man ikke omfattet af reglerne.
Men jeg vil gerne medvirke til, at vi under udvalgsbehandlingen måske kan være med til at løse i hvert fald noget af problemet for hr. Simon Emil Ammitzbøll og fru Karina Lorentzen på det punkt. For jeg er enig i, at vi selvfølgelig altid skal arbejde på at gøre lovgivningen så klar som overhovedet muligt.
Men jeg må fastholde over for hr. Simon Emil Ammitzbøll, at jeg mener, at det er meget væsentligt at få gjort op med dobbeltstrafbarhedsprincippet, hvis både gerningsmand og offer har tilknytning til Danmark og det derfor er et anliggende, man kan karakterisere som værende et internt dansk anliggende.
Jeg vil bestemt ikke stå her og sige, at der er tale om et kæmpestort problem, og at det vil vælte ind med sager fra udlandet; sådan skal det forhåbentlig ikke være. Men der kan jo f.eks. være tale om et forhold mellem to personer - det kan være to personer, der er gift med hinanden, og hvor det vedrører en voldtægt, der er blevet begået under en ferierejse til Mallorca - og der virker det altså i min verden ganske fornuftigt, at det er i Danmark, retssagen kører, og at der ikke skal bruges en masse tid på at undersøge spansk ret, og hvorvidt der skal køre en retssag på Mallorca om den sag.
Det er blot for at sige, at jeg naturligvis anerkender, at der er tale om et brud på tidligere hævdvundne juridiske principper. Der er jo heller ikke tale om, at vi afskaffer dobbelt strafbarhed, men jeg mener dog, at lovforslaget her afgrænser det til noget, som må være relevant set med danske retspolitiske øjne.
Til fru Line Barfod skal jeg huske at sige, at det er korrekt, at et sagkyndigt udvalg jo sidder lige nu og ser på, hvorledes torturbestemmelser kan indføjes i straffeloven. Så det er helt rigtigt, at der senere i denne folketingssamling kommer et forslag, som bl.a. er med til at adressere de problemer, som fru Line Barfod nævnte.
Men ellers vil jeg sige til både hr. Kim Andersen og fru Marlene Harpsøe og ikke mindst til fru Karen Hækkerup og hr. Tom Behnke, at jeg takker for den positive indfaldsvinkel, de havde til lovforslaget.
Som sagt synes jeg, det er lidt for letkøbt at sige, fordi der her kommer et lovforslag, som man i fantasiens verden kan vende om og gøre til noget ubehageligt, at konsekvensen er, at så vil alle de onde lande nu kopiere det her og gøre en masse forfærdelige ting. Man ved selvfølgelig ikke, hvad andre lande kan finde på, eller hvorvidt de overhovedet gider høre på Danmark - det kan man jo en gang imellem tvivle på - men jeg vil i hvert fald sige, at jeg meget gerne under udvalgsbehandlingen medvirker til, at nogle af de her spørgsmål bliver grundigere belyst og besvaret, så der også er en grundig juridisk vurdering - sammen med den politiske - af rækkevidden af lovforslaget.
Men ikke overraskende mener jeg jo, at det her lovforslag er meget afbalanceret. Man er med til at løse nogle af de problemer, der er, i og med at vi lever i en verden, som folk ikke kun rejser meget rundt i, men som er globaliseret, og hvor internettet ikke kender nogen grænser. Og jeg mener bestemt, at folk, der medvirker til eller forsøger at foretage kriminelle handlinger i udlandet fra danske computere i danske hjem - det være sig terrorisme, udnyttelse af børn og andet - skal kunne retsforfølges.