Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 13, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 9. april 2008 vedrørende forslag til lov om ændring af straffeloven og forskellige andre love (Dansk straffemyndighed) (L 16).
Lene Espersen
/
Lars Hjortnæs
Spørgsmål nr. 13 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af straffeloven og forskellige andre love (Dansk straffemyndighed) (L 16):
â€Ministeren bedes redegøre for den praktiske anvendelse af den foreslÃ¥ede § 12, hvorefter anvendelsen af de foreslÃ¥ede bestemmelser begrænses ved de i folkeretten anerkendte undtagelser, herunder især ved domstolene og i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 6.â€
Svar:
Efter forslaget til straffelovens § 12 begrænses anvendelsen af de foreslåede bestemmelser i straffelovens §§ 6-11 om dansk straffemyndighed mv. ved de i folkeretten anerkendte undtagelser. Bestemmelsen svarer med en enkelt præcisering til den gældende bestemmelse i straffelovens § 12.
Forslaget til straffelovens § 12 vil (som den gældende bestemmelse) i praksis indebære, at danske domstole som følge af folkerettens regler om immunitet for diplomater mv. normalt ikke vil kunne pådømme et forhold vedrørende en udenlandsk ambassadør, hvis den pågældende under kørsel her i landet f.eks. overtræder færdselsloven.
Som et andet eksempel på den praktiske betydning af bestemmelsen kan nævnes, at domstolene som følge af folkerettens regler om fremmede skibes ret til uskadelig passage gennem søterritoriet normalt ikke vil kunne pådømme et forhold vedrørende f.eks. et tyveri begået om bord på et fremmed skib under passage af det internationale stræde i Storebælt.
Som nærmere anført i besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmÃ¥l nr. 3 vedrørende lovforslaget vil der endvidere kunne være tilfælde, hvor danske domstole i medfør af straffelovens § 12 bør udvise tilbageholdenhed med at udøve straffemyndighed pÃ¥ grundlag af den foreslÃ¥ede bestemmelse i straffelovens § 7 a om det passive personalprincip (dvs. om lovovertrædelser begÃ¥et mod â€danske†ofre), hvis der er tale om handlinger foretaget i udlandet af en udlænding, som ikke har tilknytning til Danmark over for en person, som har en vis tilknytning her til landet, men ogsÃ¥ har en væsentlig tilknytning til gerningslandet.
Den foreslÃ¥ede bestemmelse vil i praksis ogsÃ¥ have betydning i forhold til anklagemyndigheden, der i forbindelse med en tiltalerejsning i givet fald mÃ¥ vurdere, om folkeretten er til hinder for dansk straffemyndighed i det konkrete tilfælde. Hvis det i den enkelte sag er usikkert, om der er dansk straffemyndighed, og sÃ¥ledes usikkert, om der kan rejses tiltale, vil spørgsmÃ¥let kunne forelægges for den regionale statsadvokat og Rigsadvokaten. I tvivlstilfælde vil særlige spørgsmÃ¥l af folkeretlig karakter endvidere kunne forelægges Udenrigsministeriet. Hvis der rejses tiltale, mÃ¥ domstolene pÃ¥ samme mÃ¥de som i andre sager, hvor der opstÃ¥r retlige tvivlsspørgsmÃ¥l, ud fra forholdene og oplysningerne i den pÃ¥gældende sag vurÂdere, om folkeretten begrænser dansk straffemyndighed. Finder domstolene herefter, at der som følge af folkeretten ikke er dansk straffemyndighed, skal sagen afvises.
Det følger af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at enhver, som anklages for en forbrydelse, bl.a. har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol oprettet ved lov, når der skal træffes afgørelse om anklagen.
Retten til domstolsprøvelse efter artikel 6 indebærer ikke, at en person, der anklages for en forbrydelse, kan kræve at blive retsforfulgt i tilfælde, hvor de folkeretlige regler afskærer en stat fra at udøve straffemyndighed. Efter Justitsministeriets opfattelse kan det således ikke antages at være i strid med artikel 6, at anklagemyndigheden og domstolene efter straffelovens § 12 afstår fra at rejse tiltale henholdsvis pådømme strafbare handlinger i de tilfælde, hvor de folkeretlige regler om f.eks. immunitet og uskadelig passage udelukker dansk straffemyndighed.