(Ordfører)
Per Clausen (EL):
Det kan jo virke besynderligt, at Enhedslisten stemmer imod det her forslag om at skærpe straffene for flugtbilister, for der er vel ingen, der er i tvivl om, at flugtbilisme er en meget forkastelig adfærd, som man på det skarpeste må fordømme. Det er også derfor, vi synes, at det er lidt underligt, at man mener, at man i den her anledning har behov for at sende et særligt signal.
Vi opfatter faktisk det, der ligger her, som et udtryk for signalpolitik. Det er ikke så meget spørgsmålet om, hvorfor man laver det her lovforslag, for det er selvfølgelig, fordi der har været nogle sager, som har fået meget omtale i medierne, og som har givet anledning til, at mange politikere har udtalt, at der nu må gribes ind og strammes op. Spørgsmålet er mere, om vi har at gøre med et voksende problem, og at det af den grund kunne være nødvendigt at gennemføre en skærpelse af straffen.
Hvis vi tager udviklingen frem til 2005, er det sådan, at der entydigt har været tale om et fald. Der skete så en stigning i antallet af flugtbilister i 2006. Jeg synes sådan set, at det er meget dristigt at basere en ændring af lovgivningen, en stramning af straffene, på et enkelt år og på basis af nogle enkeltstående tilfælde. Jeg tror sådan set ikke, at der i 2006 er sket en dramatisk forråelse af den danske befolknings holdning på det her område. Jeg synes også, at man set i forhold til de meget vigtige områder, hvor der er behov for indsatser for at sikre trafiksikkerheden - det handler om hastighed, anvendelse af sikkerhedssele, spirituskørsel osv. - går galt i byen, hvis man ensidigt fokuserer på det her.
Det er jo fremgået af debatten, at en af grundene til at øge straffen for det her er, at man ikke bare mener, at det er en meget forkert og forkastelig adfærd at stikke af fra en trafikulykke, hvilket man må fordømme, men der ligger også en opfattelse af, at der som oftest er tale om kyniske kalkuler, hvor den spirituspåvirkede bilist efter at have været involveret i en ulykke kører videre efter at have analyseret sig frem til, at straffen nok bliver hårdere, hvis han ikke straks sørger for at komme væk. Der er også andre situationer, hvor man kunne forestille sig, at der foregår en sådan kalkule. Efter Enhedslistens opfattelse er det meget lidt sandsynligt, at det forholder sig på den måde i ret mange tilfælde. Derfor tror vi ikke, at det at øge straffen vil ændre eller påvirke folks adfærd, og det, der måtte være hensigten med en sådan stramning af lovgivningen, må vel være at sikre, at vi får færre tilfælde af flugtbilisme.
Vi synes sådan set også, at det kunne være meget fornuftigt at evaluere loven efter 3 år. Hvis der er en lov, som man ikke bryder sig så meget om, er det altid rart at få den evalueret. Men det kunne have været spændende at se, hvad succeskriteriet skulle have været. Skulle det være bragt ned på det niveau, som det havde i 2005, hvor der altså uden en stramning af lovgivningen var en støt faldende tendens, eller hvad skulle målsætningen være?
Det, som vi synes at man nok skulle have fokuseret på, hvis man ønskede en opstramning, var en mulighed og sikkerhed for, at politiet rent faktisk kunne få fat i de folk. Der har været noget helt banalt, der ikke har været nogen vilje til at se på, hvilket jeg ikke helt kan forstå, nemlig at vi formentlig med en simpel ændring af det danske nummerpladesystem ville kunne lave nogle nummerplader, som var langt nemmere at huske, og som man ville have meget stor glæde af i en række tilfælde, hvor man skulle anmelde folk for at begå trafikovertrædelser. Det ville også gøre det langt nemmere at få fat i flugtbilisterne. Et eller andet sted tror vi nok, at hvis der i den her sag er noget, der har en forebyggende effekt, er det, hvis sandsynligheden for, at man slipper godt fra det, er stærkt reduceret. Det er langt bedre end at øge straffen, som det er tilfældet her.
Det er altså baggrunden for, at Enhedslisten vil stemme imod det forslag, der ligger her.