Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 10 vedrørende forslag til lov om ændring af færdselsloven og straffeloven (Skærpede sanktioner for flugtbilister) (L 164), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 24. april 2008.
Lene Espersen
/
 Dan Bjerring
Spørgsmål nr. 10 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af færdselsloven og straffeloven (Skærpede sanktioner for flugtbilister) (L 164):
â€Vil ministeren være indstillet pÃ¥ at evaluere effekten af lovforslaget om 3-4 Ã¥r, og hvordan vil en sÃ¥dan evaluering kunne tilrettelægges?â€
Svar:
Formålet med lovforslaget er at skærpe straffen for flugtbilisme.
Som det fremgår af afsnit 2.2.1. og 2.2.2. i bemærkningerne til lovforslaget, finder Justitsministeriet ikke, at den nuværende praksis, hvor straffen typisk er en (mindre) bøde, i tilstrækkelig grad afspejler, at flugtbilisme – efter omstændighederne – er en alvorlig forbrydelse, idet den bl.a. kan indebære, at tilskadekomne ikke får den hurtige hjælp, der i mange tilfælde kan være af helt afgørende betydning, eller at der påføres andre væsentlige udgifter til udbedring af materielle skader efter færdselsuheldet. Flugtbilisme, hvor gerningsmanden forsætligt undlader at sikre, at et andet menneske, der er kommet alvorligt til skade, hurtigst muligt får den hjælp, der kan være af helt afgørende betydning, må endvidere betegnes som en grov forbrydelse.
Da lovforslaget på den baggrund primært tilsigter, at straffene på området i højere grad kommer til at stå i forhold til forbrydelsens karakter, finder jeg ikke anledning til at tilrettelægge en særlig procedure med henblik på – såfremt lovforslaget vedtages af Folketinget – at kunne evaluere effekten af lovændringerne.
Justitsministeriet vil dog selvsagt som led i sit almindelige tilsyn med færdselslovgivningen være opmærksom på udviklingen på området og om fornødent iværksætte de yderligere tiltag, som måtte være påkrævet.