Vi er så heldige her i landet, at vi har rigtig mange små og mellemstore virksomheder, som er velfungerende.
Det er godt, og det er et stort aktiv for os konkurrencemæssigt og beskæftigelsesmæssigt.
Det gør også, at vi har et erhvervsliv, der rummer stor fleksibilitet og er mindre sårbart, og hvor mange forskellige mennesker er involveret med indskudskapital, ekspertise og erfaring.
Men vi har også her i landet det problem, at vi ved, at det er meget vanskeligt at overdrage virksomheder til næste generation af ejere.
Vi ved, at det desværre ofte bedst kan betale sig at overdrage en virksomhed efter ejerens død.
Det havde været meget bedre for virksomheden, dens medarbejdere og konkurrenceevne, hvis den var blevet overdraget tidligere, så ejeren havde været aktivt medvirkende i overdragelsesprocessen, havde kunnet sikre viden, indsigt og ekspertise, og det havde også været bedre, hvis man havde kunnet lade være med at udsætte virksomheden for det likviditetsdræn, som sådan en overdragelse rent skattemæssigt vil være forbundet med.
Derfor er det forslag, som vi nu har til behandling, af skatteministeren et overordentlig godt forslag.
Det er et led i finanslovaftalen, og med forslaget vil reglerne for overdragelse af virksomheder blive ændret, så betingelserne for succession i levende live og ved død bliver mere ensartede.
Venstre hilser det her forslag velkommen.
Vi ved, at inden for de næste 10 år skal halvdelen af alle små og mellemstore danske virksomheder skifte ejere, og inden for de næste 5 år skal omkring en tredjedel skifte ejere, så vi tror faktisk, at det her forslag kan få rigtig stor og positiv betydning for den underskov af små og mellemstore virksomheder, som præger dansk erhvervsliv.
Et af hovedelementerne i forslaget er at fjerne et krav om, at der skal være tale om en hovedaktionær ved overdragelse i levende live af aktier for at kunne indtræde i overdragerens skattemæssige stilling, altså for at kunne opnå succession.
Et andet element i forslaget er at sænke kravet om, at der i levende live skal overdrages mindst 15 pct.
af stemmerne, hvis der skal kunne succederes.
Det krav ændres nu til, at det skal være blot 1 pct.
Samtidig udvides kredsen af personer, som kan indtræde i succession, altså i overdragerens skattemæssige stilling, til også at omfatte flere medarbejdere, end man hidtil har kunnet overdrage til med succession, og man kan med det her forslag, om jeg så må sige, uddanne sig og kvalificere sig til at kunne blive en del af den kreds, der kan indgå som næste generation af ejere i en virksomhed.
Så det her forslag er måske umiddelbart betragtet et lille teknisk forslag, men jeg tror, det er et forslag, som vil få stor betydning for mange små og mellemstore virksomheder.
Det er ikke et spørgsmål om at sikre nogle få personer en præference, tværtimod er det et spørgsmål om, at man med det her forslag sikrer de mange virksomheder en god mulighed for at overleve et generationsskifte og udvikle sig til gavn for medarbejderne, der er ansat i virksomheden, til gavn for virksomhedens konkurrenceevne og dermed til syvende og sidst til gavn for hele landets økonomi.
Venstre kan med stor tilfredshed og glæde støtte dette udmærkede forslag.