(Ordfører)
Mette Gjerskov (S):
Der ligger et ændringsforslag til lovforslag nr. L 168, nemlig ændringsforslag nr. 21. Det blev jeg gjort bekendt med i går aftes af en journalist, som var så venlig at sende mig en mail om, at der var det her ændringsforslag. Det er jo altid rart at vide inden andenbehandlingen.
Nu kan man sige, at det er trukket lidt ud i dag, så jeg har dog fået det at vide 24 timer inden andenbehandlingen. Det havde dog været rarere at få det at vide direkte fra ministeren, når man sidder i en forligskreds.
Det betyder selvfølgelig, at det har været rimelig behersket, hvor meget vi Socialdemokrater har kunnet sætte os ned og tygge det her ændringsforslag igennem.
Jeg har fået en forklaring fra ministeren om, at der alene er tale om en oversættelsesfejl - at man i sin tid altså ganske enkelt har oversat et EU-direktiv forkert - og at justeringen ikke forventes at medføre nævneværdige provenumæssige konsekvenser.
Det er en håndfast konstatering fra ministeren, og på baggrund af hans melding kan jeg fortælle, at Socialdemokraterne stemmer for det her ændringsforslag. Samtidig føler vi behov for at understrege, at hvis vi i de sidste dage her, inden vi går på sommerferie, skal sikre os mod lovsjusk, er det ikke hensigtsmæssigt, at pressen gør os bekendt med ændringsforslag ganske få timer inden andenbehandlingen.