Til
                     Folketinget - Skatteudvalget
L 168 - Forslag til Lov om lov om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love (Implementering af energiaftalen).
Hermed sendes i 5 eksemplarer et ændringsforslag til L 168, som jeg ønsker at stille til 2. behandlingen af lovforslaget. Jeg ønsker at trække ændringsforslag nr. 17, som indarbejdet i 3. betænkningsudkast tilbage, og i stedet lade det erstatte af vedlagte ændringsÂforslag. Der er tale om en redaktionel ændring.
Kristian Jensen
                                                                / Marie Færch
Ændringsforslag
til
2. behandling af forslag til ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love (Implementering af energiaftalen)
Ændringsforslag nr. 17 trækkes tilbage og i stedet stilles følgende ændringsforslag:
17) Nr. 3 og 4 affattes således:
   »3. § 58, stk. 1, affattes således:
» Denne bestemmelse omhandler pristillæg til elektricitet produceret som nævnt i nr. 1 og 2:
1)  Elektricitet produceret som nævnt i stk. 2-7 på decentrale kraft-varme-anlæg og elproduktionsanlæg med affald som brændsel, som har modtaget afregningspris fastsat efter bekendtgørelse nr. 786 af 21. august 2000 om elafregningspriser for decentrale elproducenter (treledstariffen). Bestemmelsen gælder ikke elektricitet, hvortil der ydes pristillæg efter § 58 a. Endvidere gælder bestemmelsen ikke for elektricitet produceret på VE-elproduktionsanlæg som nævnt i § 57, stk. 2, og § 57 c.
2)  Elektricitet produceret som nævnt i stk. 8 på decentrale kraft-varme-anlæg med naturgas, biogas eller begge disse energikilder som brændsel, som har fået elproduktionstilskud efter den hidtidige § 2 b i lov om elproduktion, jf. lovbekendtgørelse nr. 1331 af 30. november 2007.«
4. I § 58, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »Ydelsen af pristillægget«: »som nævnt i § 58, stk. 1, nr. 1,«.«
[Ændringer som følge af, at § 58 a ikke ophæves. Redaktionel ændring som følge af, at § 58 omfatter to former for pristillæg jf. nr. 7, og præcisering af, at § 58, stk. 2, kun omhandler pristillæg som nævnt i stk. 1, nr. 1]
Bemærkninger
Til nr. 17
Ved nr. 5 i det fremsatte lovforslag indføres et pristillæg i form af et grundbeløb til decentrale kraftvarmeanlæg, som anvender naturgas, biogas eller begge brændsler i forening, og som har modtaget elproduktionstilskud efter den hidtidige § 2 b i elproduktionstilskudsloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 1331 af 30. november 2007).
Bestemmelsen er i det fremsatte lovforslag indsat i elforsyningslovens § 58, som allerede i forvejen omhandler et andet pristillæg, som også beregnes og udbetales som et grundbeløb. Dette andet pristillæg ydes imidlertid efter til en anden kreds af modtagere, nemlig decentrale kraftvarmeanlæg med naturgas og anlæg, som producerer elektricitet ved afbrænding af affald, men ikke til anlæg, som anvender biogas. Der gælder endvidere andre beregningskriterier etc. for dette andet pristillæg.
På denne baggrund foreslås § 58, stk. 1, ændret med henblik på at præcisere, at § 58 omfatter begge former for pristillæg. Nr. 1 omhandler det hidtidige pristillæg som nævnt ovenfor. De nærmere betingelser og beregningsprincipper for dette pristillæg fremgår af stk. 2-7, som er uændrede.
Det fremgår af den nye stk. 1, nr. 2, at § 58 også omhandler det nye grundbeløb til anlæg, som hidtil har fået elproduktionstilskud som ovenfor nævnt. De nærmere betingelser fremgår fortsat af lovforslagets stk. 8.
Det præciseres tillige, at pristillægget efter stk. 1, nr. 2, ydes til elektricitet produceret på decentrale kraftvarmeanlæg med naturgas, biogas eller begge disse energikilder som brændsel. Om støtten til disse kategorier henvises til den hidtidige § 2 b i elproduktionstilskudsloven.
Det præciseres i den nye affattelse af nr. 4, at § 58, stk. 2 (og dermed de følgende bestemmelser i stk. 3-7) kun angår pristillæg efter stk. 1, nr. 1.