(Ordfører)
Hans Kristian Skibby (DF):
Det her var jo i og for sig et meget dårligt lovforslag, fordi det i bund og grund havde to ting, som var gode, og en ting, som var utrolig skidt.
Det var jo sådan, at der i forbindelse med det her lovforslag var lagt op til, at vi uden videre samlet set bare skulle give vores samtykke til, at det danske mandatantal i Europa-Parlamentet blev nedsat fra 14 til 13. Der noterede jeg mig jo beklageligvis, at velfærdsministeren i forbindelse med sagsbehandlingen svarede negativt på et spørgsmål fra mig om, om man kunne dele det her lovforslag i to. Det mente ministeren ikke man var til sinds at gøre. Derfor er det jo selvfølgelig utrolig positivt, at vi så i dag kan se, at der er et enigt Folketing, der bakker op om Dansk Folkepartis ændringsforslag, som gør, at vi deler det her lovforslag i to, således at vi også har mulighed for at stemme for de her utrolig positive ting, der ligger i lovforslaget, bl.a. i forbindelse med nye afstemningsregler for folk, som bor på kvindecentre, og som har været udsat for vold osv., og andre, som bor under forskellige boformer. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at vi får mulighed for at stemme for de positive ting.
Men samtidig synes jeg også, det er vigtigt, at Folketingets medlemmer har mulighed for at stemme imod det, som også ligger i det her, og det er altså desværre, at vi øger den danske spærregrænse fra omkring 7,1 pct. til 7,8 pct., ved at vi kun har 13 mandater tilbage i Europa-Parlamentet. Derfor skal jeg selvfølgelig meddele, at vi støtter ændringsforslaget, som vi selv har stillet, og vi vil fra Dansk Folkepartis side også gerne kvittere for, at alle partierne har kunnet se fornuften i noget, som velfærdsministeren desværre ikke har kunnet se fornuften i.