Til

                      Folketinget - Skatteudvalget

 

 

L     32- Forslag til Lov om ændring af momsloven og forskellige andre love (Flymoms, salg til interesseforbundne parter, omvendt betalingspligt, undtagelser til energibeskatningsdirektivet m.v.).

 

Hermed sendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 14 af 31. januar 2008. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mikkel Dencker (DF).

 

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                                                 / Lone Lau-Jensen


Spørgsmål 14

Vil Ministeren uddybe, hvad der menes med følgende kommentar fra Skatteministeriet til et af de indkomne høringssvar: ”Efter forslaget kan der være mange kunder, der beslutter at få reparationer og vedligeholdelse udført f.eks. i Tyskland - både private og flyselskaber, der ikke hovedsageligt flyver i udenrigstrafik, idet personbefordring er momspligtig i Tyskland og virksomhederne derfor har fradragsret for momsen. Etablering af flere 'udestationer' kan være en mulighed for virksomheden.” I den forbindelse ønskes det særligt uddybet, hvad der menes med opfordringen til, at danske virksomheder bør oprette 'udestationer' i Tyskland?

 

Svar

En virksomhed som sælger helikoptere og vedligeholder mange flytyper anførte i sit  høringssvar, at den mente, at en stor del af dens salg ville flytte til Tyskland, som kun har 19 pct. moms. Virksomheden anførte i øvrigt, at den allerede i dag har ”udestationer”, hvor vedligeholdelse m.v. foretages i udlandet.

Med de gældende danske momsregler, hvor fly kan repareres og vedligeholdes momsfrit er det velkendt, at mange udenlandske privatkunder – fra specielt vores nabolande – har fået deres fly serviceret i Danmark. Lovforslaget vil betyde, at det for mange af disse kunder ikke længere kan betale sig at tage til Danmark og få udført vedligeholdelse m.v. på deres fly. Desuden vil nogle danske kunder muligvis finde det umagen værd at tage til Tyskland og dermed spare moms svarende til forskellen mellem den danske og tyske momssats.

I kommentaren til høringssvaret anførtes, at efter gældende momsregler momses reparations- og vedligeholdelsesydelser i det land, hvor arbejdet udføres. Det blev anført, at arbejde udført af de ”udestationer”, som blev nævnt af virksomheden, allerede efter gældende regler momses i de lande, hvor vedligeholdelsen m.v. udføres. Da virksomheden selv mente, at meget af dens salg ville blive flyttet til Tyskland – og dette fra ministeriets side ikke kan afvises - blev det anført, at den muligvis med fordel i fremtiden kan oprette flere ”udestationer” i Tyskland.

Kommentarer til høringssvar er meget korte og specielt rettet mod det konkrete høringssvar. Det kunne naturligvis også være nævnt, at mange danske virksomheder i flybranchen skønnes at have en så stor viden, dygtighed, erfaring m.v., at de givetvis også fremover vil have kunder.