Skatteministeren (Kristian Jensen):
Jeg takker, og jeg kan så sige, at hvis jeg på et tidspunkt får lov til at låne formandsstolen og noget tilsvarende skulle ske, ville jeg nok også indskærpe det over for en minister, som kom for sent. Det er selvfølgelig ikke klædeligt, at man gør det, og det skal jeg beklage.
Derimod skal jeg ikke beklage den meget livlige debat, der har været. Jeg synes, det har været opløftende at høre, hvor langt man kunne komme omkring fra hr. Frank Aaens ønske om nationalisering af - trods alt - kun visse virksomheder og så over til de mere ideologiske holdninger. Der var også en meget bred vifte af kritikpunkter, gående fra at det her er alt, alt for vidtgående og så over til hr. Mikkel Denckers ord om, at det slet ikke er vidtgående nok, fordi lønsumsafgift på egenproduktion helt mangler i forslaget her.
Det kunne jo godt tyde på, at det kunne være svært at samle, men det tror jeg faktisk ikke det er. Jeg tror faktisk, at når først eftertanken - forhåbentlig - melder sig hos ordførerne, vil der være en større grad af opbakning til lovforslaget her.
For hvad handler det om? Jo, det handler om, at hvis eksempelvis en kommune skal sørge for at drive sine busruter mest effektivt og gennemføre et udbud af opgaven, hvor deres egen virksomhedsgren byder ind på lige fod med en række private virksomheder, så er forholdet i dag det, at der kan man ikke være sikker på, at konkurrencen er lige, og dermed at borgerne i byen, i kommunen får den bedste service for de penge, som byrådet nu har sat af til det.
For forskellen er, at hvor den private budgiver skal beregne en lønsumsafgift og lægge den til sit bud, skal den kommunale del det ikke. Derfor er der en konkurrenceulighed.
Det er det samme, der gælder på dele af sundhedsområdet. Hvis f.eks. Region Midtjylland skal have behandlet nogle af sine patienter, står de med det valg enten at kunne indkøbe nogle ydelser hos Region Sydjylland eller Region Nordjylland eller hos et af de private hospitaler. Og i dag kan borgerne ikke være sikre på, at Region Midtjylland vil vælge det bedste tilbud, for der er ikke en lige konkurrence. Hvor de offentlige sygehuse ikke skal betale lønsumsafgift, ja, så skal de private gøre det. Og det betyder ikke, at man får det bedste tilbud, det betyder, at man ikke bruger skatteborgernes penge bedst muligt. Og det er sådan set bare det, vi gør op med her.
Hvad man så vælger at lægge vægt på, og hvad det er for nogle kriterier, man vælger at lægge ind fra offentlig side, når man gennemfører udbuddet, er jo ikke det, vi blander os i eller kommer med kommentarer til. Vi sørger bare for, at når man som offentlig myndighed vælger at få gennemført udbud af en opgave, ja, så får man også et lige bud mellem konkurrenter, der arbejder på lige vilkår.
Det kan jeg simpelt hen ikke forstå at nogle skal være modstander af; det kan jeg ganske enkelt ikke. Hvis en kommune vælger at gennemføre et udbud, skal de så ikke have mulighed for at kunne vurdere budgiverne på lige vilkår? Er det ikke det mest logiske i forbindelse med at kunne vælge det bedste tilbud og dermed give sine borgere den bedste service for de penge, som kommunen eller den offentlige myndighed har sat af til opgaven? Jo, naturligvis.
Vil det her betyde, at der vil være flere opgaver, der bliver placeret hos private virksomheder? Ja, sikkert. Det vil jeg da tro, for i dag er der ikke nogen lighed i det. Men det vigtige at holde fast i her er jo, at der er en offentlig myndighed, der udbyder en opgave. Det kan f.eks. være en region, der vælger at sige: Vi har nogle operationer, som vi skal have indkøbt, hvem kan levere dem, og hvordan kan vi sikre, at vi bruger vores penge bedst muligt, så vi har de bedste servicetilbud, de korteste ventelister, den bedste helbredelsesgrad? Og der kan man i dag ikke være sikker på, at man kan sammenligne tilbuddene, fordi der i dag er forskel, nemlig den forskel, at den private budgiver betaler lønsumsafgift, og det gør den offentlige ikke.
Så har der været meget snak om kompensationsmodellen. Nu kunne jeg høre på hr. John Dyrby Paulsen, at det måske næsten ville have været belejligt, hvis jeg var blevet endnu mere forsinket - det skal jeg ikke forsøge på. Men det er klart, at i en opgave som den her så ligger en kompensationsmodel i den aftalekreds mellem Finansministeriet og så kommuner og regioner, og der er vi fra Skatteministeriets side så at sige sat en smule ud på sidelinjen.
Jeg ønsker også, at vi får den størst mulige klarhed over, hvorledes kompensationsmodellen vil blive, men uden at have haft en kompensationsmodel på banen vil jeg alligevel komme med det forholdsvis forsigtige bud, at jeg vil vurdere, at kommunerne og regionerne vil forvente at blive kompenseret på præcis samme måde, som de normalt beder om at blive kompenseret på, nemlig ved at man forhøjer bloktilskuddet, sådan at kommunen samlet set har den samme økonomi til rådighed. Det kan godt være, at lige præcis den konto, der hedder indkøb af personbefordring, busdrift, bliver lidt større, men til gengæld bliver den anden post på den anden side, der hedder bloktilskud fra staten, så også større, når vi ser kommunerne under et.
Det kunne jo være, at den kommune, der nu skal til at udbyde, er lidt mere kritisk, når den vælger, hvad det er for et selskab, der skal komme med servicen, der skal yde leverancen, og så til gengæld bruger pengene på noget andet. Og det kan også være, at der er nogle kommuner, der allerede i dag har udbudt og dermed ikke oplever, at deres drift bliver belagt med en øget lønsumsafgift, og som så, hvis kommunerne og Finansministeriet bliver enige om en bloktilskudsmodel, kan opleve, at deres bloktilskud vil vokse, og at de dermed vil have bedre muligheder.
Lidt anderledes foregår det for DSB. DSB er jo et statsejet selskab. Det har sin egen post på finansloven, og derfor vil min forventning være, at med hensyn til DSB vil det være en forøgelse af den post, som vi har lagt ind på finansloven direkte.
Jeg vil sige, at når nogle har bemærket, at der skulle blive administrativt bøvl og det skulle være meget forfærdeligt, at offentlige virksomheder nu bliver enormt belastet med administrativt bøvl, må jeg bare minde om to ting.
Punkt 1. Vi snakker om en lønsumsafgift, så det, man skal opgøre, er, hvor stor en del af lønsummen der går til aktiviteten her, og så skal man beregne en procentsats. Det anser jeg ikke for at være en voldsomt stor administrativ byrde, når man har fået tilrettet it-systemer m.v. Det er også netop det, vi har peget på i vores bemærkninger til lovforslaget, nemlig at der vil være tilretningsudgifter, men når først det er rettet til, tror jeg ikke, at det bliver den store belastning.
Punkt 2. Skulle det nu være en stor belastning, skal man altså bare huske på, at den belastning påfører Folketinget hver eneste dag gladelig alle de lønsumspligtige virksomheder, der nu engang er, og det er mange. Hvis man f.eks. tager et færgeselskab, som både leverer personbefordring og godsbefordring, altså erhvervsmæssig befordring, er den erhvervsmæssige befordring momspligtig og den personmæssige befordring lønsumsafgiftspligtig. Så de skal lave opdelingen og afregne moms på den ene del og lønsum på den anden del. Det er ikke noget, som jeg hører skulle være det store problem.
Selvfølgelig er der en administrativ opgave, der skal løses, men det er også en opgave, der kan løses, når først man har rettet sine systemer til. Derfor er der ikke tale om de voldsomme administrative byrder, som nogle af ordførerne har forsøgt at tale forslaget op til at medføre.
Jeg kan notere mig, at der især med Ny Alliances principielle tilslutning er et flertal for lovforslaget, men jeg håber, at det vil være muligt for os under udvalgsarbejdet at berolige de partier, der er bekymrede, sådan at det bliver muligt for os at få et endog endnu bredere flertal bag ved forslaget her. Det vil give en mulighed for, at vi får den klare konkurrence, og dermed at når en kommune vælger at udlicitere, kan vi også føle os mere trygge ved, at deres borgere får den bedst mulige service.