Hellerup, den 14. april 2008

 

 

 

Taleseddel ved Foretrædet for Skatteudvalget den 16. april 2008 kl. 9.30.

 

 

 

Lovforslag L46 har til formål at fjerne en afgiftsmæssig forskelsbehandling af offentlig og privat virksomhed. Lovforslagets væsentligste indhold er derfor, at en række virksomheder, der tidligere har været fritaget for at betale lønsumsafgift, nu mister denne fritagelse.

 

Denne tilbagekaldte afgiftsfritagelse medfører dog nogle konkrete administrative problemer m. v. inden for især en række delområder på kultur- og undervisningsområderne.

 

Derfor anfører L46 nogle nye, specifikke undtagelser gældende for både privat og offentlig virksomhed på udvalgte delområder, hvor det ikke vil give konkurrenceproblemer. I §1, stk. 2, nr. 6 (undtagelsesparagraffen) indsættes derfor ”museumsvirksomhed omfattet af museumsloven”.

 

Vi vil opfordre Skatteudvalget til at udvide undtagelserne til også at omfatte de Videnspædagogiske Aktivitetscentre.

 

De Videnspædagogiske Aktivitetscentre omfatter 12 kulturelle institutioner, som modtager driftstilskud via Finanslovens § 20.89.11, hvor der i Finanslovsforslaget for 2008 er afsat 12,6 mill. kr.

 

Disse institutioner er:

 

Historiecenter Dybbøl Banke, Kulturcentret Assistens, Tycho Brahe Planetarium, NaturBornholm, Kystcentret Thyborøn, Lejre Forsøgscenter, Aqua Ferskvandscenter, Middelaldercentret i Nykøbing Falster, Bornholms Middelaldercenter, Økolariet, Fjord & Bælt Centret samt Experimentarium.

 

Disse institutioners formål er alle at formidle viden til såvel uddannelsessektoren som til befolkningen som helhed (livslang læring). De 12 institutioners virksomhed er således i høj grad almennyttig.

 

For at blive optaget på Museumsloven, skal institutionen gennem en godkendelsesprocedure, hvor det skal godtgøres, at institutionen lever op til en række kriterier. Det samme gælder for de Videnspædagogiske Aktivitetscentre (VPAC). Vi skal igennem en temmelig omfattende godkendelsesprocedure, før end man kan komme i betragtning til at modtage et driftstilskud. Der er af Undervisningsministeriet udarbejdet meget konkrete og krævende vilkår, der skal være opfyldte for at en institution kan komme i betragtning til modtagelse af tilskud.

 

Der er af Undervisningsministeriet etableret et rådgivende udvalg bestående af eksperter, der rådgiver et embedsmandsudvalg, der træffer den endelige afgørelse om tilskuddenes størrelse.

 

Altså skal et Videnspædagogisk Aktivitetscenter igennem en lige så krævende procedure for at komme på tilskudslisten som et museum skal igennem for at komme på Museumsloven.

 

Skatteministeren har i sit svar til Skatteudvalget vedr. udvalgets spørgsmål om Experimentariums henvendelse anført: ”Det afgørende for lønsumsafgiftspligten er varernes og ydelsernes art og karakter”.

 

Det er vores påstand, at museerne og VPAC’erne har ydelser af samme art og karakter. Det er derfor VPAC’erne bør fritages for at skulle svare lønsumsafgift.

 

Skatteministeren anfører også, at Regeringen prioriterer lempelse på skat højere end lempelse af skatter og afgifter. Det er vores opfattelse, at lønsumsafgiften – indirekte – er en afgift på arbejde.

 

I betragtning af,

 

at VPACérne yder en tilsvarende almennyttig virksomhed som museerne på Museumsloven og

 

at VPAC’erne skal gennem en lige så kritisk godkendelsesprocedure som museerne

 

taler alting for, at de videnspædagogiske aktivitetscentre også burde fritages for at skulle svare lønsumsafgift.

 

Man kan sige, at de samme argumenter, der har ført Skatteudvalget frem til at vælge at fritage museerne for løsnumsafgift, bør også bringe Skatteudvalget til den konklusion, at VPAC’erne bør fritages.

 

VPACérnes betalte for 2007 tilsammen ca. 1,5 mill. kr. i lønsumsafgift. Heraf tegnede Experimentarium sig for de 924.000 kr.

 

Lovændringen ville således andrage et mindreprovenue på højst 1,5 mill. kr.

 

Med venlig hilsen,

 

 

På vegne af Forum for De Videnspædagogiske Aktivitetscentre

 

 

Asger Høeg

Experimentarium