Til

Folketinget - Skatteudvalget

 

L 46 - Forslag til lov om ændring af lov om afgift af lønsum m.v. (Afgiftsmæssig ligestilling mellem offentlig og privat virksomhed m.v.)

Hermed sendes i 5 eksemplarer kommentarer til henvendelse af den 4. februar 2008 fra Organisationen Danske Museer (L 46 - bilag 7).

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

 

 

                            / Lene Skov Henningsen

 

 

 

 

 

 

 


 

Organisationen Danske Museer, der er interesseorganisation og et samarbejdsorgan for danske museer og tilsvarende institutioner, har den 4. februar 2008 skrevet til Skatteudvalget og givet udtryk for tilfredshed med, at statslige og statsanerkendte museer omfattet af museumsloven ifølge lovforslaget er fritaget for lønsumsafgift.

Imidlertid finder Organisationen Danske Museer ikke nogen saglig grund til, at det kun er museer på Kulturministeriets område, som skal være omfattet af fritagelsen.

Organisationen Danske Museer oplyser, at ud over museer omfattet af museumsloven, findes der en række museer på Videnskabsministeriets område i tilknytning til universiteterne, etatsmuseer og mindre museer over hele landet. I følge Organisationen Danske Museer bør der ikke henstå tvivl om, at disse også er omfattet af undtagelsesbestemmelsen, idet lovforslaget ellers vil medføre ny konkurrenceforvridning museerne indbyrdes.

Organisationen Danske Museer foreslår, at lovforslaget ændres så "museumsvirksomhed" frem for kun "museer omfattet af museumsloven" er omfattet af fritagelsesbestemmelsen.

Efterfølgende har Organisationen Danske Museer tilsendt Skatteministeriet en medlemsfortegnelse indeholdende knap 200 medlemmer, hvoraf cirka 60 medlemmer ikke er omfattet af museumsloven. Hertil kommer et antal konserveringscentre.

 

Kommentar:

Museumsvirksomhed i henhold til museumsloven udøves af de kulturhistoriske museer, hvor Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum, kunstmuseerne, hvor Statens Museum for Kunst er Danmarks hovedmuseum for billedkunst og de naturhistoriske museer, hvor Zoologisk Museum, Geologisk Museum og Botanisk Museum under Københavns Universitet  sammen med Botanisk Have under Københavns Universitet udgør Statens Naturhistoriske Museum, der udfører hovedmuseumsopgaven inden for det naturhistoriske område.

De statslige hovedmuseer inden for kulturhistorie og billedkunst samt enkelte andre museer hører under Kulturministeriets område, mens de nævnte naturhistoriske museer samt hovedmuseet Statens Naturhistoriske Museum hører under Videnskabsministeriets område.

Udover disse statslige museer omfatter museumsloven også en række statsanerkendte museer. Omkring 125 museer er i dag statsanerkendte. For at opnå statsanerkendelse skal et museum opfylde en række vilkår, som er nærmere angivet i museumslovens § 14.

For de statslige og de statsanerkendte museer, som er omfattet af museumsloven,  gælder der således særlige forpligtelser. De er underlagt en lang række aktivitetskrav, som medfører bindinger for museerne.

Disse museer skal i et vist omfang udbyde aktiviteter, hvor de ikke (nødvendigvis) får dækning for deres udgifter, som i stedet må dækkes af offentlige tilskud. Det følger heraf, at museerne ikke har frie rammer for tilrettelæggelsen af deres aktiviteter. En kerneaktivitet er eksempelvis formidling af den danske kulturarv, uden at der samtidig søges skabt en økonomisk gevinst.

Som udgangspunkt skal besøgende betale entré for at få adgang til museerne. Der er dog på såvel statslige som statsanerkendte museer indført gratis entré for en række besøgende.

Museer, som ikke er omfattet af museumsloven, udbyder også museumsaktiviteter, men de er ikke underlagt de helt særlige krav som museerne, der er omfattet af museumsloven. De har således mulighed for at tilrettelægge deres aktiviteter med henblik på en økonomisk rentabel drift af museet.

Disse museer betaler i dag lønsumsafgift, og L 46 indeholder ingen ændring i dette forhold.

Efter 1. behandlingen af L 46 er jeg dog blevet opmærksom på mindst ét museum, der drives i tilknytning til en institution omfattet af universitetsloven, uden at det pågældende museum samtidig er statsanerkendt i henhold til museumsloven. Jeg tænker her på Steno Museet i tilknytning til Det Naturvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet.

Jeg er således enig med Organisationen Danske Museer i, at museumsvirksomhed i tilknytning til universiteter fortsat skal være fritaget for lønsumsafgift. Dette skal naturligvis også gælde, hvor museumsvirksomhed i tilknytning til et universitet ikke samtidig er enten direkte nævnt i museumsloven eller statsanerkendt i henhold til museumsloven, når driften af museet i øvrigt opfylder museumslovens formålsbestemmelser.

Derfor agter jeg i forbindelse med 2. behandlingen af L 46 at fremsætte ændringsforslag, således at fritagelsen for lønsumsafgift for museumsvirksomhed udvides til også at omfatte museumsvirksomhed i tilknytning til universitetsloven.

Med hensyn til hvilke museer, der er statsanerkendte og dermed omfattet af museumsloven, og hvilke museer, der ikke er omfattet af museumsloven, finder jeg ikke, at skatte- og afgiftsreglerne er hensigtsmæssige at benytte til denne afgrænsning.

I dag er det Kulturministeriet, som tager stilling til, om et museums virksomhed opfylder betingelserne for statsanerkendelse og dermed bliver omfattet af museumsloven. Jeg mener, at Kulturministeriet også i fremtiden vil være bedst til at foretage denne vurdering.