Dato:

11. marts 2008

Kontor:

Lovkontoret

J.nr.:

2007/4000-95

Sagsbeh.:

MMI

Fil-navn:

Besvarelse

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 2 ad L 65 stillet af Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 22. februar 2008.

 

 

Spørgsmål:

”Ministeren bedes uddybe, hvad der menes med alvorlige forstyrrelser på arbejdsmarkedet”, hvorefter reglerne vil kunne forlænges til 1. maj 2011, jf. bemærkninger til lovforslaget.”

Svar:

Tiltrædelsestraktaterne for henholdsvis Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Ungarn, Polen, Slovenien og Slovakiet og Bulgarien og Rumænien indeholder bestemmelser vedrørende nationale overgangsforanstaltninger for arbejdskraftens fri bevægelighed.

 

Overgangsforanstaltninger gør det muligt for de gamle EU-lande i en femårig overgangsperiode at regulere tilgangen af arbejdskraft fra de 10 østeuropæiske EU-lande. Et medlemsland, der opretholder nationale overgangsforanstaltninger, kan ved udgangen af den 5-årige periode fortsætte med at anvende disse foranstaltninger indtil udgangen af det syvende år efter udvidelsen under forudsætning af, at der forekommer eller er risiko for alvorlige forstyrrelser på arbejdsmarkedet, og efter at Kommissionen er blevet underrettet herom.

 

Det vurderes, at forudsætningen om, at der forekommer eller er risiko for alvorlige forstyrrelser på arbejdsmarkedet skal fortolkes således, at en medlemsstat, der ønsker at fortsætte med at anvende nationale overgangsordninger efter udløbet af den 5-årige periode, skal kunne dokumentere, at medlemsstaten udsættes for eller forventer forstyrrelser på arbejdsmarkedet, som vil kunne udgøre en alvorlig risiko for levestandarden eller beskæftigelsen i en bestemt region eller i et bestemt erhverv. Hertil kommer, at medlemsstaten efter bestemmelsen skal forelægge alle relevante oplysninger for Kommissionen. Det vurderes nødvendigt at kunne påvise en årsagssammenhæng mellem tilgang af arbejdskraft fra de østeuropæiske medlemsstater og konstaterede alvorlige forstyrrelser på arbejdsmarkedet.