Offentliggjort 2. december 2003 22:41  /  Opdateret 2. december 2003 22:53

Bred aftale om østarbejdere på plads

Regeringen indgik tirsdag aften som forventet en bred aftale, der skal sikre mod et stormløb mod de danske velfærdsydelser, når EU udvides med en række østeuropæiske lande.

Kun Dansk Folkeparti og Enhedslisten står uden for aftalen, der bl.a. betyder, at borgere fra de nye EU-lande mister både arbejds- og opholdstilladelse i Danmark, hvis de ikke har et job. Dermed vil de heller ikke have ret til danske ydelser som f.eks. dagpenge eller sygedagpenge.

Aftalen skal også sikre mod, at f.eks. polske arbejdere kan komme til Danmark og virke som løntrykkere, når vores store nabo mod syd optages i EU. Det bliver nemlig en forudsætning for lopholds- og arbejdstilladelse, at borgere fra de nye EU-lande har et job i Danmark på vilkår, som svarer til dem, der gælder på det danske arbejdsmarked.

Kan sove trygt

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) glæder sig over det brede forlig.

- Nu kan danske lønmodtagere sove trygt og roligt. EU-udvidelsen vil ikke føre til løntrykkeri på det danske arbejdsmarked. Og virksomhederne kan glæde sig over, at de får adgang til arbejdskraft fra de nye EU-lande. Og vi kan alle glæde os over, at vi har fået sat et hegn om de danske velfærdsordninger, siger Claus Hjort Frederiksen.

Aftalen indebærer også, at der skal føres bedre kontrol med borgere, som tager danske sygedagpenge med til udlandet. Endvidere skal alle, der vil søge børnepasningsorlov, ansøge om det før 1. april næste år. Det udelukker borgere fra de nye EU-lande, der først kommer med i EU en måned senere. SF står uden for aftalepunktet om børnepasningsorlov.

Selv om regeringen og forligspartierne mener, at de har fundet effektive midler til hindre dræning af de danske velfærdsydelser, er det samtidigt aftalt, at arbejdsmarkedet overvåges grundigt for at følge tilgangen af de nye primært østeuropæiske arbejdstagere.

Forligspartierne har endvidere aftalt at mødes hvert halve år for eventuelt at justere aftalen.

/ritzau/