Folketingets Udvalg for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Christiansborg

1240 København K

 

København, den 5. maj 2008

Sagsnr. 10196

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 7. april 2008 udbedt sig min besvarelse af spørgsmål 3 i forbindelse med ændringsforslag til innovationsloven, LF 92.

 

Spørgsmål 3:

”Hvordan vil ministeren sikre en bredere repræsentation af økologiske synspunkter i Innovationsudvalget?”

 

Svar:

Ændringen af innovationsloven med sammenlægningen af de 2 udvalg ændrer ikke på det forhold, at alle økologiske projekter fortsat skal forelægges for Det Økologiske Fødevareråd.

Det betyder, at Det Økologiske Fødevareråd fortsat er rådgivende vedrørende alle økologiske innovations-, udviklings- og forskningsprojekter, herunder udviklingsprojekter med et kommercielt sigte samt økologiske forskningsprojekter. Det nye Innovationsudvalg kan således først træffe sin afgørelse vedrørende økologiske udviklingsprojekter med kommercielt sigte og økologiske forskningsprojekter, herunder vedrørende det primære jordbrug, når Det Økologiske Fødevareråd har afgivet sin indstilling til Innovationsudvalget.

De økologiske synspunkter vil således blive tilgodeset både ved behandlingen af projekterne i Det Økologiske Fødevareråd og ved den efterfølgende behandling i det nye Innovationsudvalg, hvor bl.a. Økologisk Landsforening vil være repræsenteret.

I øvrigt vil lovforslagets bestemmelser om nye og ændrede tilskudsmuligheder for især små og mellemstore virksomheder også være gældende for økologiske udviklings- og forskningsprojekter.

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

/ Søren Sørensen