|
|
J.nr. MST-705-00027 |
|
|
|
|
|
|
Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 12 (L 134) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Svar:
Der er allerede i bemærkningerne til lovforslaget lagt op til, at der skal ske en evaluering af det beløb, som producenterne skal betale pr. kg. markedsført batteri i 2010, da beløbet i lovforslaget er fastsat på baggrund af estimater om dels den samlede mængde markedsførte batterier og dels kommunernes omkostning til at leve op til bekendtgørelsens krav.
Det er estimeret, at den kommunale indsamling samlet vil koste 10 mio. kr. årligt, svarende til gennemsnitligt 100.000 kr. pr. kommune. Vurderingen baserer sig på oplysninger om omkostninger fra kommuner, der i dag indsamler batterier.
Kommunerne kompenseres for udgifterne forbundet med indsamlingen via det udvidede totalbalanceprincip. Når der kompenseres efter det udvidede totalbalanceprincip indebærer dette, at kommunerne under ét kompenseres for de udgifter, der er forbundet med den opgave, staten har pålagt dem.
Hvis det efterfølgende viser sig, at niveauet ligger over eller under fuld omkostningsdækning, vil beløbet blive ændret med henblik på fuld omkostningsdækning over en 4-årig periode.