Â
	J.nr. MST-705-00027
	Den

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 6 (L 134) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål "Vil ministeren - som teknisk bistand - udarbejde et lovforslag, der indebærer at kommunerne kompenseres økonomisk efter hvor store batterimængder, der indsamles?"

     

 

Svar

Lovforslaget indeholder ikke bestemmelser vedrørende kompensation til kommunerne for indsamling af de bærbare batterier. Fordelingen af producenters betaling til kommunerne fremgår af bemærkningerne, hvor det er anført, at ”miljøministeren opkræver betalingen, der tilføres kommunerne efter det udvidede totalbalanceprincip.”

 

I miljøbeskyttelsesloven er der en eksisterende hjemmel til, at ministeren kan fastsætte regler om kommunal indsamling af batterier (§ 44, stk. 1), og lovforslaget indeholder derfor alene en hjemmel i § 9 u, stk. 2, til, at producenterne skal finansiere den kommunale indsamling, når de markedsfører bærbare batterier.

 

Hvis der skulle vælges en anden form for kompensering end det udvidede totalbalanceprincip, ville et ændringsforslag således alene bestå af bidrag til betænkning, der forklarede den valgte model.

 

Hvis man skulle vælge en model, hvor Kommunerne kompenseres i forhold til den mængde batterier, de indsamler, kunne man i betænkningen skrive:

 

”Kommunerne kompenseres årligt på baggrund af den mængde batterier, der er indsamlet i den enkelte kommune. Det beløb, der er afsat til indsamling af batterier, fordeles i forhold til det samlede kg batterier, der er indsamlet, og fordeles herefter mellem kommunerne. ”

 

Jeg tager udgangspunkt i, at det fortsat skal ligge fast, hvor meget indsamlingen gennemsnitligt kan koste kommunerne. Dette vurderes hensigtsmæssigt, idet det ellers vil være muligt for kommunerne at komme med en regning til producenterne for den årlige indsamling uden nogen form for begrænsning af omkostningerne. Det er således en fast pulje, der skal fordeles til kommunerne.

 

Jeg mener derfor ikke, at ordningen vil give et samlet øget incitament til kommunerne, da der blot bliver tale om en omfordeling kommunerne imellem.

 

Jeg skal desuden bemærke, at der i beregningen af omkostninger på 10 mio. kr. er taget udgangspunkt i, at der forventes en indsamling på 50 pct. bærbare batterier. Det kan i øvrig oplyses, at det i batteridirektivet er fastsat, at medlemsstaterne i 2012 skal nå op på en indsamlingsprocent på 25 pct. og i 2016 indsamle 45 pct.

 

Det kan afslutningsvis nævnes, at der almindeligvis ikke anvendes andre fordelingsnøgler end det udvidede totalbalanceprincip, når der er tale om beløb i den foreliggende størrelse, idet dette ville være forbundet med overordentligt store administrative omkostninger.

 

Jeg vil derfor ikke anbefale, at der vælges en kompensation, der baserer sig på de indsamlede mængder.