Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

KFO, CAP/ J.nr. 2008-1676

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 5. maj 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 22. april 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 49 (Ad L 154).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 49:

 

”Ministeren bedes redegøre for forskellen på beregning af hjælp efter kommunale standarder (hjemmehjælp) og hjælp som BPA?”

 

Svar:

 

Der tages i besvarelsen udgangspunkt i, at spørger med ”beregning af hjælp efter kommunale standarder (hjemmehjælp)” henviser til grundlaget for afgørelser om personlig pleje og praktisk hjælp efter § 83 i serviceloven.

 

Formålet med lovforslag om borgerstyret personlig assistance er at skabe en mere fleksibel ordning. Med forslaget vil det i højere grad end i dag blive muligt at tilbyde ordninger, der tager udgangspunkt i borgerens selvbestemmelse og som kan tilpasses den enkelte borgers ønsker og behov. Derved forbedres muligheden for, at borgere med omfattende funktionsnedsættelser kan fastholde eller opbygge et selvstændigt liv. Hjælpen til borgerstyret personlig assistance udmåles, i lighed med de gældende regler for servicelovens § 96, til pleje, overvågning og ledsagelse.

 

Den udmålte hjælp efter § 96 forudsættes at dække borgerens samlede hjælpebehov, jf. lovforslagets bemærkninger til de enkelte bestemmelser (§ 1, nr. 10), med mindre borgeren ønsker at en del af hjælpen leveres efter f.eks. § 83 om praktisk og personlig hjælp.

 

Det er ikke hensigten med lovforslaget at ændre på forholdet mellem afgørelser om hjælp efter § 83 og udmåling af hjælp efter § 96. Afgørelser om personlig og praktisk hjælp skal således fortsat træffes på grundlag af en konkret og individuel vurdering af borgerens behov for hjælp. Hjælpen skal indgå som et led i kommunens øvrige sociale og sundhedsmæssige tilbud til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

 

Kommunalbestyrelsen skal mindst en gang om året udarbejde en kvalitetsstandard for bl.a. personlig og praktisk hjælp. Kvalitetsstandarden skal skabe gennemsigtighed om sammenhængen mellem det politisk fastsatte serviceniveau, de konkrete afgørelser og de leverede ydelser. Borgerne skal ved hjælp af kvalitetsstandarden kunne orientere sig om serviceniveauet, og derigennem danne sig et billede over, hvad de som udgangspunkt kan forvente, hvis de får behov for hjælp.

 

Det kommunalt fastsatte serviceniveau er således udgangspunktet for, hvad borgeren kan forvente af hjælp. Serviceniveauet skal dog fraviges i de tilfælde, hvor borgerens behov nødvendiggør det. Ved vurderingen af det konkrete behov for hjælp skal kommunen bedømme ansøgerens samlede situation.

 

 

 

 

Karen Jespersen

 

/Karin Munk Petersen Â