Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 5. maj 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 28. april 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 84 (Ad L 154).

 

­

 

Spørgsmål nr. 84:

 

”Hvad ville være til hinder for en bestemmelse om, at behov for hjælp efter flere forskellige bestemmelser, f.eks. §§ 83/95 og 97 (ledsageordning) og § 100 (håndsrækninger) altid bør føre til, at hjælpen søges samlet i én bestemmelse, f.eks. § 96, stk. 3, hvorved der kan opnås en administrativ lettelse?”

 

Svar:

 

Servicelovens forskellige handicapkompenserende ydelser indeholder hver især mulighed for at give hjælp med et specifikt formål i forhold til borgerens nedsatte funktionsevne. På grund af variationen i de specifikke formål med hjælpen efter hver bestemmelse vurderes det på nuværende tidspunkt ikke at være hensigtsmæssigt at indføre en bestemmelse, der forpligter kommunerne til altid at samle hjælpen under en bestemmelse, hvis der er tale om behov, som hører under nogle udtrykkeligt angivne paragraffer.

 

Den foreslåede formulering af servicelovens § 96, stk. 3, skal ses som udtryk for et ønske om at give kommunerne mulighed for at bevilge en BPA-ordning, hvis en sådan ordning vurderes at være den mest hensigtsmæssige måde at tilrette hjælpen på. Det har ikke været muligt efter de gældende regler.

 

 

 

Karen Jespersen

 

/Karin Munk Petersen