L 162 Forslag til lov om ændring af kildeskatteloven og andre skattelove.

(Ændring af skatteordningen for udenlandske forskere og nøglemedarbejdere m.v.).

Af: Skatteminister Kristian Jensen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 28-03-2008

Fremsættelse: 28-03-2008

Fremsættelsestale af lovforslag

20072_l162_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (28. marts 2008)

Skatteministeren (Kristian Jensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om

(Lovforslag nr. L 162).

Dette lovforslag er et led i udmøntningen af den aftale, som regeringspartierne sammen med Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance har indgået om en jobplan, som vil skaffe mere arbejdskraft i Danmark.


Der er hårdt brug for flere hænder og hoveder på det danske arbejdsmarked. Det skal gøres lettere og mere attraktivt for højtuddannede og højt kvalificerede medarbejdere at opholde sig i længere tid i Danmark. Derfor foreslår regeringen at forbedre den særlige skatteordning for forskere og nøglemedarbejdere, der rekrutteres i udlandet.


Den særlige skatteordning giver mulighed for at arbejde her i landet på særlige skattevilkår i form af bruttobeskatning på 25 pct. + arbejdsmarkedsbidrag i indtil tre år, men når de tre år er gået, er der risiko for, at mange vil forlade Danmark igen.


Den særlige skatteordning har i mange tilfælde et for kort perspektiv for udenlandske forskere og nøglemedarbejdere, som skal vælge, om de vil flytte til Danmark. Desuden sker rekrutteringen for forskeres vedkommende ofte i forlængelse af kortere ophold som gæsteundervisere eller lignende, hvor der er indtrådt fuld eller begrænset skattepligt til Danmark. Sådanne forskere vil ikke i øjeblikket kunne gøre brug af den særlige skatteordning, hvilket ikke er hensigtsmæssigt.


Regeringen foreslår derfor en justering af den særlige skatteordning, således at det bliver muligt at vælge mellem bruttobeskatning med 25 pct. i tre år eller en bruttobeskatning på 33 pct. i fem år. Regeringen foreslår desuden, at forskere fremover skal kunne gøre brug af ordningen, selvom de har været skattepligtige til Danmark af lønindkomst i forbindelse med kortere ophold som gæsteundervisere og lign. på et universitet eller en anden forskningsinstitution inden for de seneste tre år.


Desuden foreslås forskellige tekniske justeringer af ordningen.


Lovforslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser, og det har ikke EU-retlige konsekvenser. Lovforslaget skønnes at medføre et årligt provenutab i størrelsesordenen 10 mio. kr.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.