Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 9 vedrørende forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, våbenloven og lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Styrkelse af indsatsen mod ulovlige skydevåben og knive på offentligt tilgængelige steder) (L 171), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 21. april 2008.
Lene Espersen
/
 Lars Hjortnæs
Spørgsmål nr. 9 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, våbenloven og lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Styrkelse af indsatsen mod ulovlige skydevåben og knive på offentligt tilgængelige steder) (L 171):
â€Kan ministeren
garantere, at unge under 18 ikke kommer i fængsel som følge af skærpelserne med
hensyn til
1) skydevåben og
2) knive?â€
Svar:
Som der nærmere er redegjort for i lovforslagets bemærkninger, kan der allerede i dag fastsættes ubetinget frihedsstraf for ulovlig besiddelse mv. af skydevåben på offentligt tilgængelige steder, og som udgangspunkt fastsættes der også ubetinget frihedsstraf i gentagelsestilfælde for ulovlig besiddelse af knive på offentligt tilgængelige steder. Med lovforslaget lægges der op til en skærpelse af straffene på dette område, og skærpelsen vil ligesom de gældende strafniveauer også omfatte unge under 18 år.
Særligt med hensyn til ulovlig besiddelse af knive på offentligt tilgængelige steder bemærkes, at det er forudsat i lovforslagets bemærkninger, at straffen for unge under 18 år kan gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Det bemærkes, at efter straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2, skal dømte under 18 år, som skal afsone en fængselsstraf, anbringes i institution mv., medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod anbringelse uden for fængsel eller arresthus. Unge under 18 år vil således som udgangspunkt ikke skulle afsone en fængselsstraf i et fængsel eller arresthus.
 Â