Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 I forbindelse med behandlingen af (L 56) Forslag til Lov om almen voksenuddannelse og om anerkendelse af realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse og i hf-uddannelsen og uddannelsen til studentereksamen (avu-loven) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 10. marts 2008 stillet mig følgende spørgsmål:

Spørgsmål 12:

” Vil ministeren kommentere henvendelsen af 6/2-08 fra LVU, jf. L 56 - bilag 7? ”

 

Svar:

Vilkårene for avu-institutionerne forringes ikke med lovforslaget. Tværtimod får institutionerne flere muligheder for at imødekomme de svagere kursisters behov.

 

Lovforslaget indebærer ikke besparelser på avu-området, jf. de økonomiske bemærkninger i lovforslaget.

 

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget (jf. pkt. 3.5.5) indføres med reformen af almen voksenuddannelse begrebet uddannelsestid til afløsning af begrebet vejledende timetal. Uddannelsestidsbegrebet, som allerede anvendes i de gymnasiale uddannelser, er et udtryk for den samlede lærerstyrede kursistaktivitet. Uddannelsestid er derved et bredere og mere fleksibelt begreb end lektioner.

 

For at skabe større fleksibilitet og overskuelighed for avu-kursisterne vil en række af fagene blive tilrettelagt og udbudt på hvert af niveauerne G, F, E og D. Dette vil være særligt til gavn for de svagere kursister. Samtidig undgås niveauspring.

 

For yderligere at styrke fleksibiliteten vil institutionerne få mulighed for at udbyde fag i mindre enheder, dvs. elementer af fag inden for hvert af de nævnte niveauer.

 

For særligt at tilgodese kursister med meget svage forudsætninger bliver flere fag udvidet med et basisniveau; det gælder dansk, dansk som andetsprog og matematik, samtidig med at basisniveauet på matematik, engelsk og grundlæggende it bevares.

 

Udover fagenes uddannelsestid skal institutionerne tilbyde kursisterne lærerstyret supplerende, differentieret undervisning. Herved opnås en mulighed for yderligere uddannelsestid, som navnligt kan komme fagligt svage kursister til gode.

 

Endelig sker optagelse og indplacering på niveau fortsat via en konkret vurdering af ansøgerens forudsætninger. Hvis en ansøger vurderes at have for svage forudsætninger for at kunne følge et avu-fag på laveste niveau, henvises til andre tilbud, fx forberedende voksenundervisning.

 

Som det fremgår at mit svar på spørgsmål 1, er det erfaringen, at institutionerne ikke efterspørger højere timetal, men snarere udbyder færre timer end det gældende vejledende timetal.

 

 

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder