(Ordfører)
Morten Messerschmidt (DF):
Jeg tror, der er en eller anden sang i en kategori, som jeg ikke normalt beskæftiger mig med, der hedder noget i retning af: Dine læber siger ja, men dine øjne siger nej. Jeg ved ikke, hvorfor jeg kommer til at tænke på det, når jeg hører fru Mette Gjerskov tale - men det er jo sådan lidt nødtvungent, at man tilslutter sig det forlig, vi har indgået, for straks man havde opremset, hvad det er, vi har aftalt og er blevet enige om, havde man travlt med at nævne alle de ting, som vi i øvrigt ikke er enige om, og alle de områder, hvor man tager forbehold og i øvrigt slet ikke vil være med.
Jeg vil sige, at hele den her debat jo er præget af en mærkelig mavesurhed. Jeg kan huske, at der for en 14 dages tid siden i et af dagbladene kom en opgørelse over, at man mente, at borgerlige var sådan grundlæggende mere lykkelige end venstreorienterede. Og det synes jeg at jeg på enhver måde får bekræftet her i dag. Jeg har aldrig hørt noget så surt som det, jeg hele tiden hører fra venstrefløjen; enten er det Greve Kommunes kloaknet, der er under skarpt angreb af VOK-flertallet, eller også er det kloden, der er ved at gå under. Og man sammenligner med de fem forbandede år.
Det er godt nok trist, særlig henset til at man faktisk har stemt for det forlig, vi blev enige om den 21. februar. Hvis man bliver så trist af at stemme for et forlig, tør jeg da slet ikke tænke på, hvordan det er, hvis man stemmer imod et forlig.
Vi har fået en, synes jeg, spændende redegørelse fra klima- og energiministeren om de initiativer, som man har taget, og de planer, som man lægger for årene frem for dansk energipolitik. Og der er en lang række områder, hvor jeg og Dansk Folkeparti må erklære os fuldstændig enige med regeringen.
For det første tror jeg, det er meget, meget væsentligt at slå fast, at energipolitik ikke længere handler om, hvorvidt vi har spænding i stikkontakterne, eller om vi har varme i varmerørene, energipolitik handler i stadig stigende grad også om magtpolitik. Det er ikke mere end et par måneder siden, at det kom frem, at den tidligere russiske præsident Vladimir Putins doktordisputats rent faktisk hedder: Energipolitik er magt.
Det er så evident, og vi ser det i øjeblikket i Østeuropa, hvor Rusland via Ukraine, Georgien og også igennem EU forsøger at gennemtrumfe og dominere sine interesser. Men vi ser det jo i særdeleshed også i det stadig mere og mere ustabile Mellemøsten, hvor despoter og folk, der overhovedet ingen respekt har for menneskerettighederne, men kun for sig selv og deres bizarre religiøse følelser, altså har en meget, meget afgørende indflydelse på vores energiforsyning og dermed på vores økonomi.
Det er selvsagt helt uacceptabelt, og derfor er det for os i Dansk Folkeparti et kerneområde i energipolitikken at sikre mere uafhængighed. Vi vil ikke være afhængige af folk, som kan finde på at sætte ambassader i brand, fordi man kommer til at tegne en bestemt profet. Vi vil ikke være afhængige af folk, der går ind for stening. Og vi vil ikke være afhængige af en region i et sådant omfang, som vi er i dag, der fuldstændig mangler demokrati og almindelige fundamentale frihedsrettigheder.
Derfor er det afgørende for os, at vi arbejder os langsomt hen imod større uafhængighed, og det har jeg forstået at der trods alt er en vis enighed om. Derfor kan jeg også undre mig over den, synes jeg, noget ugennemtænkte modstand imod aftalen mellem ikke bare Dansk Folkeparti og regeringen, men faktisk også Ny Alliance, om at ophæve brændselsrestriktionerne på de centrale kraft-varme-værker.
Sagen er jo, at alle, der har en nogenlunde nøgtern tilgang, nej, der har jeg nok indskrevet for få, men alle, der har en eller anden tilgang til klimapolitikken og energipolitikken, ved, at vi ikke i nær fremtid - og nok heller ikke i en ikke så nær fremtid - bliver uafhængige af kul. Kul er en helt afgørende energiforsyning, en helt afgørende energikilde, særlig henset til, som det også fremgår af redegørelsen her, at vi jo altså i hvert fald i Danmark har en for nedadgående olieproduktion.
Derfor er det kun sund logik, at man sikrer, at det kul, som vi trods alt og uvægerlig skal brænde af, bliver brændt af på de værker, hvor vi får mest mulig energi for 1 t kul. Det giver ikke mening at sige, at vi ikke i Danmark vil brænde kul af, for så bliver alt kullet bare brændt af på de østeuropæiske værker og på de andre europæiske værker, hvor vi får mindre energi.
Hvis man har en bekymring for CO2-udslippet og har en bekymring for partikeldannelsen og alle de andre skadelige effekter, der er ved at afbrænde kul, så må man altså ud fra sådan en almindelig rationel tænkning også gå ind for, at produktionen af energi via kul sker de steder, hvor vi får mest mulig energi for et afbrændt ton kul.
Helt grundlæggende tror jeg man må sige om de muligheder, vi i dag har for at få en mere uafhængig energiproduktion, en energipolitik og en energiforsyning, som ikke er afhængig af den muslimske verden, at de alternativer, vi kender i dag, nok er anvendelige, men ikke langtidsholdbare, de er ikke langtidsbæredygtige. Og det ser vi jo bare ved at kigge på PSO-regnskabet, altså regnskabet over alt det, som vi er nødt til at støtte, vindmøller, biogas, biomasse, termisk energi, bølgeenergi, solceller osv. - alt, hvad vi har, skal have støtte for at kunne overleve.
Det er selvfølgelig godt, at man i en periode vælger at subsidiere noget, sådan at vi kan få en teknologi i gang, men vi må bare aldrig nogen sinde glemme, at formålet med at støtte ikke må være at være der, hvor vi er i dag. Formålet må uvægerlig være, at man på sigt arbejder sig hen imod, at også de vedvarende energikilder bliver konkurrencedygtige. Og særlig i en tid, hvor en tønde olie er helt oppe på omkring 130 US dollar, burde det altså være et muligt mål. Derfor skal målet være, at vi hele tiden satser på forskning og udvikling, måske i virkeligheden i højere grad end at subsidiere de forskellige alternative energikilder, vi kender i dag, for meget.
De økonomiske vismænd har været ude at sige, at det, der ligger på vindmølleområdet, er helt galt. Det er for meget, det er unødvendigt, og det er i virkeligheden skadeligt for markedsmekanismerne, fordi det ikke sikrer det nødvendige incitament til fortsat at udvikle nye energiformer. Det er klart, at hvis man har noget, som vi ved ikke er konkurrencedygtigt, men hvor staten og Folketinget er villige til at pøse en masse penge i det, som det er i dag, så bliver incitamentet til at videreudvikle det og på sigt gøre det konkurrencedygtigt, på sigt skabe et reelt alternativ til kul, olie og alle de ting, som vi ikke bryder os om, mindre.
Derfor må vi sikre, at den måde, vi subsidierer på, altid har det langsigtede mål, uanset om det handler om vind, biomasse, biogas eller andre ting.
En af de helt store energiforbrugende enheder i Danmark er naturligvis transportsektoren. Det er et område, som ikke er omfattet af kvotehandelssystemet, og det er et område, som generelt forbruger store mængder energi. Og der er jeg glad for, at man både i energiforliget og også i redegørelsen lægger op til, at vi skal have en drøftelse af, hvad vi gør målrettet fremover.
Det er helt klart, at transportsektoren er en af de sektorer, som forbruger allermest olie, og som dermed også er allermest - på sigt i hvert fald - afhængig af Mellemøsten. Det kan vi ikke leve med, og derfor må vi finde nogle alternativer.
Tidligere i dag havde vi en drøftelse af forskellige biobrændstoffer, og jeg vil godt slå fast, at for os i Dansk Folkeparti er biobrændstoffer altså et interessant og lukrativt fremtidsscenarie. Man skal bare holde sig for øje, at man aldrig nogen sinde skal bevæge sig over i den situation, hvor det er fødevarer, der bruges til at frembringe biobrændstoffer. Det er klart uacceptabelt, at man står og fylder fødevarer i benzintanken, samtidig med at der er flere og flere i verden, som sulter, og som ikke kan få mad på bordet. De to ting skal vi være meget fokuseret på.
Men der er jo teknologier, som sikrer, at man kan fastholde en udvikling i biobrændstoffer og ikke bruge fødevarer dertil, nemlig andengenerationsteknologien. Og jeg synes, det er godt, at regeringen nu lægger op til på EU-plan at få en certificeringsordning, sådan at man blandt alle EU's lande bliver enige om, hvad det præcis er, vi kan og vil bruge til biobrændstoffer.
Et andet område er selvfølgelig elbiler, og jeg synes, at det, vi har set inden for den sidste måned, hvor DONG Energy har lanceret, hvad jeg vil betragte som et meget ambitiøst og positivt udspil for netop at introducere elbiler på det danske marked, jo er et knippelgodt eksempel på, at det ikke altid er staten, der skal drive tingene frem.
Godt nok er DONG Energy stadig statsejet, men det er jo et aktieselskab, som fungerer fuldstændig ud fra nogle privatøkonomiske overvejelser, ligesom alle andre, der er omfattet af aktieselskabsloven. Derfor er det et rigtig godt eksempel på, at den private sektor også er en medspiller. Og jeg tror, det er vigtigt, at den milliard, som vi med energiforliget kommer op på at bruge hvert år til at forske i nye energiformer, bliver brugt i et stærkt samarbejde med den private sektor.
Det sidste område, som jeg vil nævne, og som jeg synes desværre ikke spiller så stor en rolle i den energipolitiske redegørelse, er en af de ting, som vi i Dansk Folkeparti har lagt meget vægt på i forbindelse med energiforhandlingerne, nemlig at man fremover, når man udbygger med mere vedvarende energi, ikke bare skal tage hensyn til naturområder og løvfrøer, og hvad vi ellers har, som er gældende i de regler, vi har i dag i forbindelse med VVM-undersøgelser osv., men at man også skal tage hensyn til mennesker.
Vi får alle, tror jeg, i Folketinget dagligt henvendelser fra folk, der bor tæt på kæmpestore vindmøller, og som har store problemer med lavfrekvent støj, store problemer med skygge og lyskast, store problemer generelt, og jeg synes, at et af de virkelig gode fremskridt i det energiforlig, vi har indgået, er, at de mennesker fremover vil opnå en erstatning for den skade, som de har lidt. Det er et af de fingeraftryk, som jeg er stolt af.
Med de ord siger jeg tak til formanden.