Med baggrund i den aktuelle skandale i Tyskland vedrørende en række »prominente« borgeres hemmelige konti i Liechtenstein og brug af Liechtensteins banker m.v. til skatteunddragelse har den tyske kansler Angela Merkel bebudet en række initiativer i EU mod de europæiske skattelylande, Liechtenstein og Monaco m.v.
Det er SF's opfattelse, at det er vigtigt, at Danmark i EU støtter Tyskland i dets initiativer.
Samtidig kan det konstateres, at Eu's rentedirektiv (direktiv 2003/48/EF) ikke fungerer tilfredsstillende over for de pågældende lande.
Der tilbageholdes kun ganske små beløb i renteskat til EU-landene, og Danmark modtager kun ganske små beløb fra de pågældende lande.
Samtidig viser det sig, at danske skatteydere ikke selv selvangiver de rentebeløb, hvor der tilbageholdes renteskat i landene med bankhemmelighed, hvilket betyder, at de danske kontohavere har de pågældende konti til sorte penge.
Spørgeren har derfor i Folketingets Skatteudvalg anmodet om en række konkrete oplysninger og skatteministerens stillingtagen til forslag til initiativer.