Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. S<DOCUMENT_START> 1298, som medlem af Folketinget Karen Hækkerup (S) har stillet til justitsministeren den 21. april 2008.

 

 

 

Lene Espersen     

/

Ole Hasselgaard


Spørgsmål nr. S 1298 fra medlem af Folketinget Karen Hækkerup (S):

 

”Vil ministeren sikre, at Rigsadvokatens aktuelle undersøgelse af mulighederne for forbud mod Hizb-ut-Tahrir omfatter oplysningerne om organiserede pengeoverførsler fra Hizb-ut-Tahrir i Danmark til foreningens afdelinger i mellemøsten, jf. begrundelsen, og finder ministeren, at oplysningerne om pengeoverførsler kan føre til, at undersøgelsen kan fremskyndes?”

 

Svar:

 

Rigsadvokaten afgav i januar 2004 en redegørelse om en eventuel opløsning af Hizb-ut-Tahrir i henhold til grundlovens § 78. Rigsadvokatens konklusion i redegørelsen var, at der ikke var grundlag for at søge Hizb-ut-Tahrir opløst ved dom, idet der ikke ville kunne føres det fornødne bevis for, at betingelserne i grundlovens § 78 for opløsning af foreningen var opfyldt.   

 

I forlængelse af en dom af 28. februar 2007 fra Østre Landsret, hvorved Hizb-ut-Tahrirs talsmand blev idømt 60 dages fængsel, anmodede Justitsministeriet Rigsadvokaten om at overveje, om landsrettens dom giver Rigsadvokaten anledning til på ny at undersøge, om der er grundlag for at søge foreningen Hizb-ut-Tahrir opløst ved dom.      

 

Rigsadvokaten overvejer for tiden dette spørgsmål. Rigsadvokaten har over for Justitsministeriet oplyst, at det i den forbindelse indgår, om der – udover den nævnte dom – i øvrigt skulle foreligge nye oplysninger om Hizb-ut-Tahrir, der kunne give grundlag for at iværksætte en ny undersøgelse af sagen. 

 

I et interview, som blev bragt i Morgenavisen Jyllandsposten den 20. april 2008, har et tidligere medlem af Hizb-ut-Tahrir oplyst, at organisationens medlemmer betaler 10 pct. af deres nettoløn til organisationen. En del af disse midler går ifølge den pågældende til Hizb-ut-Tahrirs aktiviteter i Danmark, men organisationen sender også hver måned penge ud af landet til den internationale gren af Hizb-ut-Tahrir, herunder til organisationens afdelinger i Mellemøsten og Centralasien.

 

Rigsadvokaten har oplyst, at man på baggrund af artiklen i Morgenavisen Jyllandsposten har taget skridt til at få afhørt det tidligere medlem af Hizb-ut-Tahrir bl.a. med henblik på om muligt at få uddybet de oplysninger om pengeoverførsler, som kom frem i forbindelse med interviewet. De oplysninger, der måtte fremkomme ved en afhøring af den pågældende, vil blive inddraget i Rigsadvokatens vurdering af, om der er anledning til at indlede en ny undersøgelse af, om der er grundlag for at søge Hizb-ut-Tahrir opløst ved dom. 

 

Rigsadvokatens redegørelse forventes at foreligge i slutningen af maj 2008. Â