Sekretariat |
|
Den 6. februar 2009 |
|
|
|
|
SUPPLERENDE NOTAT til FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Ansøgning om godkendelse til markedsføring i EU af genetisk modificeret majs Bt11 (C/F/96.05.10) i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF
Danmark modtog den 1. august 2003 en ansøgning om godkendelse til markedsføring i EU af genetisk modificeret majs efter reglerne i del C i direktiv 2001/18/EF om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer, herefter kaldet udsætningsdirektivet. Ansøgningen er indleveret til de franske myndigheder af Syngenta Seeds SAS. Ansøgningen omhandler majslinjen ’Bt11’, der har fået overført gener, der dels gør den resistent overfor angreb af sommerfuglelarver (europæisk- og vestafrikansk majsborer) og dels tolerant overfor ukrudtsmidler, der indeholder glufosinat ammonium (f.eks. Basta). Formålet med Kommissionsbeslutningen er at tillade markedsføring af frø af sorter, der er afledt af Bt11-majs med henblik på dyrkning i fællesskabet.
Den 15. januar 2004 modtog Danmark supplerende oplysninger i sagen. På baggrund af de supplerende oplysninger besluttede regeringen, at Danmark fastholdt sin begrundede indvendinger mod ansøgningen og meddelte Kommissionen, at der fortsat bør gennemføres en overvågning af de langsigtede konsekvenser for ikke-målorganismer, herunder jordbundsorganismer og europæiske sommerfugle, og at data fra samtlige år bør gøres tilgængelige i afrapporteringen af overvågningen og at Danmark på denne baggrund ønskede, at sagen blev taget op i komitéprocedure.
Den 21.januar 2009 fremsendte Kommissionen et forslag til godkendelse til markedsføring i EU af Bt11. Der skal stemmes om forslaget forskriftskomiteen den 25. februar 2009.
Majs har ingen vilde slægtninge i Danmark og kan ikke etablere vedvarende bestande i naturen eller på dyrkningsarealer, da frøene normalt ikke overlever vinteren. Majsboreren er ikke noget skadedyr på majs i Danmark, og derfor forventes det foreløbig ikke, at Bt11-majsen vil blive dyrket herhjemme.
Danmark lægger fortsat afgørende vægt på, at der gennemføres en overvågning af de langsigtede konsekvenser for ikke-målorganismer, herunder jordbundsorganismer og europæiske sommerfugle. Kommissionen har i kommissionsbeslutningen stillet en række krav til overvågningsplanen (bilag 1), men selve overvågningsplanen foreligger endnu ikke. Danmark finder, at en evt. godkendelse til markedsføring af Bt11-majsen bør afvente at den konsoliderede overvågningsplan bliver fremlagt.