MILJØstyrelsen                                                                               12. marts 2009

Miljøteknologi                                                                                   j. nr. MST-147-00063 (hotel)

                                                                                                         j. nr. MST-147-00064 (camping)

                                                                                                         San/thfog

 

GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

 

Kommissionens forslag om opstilling af miljømærkekriterier for produktgrupperne, hotelovernatning og campingovernatning, under den europæiske miljømærkeordning, Blomsten.

 

 

Resumé

Kommissionen har fremsendt forslag om revision af kriterier for to produktgrupper: Hotelovernatning og campingovernatning. Forslaget til miljømærkekriterier er udarbejdet af en arbejdsgruppe under Kommissionen, ledet af Italien.

 

Produktgrupperne indeholder miljømærkekriterier for en række relevante områder i forbindelse med de serviceydelser som hoteller og campingpladser yder. Der stilles obligatoriske kriterier, som hotellet, hhv. campingpladsen skal opfylde, såvel som en række valgfrie kriterier, hvoraf en vis andel skal opfyldes for at opnå licens. Regeringen forventer at kunne stemme for forslaget.

1. Status

Kommissionen har den 3. marts 2009 fremsendt ovennævnte to forslag. Der er tale om to separate produktgrupper, men de behandles under et her, da de på nær ganske få områder har ens eller overlappende kriterier. Forslagene har hjemmel i art. 6, stk. 1 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1980/2000 af 17. juli 2000 (miljømærkeforordningen) om en revideret ordning for tildeling af et EF-miljømærke.

 

Forslagene drøftes i et forskriftsudvalg i overensstemmelse med forordningens art. 17, jf. art. 5 i Rådets afgørelse 1999/468/EF (1999/468/EF art. 5). Hvis der er kvalificeret flertal for kriterierne, udsteder Kommissionen afgørelsen. Opnås der ikke kvalificeret flertal, kan Kommissionen forelægge sagen for Rådet og samtidig underrette Europa-Parlamentet. Rådet kan med kvalificeret flertal vedtage forslaget uændret eller udtale sig mod det. Hvis der er kvalificeret flertal imod forslaget, skal Kommissionen behandle sagen på ny. Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan Kommissionen udstede beslutningen.

 

Nærværende beslutningsforslag indeholder forslag til kriterier for tildeling af EU's miljømærke til hoteller og campingpladser. Forslaget er udarbejdet af en arbejdsgruppe under Kommissionen, ledet af Italien. Det er anden generation af kriterier for både hoteller og campingpladser. Der er i øjeblikket 271 hoteller med licens til Blomsten, heraf har Italien 155, Frankrig 31, Irland 20, Østrig 10, Tjekkiet 8, og Grækenland og Danmark har begge 7 hoteller med licens. Resten af licenserne er fordelt mellem flere EU lande. 52 campingpladser har licens til Blomsten, heraf har Italien 16, Tyskland 14, Østrig 9 og Danmark 7.

 

Afstemning er planlagt til d. 19. marts 2009. Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketinget.

 

2. Formål og indhold

Produktgruppen hotelovernatning omfatter: Overdækket overnatningssted i passende indrettede lokaler, der mod betaling tilbyder turister og rejsende logi. Servicen skal som minimum inkludere en seng, som den primære service.

 

Produktgruppen campingovernatning omfatter: Teltpladser udstyret til transportabelt overnatningsudstyr (såsom telte, campingvogn, beboelsesvogn) indenfor et afgrænset område, ligeledes andre overnatningsfaciliteter (såsom bungalows, udlejnings vogne til overnatning og værelser), som er egnede til beboere (såsom rejsende, gæster og turister) og fælles områder med fællesfaciliteter (såsom vaske og madlavningsfaciliteter, supermarked og information).

 

Kommissionen foreslår kriterierne er gyldige i fire år efter vedtagelsen.

 

Kriterier for både hoteller og campingpladser tager især sigte på:

 

Kriterierne for både hoteller og campingpladser er opdelt i en obligatorisk og valgfri sektion.

 

Overordnede er de meget ens og kan beskrives således:

Obligatoriske krav:

Energi

Indeholder krav til brugen af elektricitet, opvarmning, air konditionering, vindues isolering, og belysning.

Vand og vandforbrug

Indeholder krav til vandforsyning, vandforbrug fra sanitært udstyr, havevanding og spildevand.

Kemikalier

Begrænser brugen af rengøringsmidler, desinfektionsmidler og håndteringen af kemiske toiletter. Sætter krav til personalets uddannelse i brugen af vaske og rengøringsmidler.

Affald

Indeholder krav om, at gæsten tilbydes affaldssortering, krav til hotellets/campingpladsens affaldsbehandling (herunder sortering og behandling af farligt affald), begrænsning af brugen af engangsprodukter.

Andre områder

Hotellet/campingpladsen skal tilbyde ikke-ryger område i forbindelse med indtagelse af morgenmad. Der skal være lettilgængelig information til gæster og ansatte om områdets offentlige trafik og mulighed for benyttelsen heraf.

Ledelse og styring

Indeholder krav til virksomheden om vedligeholdelse af indretning og udstyr. Virksomheden skal udarbejde en ”miljøhandlingsplan”, som sætter mål for virksomhedens indsats på områderne energi, vand og vandforbrug, kemikalier, samt affald. Virksomheden skal udpege en ansvarlig leder for miljøområdet, inddrage kommentarer og klager fra gæster, udarbejde planer for oplæring af personalet, udarbejde information til gæsterne om virksomhedens miljøpolitik, og hvilke mål virksomheden har samt information om EU’s miljømærke Blomsten. Virksomheden skal endelig have en procedure for indsamling af data om forbrug af energi, elektricitets, varme, vand og kemikalier, samt mængden af affald, der produceres.

 

Valgfrie kriterier

De valgfrie kriterier er bygget op omkring de obligatoriske kriterier (energiforbrug, vand, kemikalier og affald), men er strammere end disse. For hvert valgfrit kriterium, der opfyldes, opnås point (0,5 – 3 point), og virksomheden skal opnå en samlet pointsum for at opnå licens.

På den måde er det muligt for ansøgerne at vælge områder, hvorunder der kan ydes en særlig indsats, der passer ind i ansøgerens forhold.

 

Hoteller skal minimum opnå 20 point. Såfremt hotellet også omfatter 1) restaurant, 2) fritids-/fitnesscenter, og/eller 3) grønne områder, skal virksomheden minimum opnå yderligere 3 point for hvert af disse 3 områder.

 

Campingpladser skal ligeledes opnå 20 point. Såfremt campingpladsen, ligesom hotellet også omfatter 1) restaurant, 2) fritids-/fitnesscenter, og/eller 3) grønne områder, skal virksomheden minimum opnå yderligere 3 point for hvert af disse 3 områder.

Såfremt campingpladsen også tilbyder overnatning i hytter/bungalows skal campingpladsen opnå yderligere 4 point.

3. Nærhedsprincippet

Kommissionen har ikke redegjort herfor. Da formålet med forslaget er at udvide rækken af produktgrupper i en allerede gældende fællesskabsregulering, vurderes det, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

4. Konsekvenser for Danmark

Lovgivningsmæssige konsekvenser

Forslaget medfører ingen lovgivningsmæssige konsekvenser for Danmark.

 

Økonomiske og administrative konsekvenser

Miljømærkeordningen er frivillig, hvorfor forslaget ikke forventes at medføre konsekvenser for stat, regioner, kommuner eller erhvervsliv.

 

Beskyttelsesniveau

Det vurderes, at forslagene påvirker beskyttelsesniveauet i EU positivt. Ift. miljøeffekten, er det ikke godtgjort, at kriterieniveauet for hhv. hotelovernatning eller campingovernatning vil omfatte den miljømæssigt bedste tredjedel af markedet, som ellers er målsætningen ved fastsættelsen af miljømærkekriterierne under miljømærkeordningen.  

5. Høring

Forslaget har ikke været i høring. Et tidligere udkast af Kommissionens forslag har været sendt til medlemmerne af Danmarks miljømærkenævn.

 

Et notat har været sendt i høring i miljøspecialudvalget med frist til den 11. marts 2009.

 

DI har meddelt, at man ingen bemærkninger har.

 

Forbrugerrådet har meddelt, at Blomsten ikke bør tillade halogenerede flammehæmmere og biocider samt ikke bør tillade pvc i skotøj. Forbrugerrådet henviser i øvrigt til sin søsterorganisation BEUC’s høringssvar til Kommissionen (ikke vedlagt).

 

Herudover er der ikke indkommet høringssvar.

6. Forhandlingssituationen

Arbejdet med revision af begge produktgrupper har været ledet af Italien. Revisionen har mest været præget justeringer i forhold til første generation af kriteriesættene, så de er blevet nemmere at forstå/fortolke. Der har været enighed om, at en ukompliceret måde at revidere kriterierne yderligere på, ville være at hæve kravet til det antal point et hotel eller en campingplads skal opnå.

 

Til gengæld har der ikke været enighed om, hvor meget kravet skulle hæves. Ud fra erfaringen med ansøgninger i Danmark, fremlagde Danmark i starten af revisionen et studie, der pegede på de kriterier, der var nemme at opnå.

7. Regeringens holdning          

Regeringen forventer at kunne stemme for det foreliggende forslag. Udover præciseringer i forhold til eksisterende krav, har Danmark arbejdet for og opnået et højere pointloft under de valgfrie kriterier (pointkravet steg fra 18-20).

 

Danmark har desuden arbejdet for, at hoteller og campingpladser er parfumefri. Det er blevet til valgfrit kriterium, hvor hoteller og campingpladser kan opnå point for, at fællesarealer og værelser gøres rent med parfumefri rengøringsmidler (1 point) og håndklæder, sengelinned mm. vaskes parfumefrit (1 point).

 

Danmark vil stadigvæk arbejde for endnu højere krav til et hotel eller en campingplads, ved at forslå, at pointkravet forhøjes med 5 point under de valgfrie kriterier. Alternativt vil Danmark foreslå, at et hotel eller en virksomhed for hvert år det har licens, skal finde yderligere områder til at opnå 1-2 point pr. år. På den måde vil hotellet eller campingpladsen udvikle sin miljøprofil.

Â