I sag C-277/08,angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Juzgado delo Social n� 23 i Madrid (Spanien) ved afgørelse af 17. juni 2008, indgået til Domstolen den 26. juni2008, i sagen:

Francisco Vicente Pereda

mod

Madrid Movilidad SA,

harDOMSTOLEN (Første Afdeling)sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerneM. Ilešič, A. Borg Barthet, E. Levits(refererende dommer) og J.-J. Kasel,generaladvokat: V. Trstenjakjustitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,på grundlag af den skriftlige forhandling,efter at der er afgivet indlæg af:–––Vicente Pereda ved abogada E. Dominguez Tejedaden spanske regering ved B. Plaza Cruz, som befuldmægtigetKommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved I. Martínez del Peral og M. van Beek, sombefuldmægtigede,

Retsforskrifter

Fællesskabsbestemmelser3Artikel 1 i direktiv 2003/88 bestemmer følgende:»Formål og anvendelsesområde1. Dette direktiv indeholder minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse medtilrettelæggelse af arbejdstiden.2. Dette direktiv finder anvendelse på:a) de minimale […] årlige ferier […]«4Direktivets artikel 7 har følgende ordlyd:»Årlig ferie1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får enårlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse ogtildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis.2. Den minimale årlige betalte ferieperiode kan ikke erstattes med en finansiel godtgørelse,medmindre arbejdsforholdet ophører.«5Artikel 17 i direktiv 2003/88 bestemmer, at medlemsstaterne kan fravige visse bestemmelser idirektivet. Det er ikke tilladt at fravige direktivets artikel 7.I henhold til artikel 28 i direktiv 2003/88 trådte dette i kraft den 2. august 2004. Der er tale om enkodificering af Rådets direktiv 93/104/EF af 23. november 1993 om visse aspekter i forbindelse medtilrettelæggelse af arbejdstiden (EFT L 307, s. 18), som samtidig blev ophævet.Nationale bestemmelser7I spansk ret er arbejdstagernes rettigheder og forpligtelser i forbindelse med deres arbejdsforholdreguleret ved loven om statutten for arbejdstagere (Ley del Estatuto de los Trabajadores), hviskonsoliderede udgave er godkendt ved kongeligt lovdekret nr. 1/1995 (Real Decreto Legislativo1/1995), af 24. marts 1995 (BOE nr. 75 af 29.3.1995, s. 9654), som ændret ved lov nr. 3/2007 omeffektiv ligestilling mellem kvinder og mænd (Ley orgánica 3/2007 para la igualdad efectiva de mujeresy hombres) af 22. marts 2007 (BOE nr. 71, af 23.3.2007, s. 12611, herefter »statutten«).Statuttens artikel 38 bestemmer:»1.Den årlige betalte ferie, der ikke kan erstattes af en finansiel godtgørelse, svarer til den, der erindgået aftale om ved kollektiv overenskomst eller ved individuel ansættelseskontrakt. Feriens længdekan ikke være under 30 kalenderdage.2.Den eller de perioder, hvor ferien afholdes, fastsættes ved aftale mellem arbejdsgiveren ogarbejdstageren i overensstemmelse med det, der eventuelt er fastsat i de kollektive overenskomsterom den årlige planlægning af ferieafviklingen.

I tilfælde af uenighed mellem parterne fastsætter den kompetente ret datoen for afholdelsen af ferien,og denne afgørelse er endelig. Rettergangsmåden er summarisk, og sagen undergives enfremskyndet behandling.3.Der udarbejdes en ferieplan for hver virksomhed. Arbejdstageren underrettes om de for hamrelevante datoer senest to måneder før begyndelsen af ferien.Når den ferieperiode, der er fastsat i virksomhedens ovennævnte ferieplan, falder tidsmæssigtsammen med en periode med midlertidig uarbejdsdygtighed som følge af graviditet, fødsel elleramning, eller med en periode, hvor ansættelseskontrakten er suspenderet i henhold til denne lovsartikel 48, stk. 4, har den pågældende ret til at afholde ferien på et andet tidspunkt end det, hvorvedkommende er uarbejdsdygtig, eller hvor han er fritaget fra arbejde i medfør af den nævntebestemmelse, indtil suspensionsperioden ophører, selv om det for ferien relevante kalenderår erforløbet.«9Artikel 17 i den kollektive overenskomst for Madrid Molividad SA (BOCM, 18.10.2006, herefter »denkollektive overenskomst«), bestemmer:»17.1. VarighedDen årlige betalte ferie, der ikke kan erstattes af en finansiel godtgørelse, er 22 arbejdsdage (framandag til fredag) eller eventuelt en forholdsmæssig andel, hvis tjenesteforholdet ikke har varet et heltår. Disse feriedage kan ikke føjes til dage med tjenestefrihed af personlige årsager.Samme forholdsmæssige beregning gælder for personale, der uanset årsag holder op med at arbejdei løbet af året, således at antallet af dage tilføjes eller fratrækkes ferieperioden, eventuelt i forbindelsemed afviklingen af arbejdsforholdet.17.2.Ferieperiode

Ferieperioden strækker sig fra den 1. januar til den 31. december, idet 11 feriedage skal afholdesmellem den 1. juli og den 15. september, dog under forudsætning af, at mindst 50% af arbejdsstyrkener til rådighed i denne periode.Ferie mellem den 1. januar og den 30. juni samt mellem den 15. september og den 31. decemberafholdes på frivilligt grundlag og gives til personer, der har anmodet herom mindst 1 måned i forvejen,og kan afholdes af højst 10% af en erhvervsgruppe.17.3.Inden for årets første tre måneder skal samarbejdsudvalget forelægge virksomheden etforslag til ferieturnus med angivelse af medarbejdernes navne, der tager hensyn til virksomhedensbehov.17.4.Arbejdstagere inden for samme erhvervsgruppe kan indbyrdes bytte den foreslåedeferieperiode, også i tilfælde hvor de ikke tilhører samme afdeling eller arbejdsenhed, såfremtvirksomhedens ledelse godkender ændringen. Generelt er alle ændringer, der ikke påvirker denfastsatte procentfordeling, og som derfor ikke påvirker tjenestens afvikling, tilladt.17.5.Når turnusordningerne er godkendt af virksomheden, gøres arbejdstagerne bekendthermed to måneder inden ferien, og der ændres heri indtil 45 dage inden ferien. I berettigedenødstilfælde, uanset karakteren heraf, undersøger det paritetiske udvalg, om ændringer bør tillades,selv om de anførte frister ikke er overholdt.«

Sagsøgeren i hovedsagen, Vicente Pereda, arbejder som faguddannet chauffør for virksomhedenMadrid Movilidad SA, hvis aktiviteter omfatter bortfjernelse af køretøjer, der er ulovligt parkeret påoffentlig vej, samt opkrævning af parkeringsafgifter.Ifølge virksomhedens ferieplan for personalet for året 2007, der var udarbejdet i henhold til denkollektive overenskomst for årene 2006-2009 på grundlag af et forslag vedrørende ferie frasamarbejdsudvalget, blev Vicente Pereda tildelt ferie fra den 16. juli til den 14. august 2007.Som følge af en arbejdsulykke den 3. juli 2007 var Vicente Pereda uarbejdsdygtig frem til den 13.august 2007, således at den ferie, han havde ret til i 2007 uden samtidig at være på sygeorlov,begrænsede sig til dagene den 14. og 15. august 2007.Den 19. september 2007 anmodede han sin arbejdsgiver om ny årlig betalt ferie for året 2007,nærmere bestemt fra den 15. november 2007 til den 15. december 2007, på grund af sygeorlovenunder den ferie, som han oprindeligt var blevet tildelt.Madrid Movilidad SA afslog denne anmodning uden begrundelse.Sagsøgeren i hovedsagen indbragte sagen for Juzgado de lo Social n�23 i Madrid. Denne har rejstspørgsmålet, om den beslutning, der blev truffet af sagsøgte i hovedsagen, beror på en fejlagtigfortolkning af artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88, der ikke definerer selve begrebet årlig betalt ferie,således som dette i øvrigt fremgår af fællesskabsretten.På denne baggrund har Juzgado de lo Social n� 23 i Madrid besluttet at udsætte sagen og forelæggeDomstolen følgende præjudicielle spørgsmål:»Skal artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 fortolkes således, at i tilfælde hvor den ferie, der er fastsat ivirksomhedens ferieplan, tidsmæssigt falder sammen med midlertidig uarbejdsdygtighed som følge afen arbejdsulykke, der er indtruffet før den fastsatte dato for feriens påbegyndelse, har den berørtearbejdstager efter at være raskmeldt ret til at afholde ferien på andre tidspunkter end de oprindeligtfastsatte, uanset om det relevante kalenderår er udløbet eller ej?«

Om det præjudicielle spørgsmål

17Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 7, stk. 1, idirektiv 2003/88 skal fortolkes således, at den er til hinder for nationale bestemmelser eller kollektiveoverenskomster, hvorefter en arbejdstager, der er sygemeldt under sin årlige ferie som fastsat iferieplanen for den virksomhed, hvor han er ansat, ikke har ret til efter raskmelding at afholde sinårlige ferie på et andet tidspunkt end oprindeligt fastsat, eventuelt uden for den omhandledereferenceperiode.For det første bør det erindres, som det også fremgår af ordlyden af artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88,der ikke kan fraviges, at alle arbejdstagere har ret til en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed.Denne ret til årlig betalt ferie bør betragtes som et særligt vigtigt princip i Fællesskabetssociallovgivning, som skal gennemføres af de kompetente nationale myndigheder inden for deudtrykkelige grænser, der er fastsat ved direktiv 2003/88 (jf. i denne retning vedrørende direktiv93/104 dom af 26.6.2001, sag C-179/99, BECTU, Sml. I, s. 4881, præmis 43, af 18.3.2004, sag C-342/01, Merino Gómez, Sml. I, s. 2605, præmis 29, og af 16.3.2006, forenede sager C-131/04 og C-257/03, Robinson-Steele m.fl., Sml. I, s. 2531, præmis 48).Herom har Domstolen allerede fastslået, at artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 i princippet ikke er tilhinder for en national lovgivning, der fastsætter bestemmelser om udøvelsen af den ret til årlig betaltferie, som udtrykkeligt er fastsat i direktivet, selv om denne lovgivning indebærer, at retten hertilfortabes ved udløbet af referenceperioden, dog under den forudsætning, at en arbejdstager, som harfortabt retten til årlig betalt ferie, faktisk har haft mulighed for at gøre brug af denne ret. Således

bortfalder retten til årlig betalt ferie ikke ved udløbet af den i national ret fastsatte referenceperiode,når arbejdstageren har haft sygeorlov inden for hele eller en del af referenceperioden og rent faktiskikke har haft mulighed for at gøre brug af den nævnte ret (jf. dom af 20.1.2009, forenede sager C-350/06 og C-520/06, Schultz-Hoff m.fl., endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 43 og 55).20Med henblik på en effektiv beskyttelse af arbejdstagerens sikkerhed og sundhed har denne normaltret til en reel hviletid, hvorfor det ifølge artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 kun er muligt at erstatte rettentil årlig betalt ferie med en finansiel godtgørelse i tilfælde, hvor arbejdsforholdet er ophørt (jf. i denneretning vedrørende direktiv 93/104 BECTU-dommen, præmis 44, og Merino Gómez-dommen, præmis30).Det er i øvrigt ubestridt, at formålet med retten til en årlig betalt ferie er at give arbejdstagerenmulighed for at hvile ud og have en periode til rådighed, hvorunder han kan slappe af og nyde sinfritid. Dette formål er forskelligt fra formålet med retten til sygeorlov, som er begrundet i, atarbejdstageren skal have mulighed for at komme sig over en sygdom (jf. dommen i sagen Schultz-Hoffm.fl., præmis 25).Det følger af det ovenfor anførte, herunder navnlig af det nævnte formål med retten til årlig betalt ferie,at en arbejdstager, der har sygeorlov under sin forud fastlagte årlige ferie, efter anmodning har ret tilat afholde ferie på et tidspunkt, der ikke falder sammen med sygeorloven, således at han reelt kannyde godt af sin årlige ferie. Fastlæggelsen af tidspunktet for denne nye årlige ferie, hvis længde skalsvare til det tidsmæssige sammenfald mellem den oprindeligt fastsatte årlige ferie og sygeorloven, erunderlagt nationale regler og procedurer vedrørende fastlæggelse af arbejdstageres ferie, idet derskal tages højde for de foreliggende forskellige interessehensyn, herunder navnlig tvingende hensynvedrørende virksomhedens interesser.For det tilfælde, at sådanne hensyn måtte tale imod at imødekomme arbejdstagerens anmodning omen ny periode for den årlige ferie, er arbejdsgiveren forpligtet til at give arbejdstageren ferie i en andenperiode foreslået af arbejdstageren, der også er forenelig med de ovennævnte interesser, idet det ikkepå forhånd må udelukkes, at denne ferieperiode kan ligge uden for referenceperioden for denomhandlede årlige ferie.Som Domstolen tidligere har udtalt, får den årlige ferie ganske vist kun sin fulde positive virkning forarbejdstagerens sikkerhed og sundhed, såfremt den holdes inden for det år, hvor det er foreskrevet,dvs. i det løbende år, men hviletiden har dog fortsat betydning, selv om den holdes i en efterfølgendeperiode (jf. dom af 6.4.2006, sag C-124/05, Federatie Nederlandse Vakbeweging, Sml. I, s. 3423,præmis 30, og dommen i sagen Schultz-Hoff m.fl., præmis 30).Heraf følger, at selv om direktiv 2003/88 ikke til hinder for nationale retsforskrifter eller former forpraksis, hvorefter en arbejdstager under sygeorlov er berettiget til at afholde årlig betalt ferie i løbet afden periode, hvor han har sygeorlov (dommen i sagen Schultz-Hoff m.fl., præmis 31), følger det afdenne doms præmis 22, at en arbejdstager, der ikke ønsker at afholde årlig ferie under sygeorloven,skal have tildelt ferie i en anden periode.Henset til det ovenfor anførte skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 7, stk. 1, i direktiv2003/88 skal fortolkes således, at den er til hinder for nationale bestemmelser eller kollektiveoverenskomster, hvorefter en arbejdstager, der er sygemeldt under sin årlige ferie som fastsat iferieplanen for den virksomhed, hvor han er ansat, ikke har ret til efter raskmelding at afholde sinårlige ferie på et andet tidspunkt end oprindeligt fastsat, eventuelt uden for den omhandledereferenceperiode.

Francisco Vicente Pereda

Madrid Movilidad SA,

Dom

Retsforskrifter

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

Om det præjudicielle spørgsmål

Sagens omkostninger

Artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om

visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden skal fortolkes således, at den

er til hinder for nationale bestemmelser eller kollektive overenskomster, hvorefter en

arbejdstager, der er sygemeldt under sin årlige ferie som fastsat i ferieplanen for den

virksomhed, hvor han arbejder, ikke har ret til efter raskmelding at afholde sin årlige ferie på et

andet tidspunkt end oprindeligt fastsat, eventuelt uden for den omhandlede referenceperiode.