Europaudvalget 2008-09
EUU Alm.del
Offentligt
651029_0001.png
ØKONOMI- OG
ERHVERVSMINISTEREN
Besvarelse af EUU alm. del spørgsmål 34, stillet af Morten Messer-
schmidt (DF) den 21. november 2008.
ØKONOMI- OG
ERHVERVSMINISTERIET
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Spørgsmål 34:
Hvad kan ministeren oplyse om baggrund, status og forventede
lovgivningsinitiativer i forbindelse med EU's anti-piratkopieringsaftale
ACTA?
Tlf.
Fax
CVR-nr
33 92 33 50
33 12 37 78
10 09 24 85
[email protected]
www.oem.dk
Svar:
Baggrunden for forhandlingerne om en anti-piratkopieringsaftale ACTA
er de senere års tiltagende problemer med piratkopiering og varemærke-
forfalskning, herunder ikke mindst i forbindelse med omfattende handel
med sundhedsskadelige og farlige kopiprodukter samt involveringen af
grænseoverskridende organiseret kriminalitet. Piratkopiering og
varemærkeforfalskning er en global trussel, og en fyldestgørende indsats
heroverfor forudsætter bl.a. et effektivt internationalt samarbejde.
Forhandlingerne om ACTA omfatter derfor internationalt samarbejde,
samarbejde mellem nationale håndhævelsesmyndigheder, teknisk
assistance, samarbejde med den private sektor samt fastsættelse af
ensartede juridiske rammer for at imødegå piratkopiering og
varemærkeforfalskning.
Seneste forhandlingsrunde blev gennemført i Paris den 15.-18. december
2008. Næste forhandlingsmøde forventes afholdt i marts 2009 i Geneve. I
forhandlingerne deltager udover EU bl.a. Australien, Canada, Japan og
USA. Der foreligger endnu ikke nærmere oplysninger om, hvornår for-
handlingerne kan forventes afsluttet.
Det er Kommissionen, der efter mandat fra Rådet, på EU’s vegne deltager
i forhandlingerne. Notat om Kommissionens bemyndigelse til at åbne
forhandlingerne var på dagsordenen for et møde i Folketingets
Europaudvalg den 7. december 2007. Sagen vil blive forelagt
Europaudvalget på ny, når konturerne til en aftale fremtræder mere klart.
Status på forhandlingerne giver på nuværende tidspunkt ikke grundlag for
at have en forventning om kommende lovgivningsinitiativer.