EU-Koordination

J.nr. MST-607-00007

Ref. OLK

 

 

 

 

 

 

Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål 15 - 23, EUU Alm. del og Miljøministerens besvarelse af spørgsmål 24 – 27, EUU Alm. del.

 

 

Spørgsmål 16:

”Ministeren bedes redegøre for konklusionerne fra møderne den 17. juli 2008 og den 10. oktober 2008 i den GMO-arbejdsgruppe (Sherpa-gruppen) som EU-kommissionens formand José Barroso nedsatte i juni 2008, samt for hvilken holdning Danmarks repræsentant har givet udtryk for på disse møder?”

 

Svar:

De uformelle drøftelser har fundet sted på to møder, henholdsvis den 17. juli og den 10. oktober 2008, som opfølgning på Europa Kommissionens invitation af 2. juni 2008. Drøftelserne har overvejende koncentreret sig om implementeringen af forordningerne vedrørende GMO, den Europæiske Fødevaresikkerheds Autoritets (EFSA) rolle i godkendelsesproceduren og information til offentligheden om GMO.

Kommissionen forventer at foretage en samlet vurdering på baggrund af drøftelserne og give medlemsstaterne besked om, og i givet fald hvordan, Kommissionens formand ønsker at fortsætte drøftelserne. På møderne har Kommissionen givet udtryk for, at man af drøftelserne har udledt, at der ikke er behov for at ændre EU-reglerne vedrørende GMO, men at der bør gøres mere for at optimere implementeringen af reglerne, herunder nedbringe den tid, der bruges i forbindelse med godkendelsesproceduren. Endvidere, at der er behov for at overveje at styrke EFSA, som er hovedaktøren i risikovurderinger af GMO. Kommissionen finder ligeledes, at medlemsstaterne ligger inde med relevante videnskabelige data vedrørende GMO, som med fordel kan udveksles, og endelig at der bør gøres en indsats for at informere om GMO ud fra faktuel viden og med inddragelse af alle relevante interessenter. Den danske repræsentants holdning under drøftelserne er i overensstemmelse med disse overordnede tilkendegivelser.