Folketingets Europaudvalg



 

København, den 15. januar 2009

Sagsnr.: 838 / dok.nr. 463069

FVM 622

 

 

 

 

EUU alm. del

Folketingets Europaudvalg har i brev af 19. december 2008 stillet følgende spørgsmål nr. 59, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra MEP Dan Jørgensen (S).

 

Spørgsmål 59:

 

”Ministeren bedes redegøre for sagsforløbet vedrørende eventuelt forkert udbetalt hektarstøtte til braklagte arealer for årene 2002-2004. Kan ministeren bekræfte, om Kommissionen fortsat afviser at refundere 750 mio. kr. af den udbetalte hektarstøtte for årene 2002-2004?”

 

Svar:

 

EU-Kommissionens revisorer gennemførte i september og december 2004 en revision af hektarstøtteordningen i Danmark. I den efterfølgende korrespondance og i et bilateralt møde mellem Kommissionens tjenestegrene (Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikterne) og de danske myndigheder blev det klart, at der var uenighed mellem Kommissionen og Danmark om fortolkningen af EU-reglerne for vedligeholdelse af braklagte arealer. Dette resulterede i et forslag fra Kommissionens tjenestegrene om underkendelse af finansiering af ca. 759 mio. kr. for perioden 2002-2004, fra tjenestegrenenes side helt overvejende begrundet med utilstrækkelig vedligeholdelse af braklagte arealer, hvortil kom visse svagheder ved telemålingskontrollen.

 

Tjenestegrenenes forslag om underkendelse af finansiering af i alt ca. 759 mio. kr. af den udbetalte hektarstøtte har været behandlet i Forligsorganet. Forligsorganets rapport i sagen forelå den 11. september 2008. I rapporten udtrykte Forligsorganet sympati for en del af de danske synspunkter, særligt vedrørende plejen af braklagte arealer, og Forligsorganet opfordrede Kommissionens tjenestegrene til at genoverveje denne del af underkendelsen i lyset af de danske argumenter. Kommissionens tjenestegrene har den 6. november 2008 fremsendt sine konklusioner af forligsproceduren. Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikterne fastholder samtlige argumenter for den foreslåede underkendelse, herunder vedrørende plejen af de braklagte arealer, og har alene – af mere tekniske årsager – reduceret det foreslåede underkendelsesbeløb med ca. 9 mio. kr. for så vidt angår den del af underkendelsen, der vedrører svagheder ved telemålingskontrollen, mens den del af underkendelsen, som er begrundet med utilstrækkelig vedligeholdelse af de braklagte arealer, fastholdes fuldt ud af tjenestegrenene.

 

Ifølge reglerne er næste trin, at Komiteen for Landbrugsfondene konsulteres om forslaget til underkendelse. Dette er endnu ikke sket. Først efter denne konsultation vil Kommissionen (som kollegium) træffe endelig afgørelse i sagen. Når Kommissionens afgørelse foreligger, skal der tages stilling til, om sagen skal indbringes for EF-Domstolen. Der kan derfor ikke på nuværende tidspunkt siges noget om, hvornår sagen kan forventes afsluttet. En indbringelse af sagen for EF-Domstolen har ikke opsættende virkning for effektueringen af underkendelsen, hvilket indebærer, at når Kommissionen har truffet sin endelige afgørelse i sagen, vil effektuering af den eventuelle underkendelse ske ved modregning i de refusionsbeløb, som Danmark modtager.