UDENRIGSMINISTERIET                                                             

Nordgruppen

 

 

 

Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål 62 ad EUU alm. del af 8. januar 2009

 

Spørgsmål 62:

”I forlængelse af samråd i Europaudvalget d. 7. januar 2009, hvor ministeren anmodede spørger om at fremsende sine synspunkter vedrørende de juridiske aspekter om appelmuligheder m.v. i Domstolens seneste afgørelse om PMOI's placering på EU's terrorliste, bedes ministeren kommentere de vedlagte synspunkter.”

 

Svar:

Som oplyst på samrådet i Folketingets Europaudvalg den 7. januar 2009 vil dommen vedr. PMOI af 4. december 2008 fra Retten i Første Instans først få retsvirkning fra den 5. februar 2009, hvor appelfristen er udløbet. Det skyldes, at den rådsafgørelse, der blev annulleret, udgør en integreret del af forordning 2580/2001, idet den indgår som et bilag til forordningen. Det følger af Domstolens Statut, at en dom, der annullerer en forordning, først får retsvirkning fra udløbet af appelfristen.

 

Kendelsen fra Retten i Første Instans af 17. december 2008 ændrer ikke ved ovenstående. Retten i Første Instans fastslår alene, at den af proceduremæssige årsager ikke har mulighed for at forholde sig til det af Rådet stillede spørgsmål vedrørende tidspunktet for retsvirkning af dommen.

 

Jeg vil samtidig gerne understrege, at spørgsmålet om appel ikke har sammenhæng med den rutinemæssige revision af EU-terrorlister, der pågår i Rådet for øjeblikket. Såfremt Rådet vedtager en ny afgørelse om en opdateret terrorliste uden PMOI, vil den nye rådsafgørelse indebære, at PMOI fjernes fra EU’s terrorliste, uanset om appelfristen er udløbet eller ej. Som jeg tidligere har oplyst, indgår dommen af 4. december 2008 selvsagt i drøftelserne om en ny terrorliste.

 

Afslutningsvis skal jeg bemærke i forhold til den britiske sag, at dommen fra den nationale appelret indebar, at den britiske regering var forpligtet til at fjerne PMOI fra den nationale britiske terrorliste. Afgørelsen fik ikke betydning i forhold til EU’s terrorlister, idet der som bekendt fra fransk side blev fremlagt nye oplysninger.