Christiansborg |
|
|
Artiklen gengiver billedet af den aktuelle finanspolitiske situation i flere af eurolandene, men forklarer eller argumenterer ikke for hvorfor dette skulle så tvivl om holdbarheden af det fælles valutaområde. Der fremstår således ikke noget belæg for artiklens overskrift.
Det i den sammenhæng centrale spørgsmÃ¥l, som artiklen heller ikke redegør for, er hvorfor et land oven i store finanspolitiske udfordringer og mærkbare rentespænd frivilligt skulle ønske at forlade euroomrÃ¥det, for dermed ogsÃ¥ at pÃ¥føre sig selv en valutakrise, større rentespænd, stort direkte tab pÃ¥ lÃ¥n i fremmed valuta samt øgede importpriser. Endvidere er det heller ikke klart, hvorfor andre eurolande skulle ønske at skubbe et euroland ud i en sÃ¥dan krise.Â
Snarere kan der argumenteres for, at rentespændene i euroområdet også bidrager til at reducere spændingerne mellem landene, idet lande der har svagere offentlige finanser betaler herfor via en højere rente uden tilsvarende tegn på afsmitning på eurolande med sundere offentlige finanser. Således er renten i bl.a. Tyskland ikke steget som følge af de finanspolitiske udfordringer i andre eurolande.
Det bemærkes desuden, at rentespændene blandt EU-lande med sammenlignelige finanspolitiske udfordringer generelt er højere uden for euroen end blandt eurolandene, hvilket bl.a. afspejler valutakursrisikoen, der som bekendt ikke er til stede for eurolande.
De finanspolitiske udfordringer har ikke speciel tilknytning til euroen som fælles valutaområde, men det er klart, at økonomien i de enkelte lande og i området som helhed fungerer bedst med sunde offentlige finanser. Bl.a. i lyset af rentespændene har EU’s finanspolitiske tiltag som reaktion på den aktuelle krise været differentieret landene imellem, med stramninger eller mindre finanspolitiske lempelser i lande med dårligst finanspolitisk udgangspunkt. EU’s stats- og regeringschefer bekræftede desuden på Det Europæiske Råd den 19.-20. marts, at medlemslandene hurtigst muligt bør vende tilbage til sine mellemfristede budgetmålsætninger, så de offentlige budgetunderskud bringes i overensstemmelse med langsigtet finanspolitisk holdbarhed.
Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. S 235 af 31. oktober 2008.