Vi er også i Det Konservative Folkeparti meget optaget af trafiksikkerhed. Vi er meget optaget af at bekæmpe spirituskørsel, fordi vi ved, at det notorisk er meget, meget farligt at kombinere spiritus og kørsel. Vi kan jo se de mange skader, der opstår. Og vi vil også fra konservativ side til stadighed fokusere på dem, som er problemet.
Men det, man skal passe på, når man vil gøre noget ved et problem, er jo, at man ikke kommer til at lave nogle regler, som i virkeligheden går ind og bebyrder, generer eller giver besvær og bøvl for alle dem, som i virkeligheden godt kan finde ud af at køre ordentligt, som sagtens kan finde ud af at overholde de spilleregler, vi har i samfundet, og som er gode, fornuftige borgere, som har en god samvittighed og forstår at påtage sig det ansvar, det er at være trafikant. Man skal passe på, at man i jagten på dem, der ikke kan opføre sig ordentligt, i virkeligheden måske mest rammer dem, som godt kan finde ud af det. Fokus må hele tiden være på, at man går efter dem, som ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.
Derfor var vi sådan lidt forundrede, da vi kiggede på beslutningsforslag B 121, over, at det nu lige var busser, man kastede sig over. Er det, fordi buschauffører generelt er hamrende fulde, når de kører bus? Er det, fordi buschauffører sådan generelt er nogen slette mennesker, som ikke helt kan finde ud af at håndtere deres erhverv og deres bus, uden at de skal have en ordentlig brandert på, have fået en masse inden for vesten? Næ, det er det jo ikke. Det er det bestemt ikke. Tværtimod har vi jo hørt af oplysningerne her, at man er helt nede på, at det er 3 promille af de færdselsuheld, der sker, hvor der er buschauffører involveret, som er spirituspåvirkede. Så det er heldigvis meget få. Det skal vi stadig væk gøre noget ved, men det, der er spørgsmålet, er jo, hvorfor det lige er busser, og hvorfor det lige er buschauffører, man har valgt at kaste sig over. Det står vi i hvert fald uforstående over for.
Vi synes ikke, der er nogen som helst grund til at have den mistillid til buschauffører, og vi mener heller ikke, at det er hensigtsmæssigt, at man på den måde sender et signal om, at man har mistillid til buschauffører. Tværtimod mener jeg, at man i høj grad kan have tillid til vores buschauffører her i landet. Hvad enten det er private eller offentlige busselskaber, er bussen et sted, hvor man med stor tryghed kan sætte sig ind og lade sig transportere - og sådan skal det selvfølgelig også være. Forudsætningen for at komme videre ad den vej er altså, at man fokuserer på at tage fat på dem, som er problemet. Der er ganske få buschauffører, som kan være et problem, og det håndterer man så i det daglige.
Men det er jo ikke der, det store problem ligger i forhold til spirituskørsel og i forhold til færdselsuheld, hvor spiritus er involveret. Næ, det er helt andre steder. Det er i høj grad, når vi taler om privatbiler, og derfor tror jeg, at det er vigtigt, at vi fokuserer på det i stedet for, og at vi sætter de store kræfter ind der, så vi får mest mulig valuta for pengene, når vi sætter ind, får mest muligt ud af de tiltag, vi tager. Og ligesom også Venstres ordfører var inde på, har vi fra konservativ side den opfattelse, at man bør kigge mere på, at man i forhold til personer, som er dømt for spirituskørsel, måske kan lave en eller anden ordning, hvor man f.eks. betinger det, at de kan få kørekortet tilbage, af, at der bliver installeret en alkolås i køretøjet for den pågældende bilists egen regning.
Vi har været lidt tilbageholdende med det hidtil, fordi det jo har vist sig, at det har været en ret bekostelig affære at få sådan en alkolås installeret i sit køretøj, og der nytter det ikke noget, hvis det har sådan en social slagside, på den måde at det kun er dem, der har råd til den ordning, som så kan få lov til at være med i den. Men det seneste, jeg har hørt, er, at alkolåse nu skulle være så udbredte, og at de produceres i så højt et antal, at prisen skulle være kommet ned. Jeg synes, at det kunne være interessant at få set på, om det var en farbar vej fremad.
Som tingene står på nuværende tidspunkt, må vi i hvert fald sige, at B 121 skyder over målet. Jeg er lige ved at sige, at hvis der kom tusind gode forslag til en indsats for en bedre trafiksikkerhed, ville det her forslag ligge som et af de allersidste. Der er mange, mange andre steder, vi kan sætte ind først, og derfor synes jeg, at vi skal fokusere kræfterne på de steder, hvor det virkelig batter noget.