Lad mig tage udgangspunkt i et par af de udtalelser, der er faldet. Det var fra hr. Holger K. Nielsen, der sagde, at en militær løsning på krisen i Afghanistan ikke er mulig. Det var fra hr. Mogens Lykketoft, der sagde, at vi ikke kan gå nu, men at vi heller ikke kan blive. Begge de to udtalelser illustrerer jo meget godt, at det er nødvendigt at tænke over, hvad vi faktisk gør, og om det, vi gør, er det rigtige.
Der er meget, der tyder på, at det, vi i øjeblikket gør, ikke er det rigtige: Taleban bliver faktisk i hvert fald i dele af Afghanistan stærkere og stærkere, modviljen mod de udenlandske tropper i store dele af Afghanistan bliver stærkere og stærkere, og tilsyneladende - som jeg læser de forskellige analyser - er der overhovedet ikke nogen udsigt til, at man lige er på vej til at kunne sætte tingene på plads og rykke ud. Hvis vi nu var enige om alle sammen, at vi skal ud, så går diskussionerne mere på hvornår.
Der vil jeg sige, at det, der er vores budskab, ikke er, at vi bare trækker os ud. Det var vi i øvrigt også imod at vi bare gjorde i Irak. Når man trækker sig ud efter at have været inde militært, er man selvfølgelig nødt til at gøre sig nogle overvejelser om, hvordan man efterlader det land, som man trækker sig ud af. Man kan ikke bare trække sig ud.
Det, vi ser der sker, er, at man altså er lidt dæmoniseret af talebanere - jeg er ikke tilhænger af Taleban, det kan man sige sig selv, men jeg har øje for, at det ikke er alle talebanerne, der er mujahedinere, der er kommet fra Pakistan. Der er altså en meget stor del af dem, som er folk, der bare er pashtuner og har boet i Afghanistan altid og gerne vil bo der. I store dele af deres tilværelse har de også bare boet der fredeligt. Hvis ikke man begynder at inddrage dem, men bare har den opfattelse, at de skal slås ned, kommer man ingen vegne. Man er nødt til at inddrage dem i forhandlinger, man er nødt til at inddrage Taleban i forhandlinger, hvor man laver en aftale, som også indbefatter en øget civil indsats.
Det er derfor, jeg mener, at det ikke er godt med USA's bidrag nu med at sende 22.000 ekstra soldater til området. Det vil øge antallet af bomber og fejlbombninger, hvor man rammer almindelige mennesker. Den måde, vi har læst om at danske soldater optræder på ved at sige til en familie, at de har 5 minutter til at forlade huset, for soldaterne skal bruge det, og den måde, man i øvrigt kan læse om at vi har optrådt på og optræder på, er heller ikke af det gode. Det er ikke nogen kritik af danske soldater, de er sendt derned af et flertal i Folketinget, men jeg siger bare, at jeg ikke er sikker på, at hverken amerikanerne eller danskerne bliver alt for populære ved meget af det, der sker i Afghanistan. Derfor vil vi foreslå, at man gør noget andet, altså sætter fart i den civile udvikling i stedet for.
Inden jeg fortsætter med det her, vil jeg også lige sige, at meget af det, der sker i Pakistan, er akkurat det samme som det, der sker i Afghanistan, nemlig en reaktion mod amerikanerne. Vi kunne tydeligt høre i Horisont i går, at det i høj grad også er en reaktion mod USA og den regering, de mener er alt for allieret med USA. Så der er bredere følelser på spil, det drejer sig om andet end bare at prøve at rubricere det under Taleban og Al-Qaeda.
Når vi siger, at regeringen skal trække de danske tropper ud af Afghanistan, er det ikke for bare at lade det blive ved det, så er det for at sige, at vi samtidig, og jeg vil endda sige før - vi skal jo ikke trække os ud og så bare lade som ingenting - skal sætte gang i og hjælpe med fredsforhandlinger, forsoning og økonomisk bistand.
Så skal vi også tage det forslag med, som jeg har nævnt nogle gange herinde, og som jeg synes er vigtigt at tage med. Hvis jeg nu har ret i, at USA, danske soldater og andre i koalitionen er blevet så upopulære, at de ikke kan blive der og vinde befolkningens tillid, skal man måske begynde at tænke i at inddrage nogle styrker fra andre lande, som kan indgå som en fredsbevarende styrke. Jeg er enig i, at hvis man bare trækker sig ud og laver et tomrum, vil man selvfølgelig måske lade de allerværste fra Pakistans Taleban og Al-Qaeda ryge ind. Det, vi foreslår, er, at man opererer med en fredsaftale, og at der i den fredsaftale også indgår, at man har en fredsbevarende styrke, der er med til at sørge for, at det hele ikke bare falder sammen.
Så skal vi ellers have humanitær nødhjælp, naturligvis, genopbygning, støtte til demokratisering og bekæmpelse af korruption - et kæmpe problem i Afghanistan - og støtte til alle mulige demokratiske kræfter, der er i civilsamfundet. Det er jo ikke sådan, at der aldrig har været demokratiske kræfter i det afghanske samfund, så det er også noget, man kan hjælpe frem.
Men altså, det, vi bare ville med debatten, var at sige, at vi ikke tror på, at udviklingen er på rette spor. Jeg vil sådan set meget anmode om, at de, der så i dag er enige om, at det skal køre, som det kører i Afghanistan, måske lige overvejer, om det er den rigtige vej, eller om det bare er en vej dybere ind i et morads. Jeg er bange for, at det er en vej dybere ind i et morads, så jeg synes, vi skal prøve at tage debatten. Jeg tror, at det også her blev foreslået, at vi måske skulle have en lidt bredere diskussion i efteråret, og det vil jeg så opfordre til at vi får, hvor vi ligesom prøver at tage strategierne lidt mere op i stedet for bare måske at have de her noget kortere diskussioner.