Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 155:

Forslag til folketingsbeslutning om etablering af børnehuse.

Af Line Barfod (EL) m.fl.

(Fremsættelse 02.04.2009).

Forhandlingen er åbnet, og det er indenrigs- og socialministeren, der får ordet først.

Det beslutningsforslag, vi nu skal behandle, handler om, at der i hver region skal etableres mindst ét børnehus, hvor hjælpen til børn, som har været udsat for seksuelle overgreb eller vold, skal samles. Som baggrund for forslaget henvises der til Nordisk Råds anbefaling til Nordisk Ministerråd om at opmuntre til, at der i alle de nordiske lande skal etableres børnehuse, der kan varetage opgaven med at hjælpe børn, der har været udsat for overgreb.

Jeg synes, at det i den forbindelse er vigtigt at få med, at Nordisk Ministerråds svar på denne anbefaling var, at de nordiske lande har forskellige måder at løse den opgave på, og at det ikke er formålstjenligt at lægge sig fast på en model frem for en anden. Når det så er sagt, vil jeg samtidig understrege, at indsatsen over for børn, der har været udsat for seksuelle eller voldelige overgreb, ligger mig meget på sinde, og at det er et område, hvor regeringen har iværksat adskillige initiativer.

Først og fremmest oprettede regeringen i 2001 Videncentret for sociale indsatser ved seksuelle overgreb mod børn , kaldet SISO. SISO foretager løbende videnindsamling på netop dette område og tilbyder samtidig kommuner, institutioner og fagfolk konsulentbistand og efteruddannelse i håndtering af sager om seksuelle og voldelige overgreb mod børn. SISO har også en anonym telefonrådgivning, hvor alle, både børn og forældre og fagfolk, kan få hjælp eller kan henvende sig, hvis de har en mistanke.

Regeringen har også etableret VISO, Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation. Her har man overblik over de institutioner i landet, som specifikt arbejder med børn, som har været udsat for seksuelle eller voldelige overgreb. Når f.eks. en kommune står med en konkret sag, hvor et barn har været udsat for overgreb, kan VISO henvise og formidle kontakt til den institution, som er bedst egnet til at håndtere netop den konkrete problematik.

Regeringens høje prioritering af indsatsen over for børn, der har været udsat for seksuelle eller voldelige overgreb, deles også af satspuljepartierne. Nu ønsker Enhedslisten jo som bekendt ikke at deltage i satspuljeforhandlingerne, men det er faktisk sådan, at resten af Folketingets partier i forbindelse med de årlige satspuljeforhandlinger bruger en del tid og kræfter på at styrke indsatserne på det sociale område. Gennem satspuljen er der givet økonomisk støtte til både indsatser, der målrettet handler om at styrke kommunernes og fagfolkenes muligheder for at yde en solid og kvalificeret indsats over for børn, der har været udsat for overgreb, og til indsatser, som direkte henvender sig med konkret hjælp til denne gruppe børn.

Derudover støtter satspuljepartierne en række foreninger og projekter inden for dette område, f.eks. foreningen Børn og Unge i Voldsramte Familier , som tager ud på folkeskoler og oplyser børn og familier om hjælpemulighederne, og projektet Behandling af børn i voldsramte familier, som skal opruste kommunernes opsporing og behandling af voldsramte børn. Der er også givet støtte til projekt JANUS, som bl.a. gennemfører gruppeforløb for børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, og børn, der krænker andre børn.

Sidst, men ikke mindst, har Folketinget netop vedtaget, at alle børn, som følger med deres mor på krisecenter, har ret til psykologhjælp. Så her er der altså tale om, at vi har givet en konkret retsgaranti til en gruppe børn, som er i en meget udsat position. Dette er bare et udpluk af det, som er i gang på området, og som man kan høre, er der altså tale om en bred vifte af rigtig gode initiativer.

Et af regeringens helt nye initiativer på området er imidlertid justitsministerens. Han har igangsat arbejdet med at udforme en national strategi til bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn. I den forbindelse er der ved at blive nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe, som sammen med Red Barnet og andre relevante organisationer netop er i gang med at se på, hvordan indsatsen på området kan blive endnu bedre. I forbindelse med det arbejde mener jeg at det er vigtigt, at vi er åbne over for at se på alle ideer, som kommer frem her, så vi kan arbejde os frem til den model, som bedst passer til den organisering, vi har her i landet. Det er helt i tråd med anbefalingerne fra Nordisk Ministerråd.

Så afslutningsvis vil jeg sige, at når det handler om noget så vigtigt som indsatsen over for børn, der har været udsat for overgreb, mener regeringen, at det er afgørende, at de initiativer, der iværksættes, er gennemtænkte og nøje tilpasset den organisering, der allerede er på området. Ideerne og tankerne i forslaget synes jeg er sympatiske, og dem tager vi med i det videre arbejde. Men regeringen er ikke på nuværende tidspunkt overbevist om, at det netop er et børnehus i hver region, der bedst muligt forbedrer indsatsen over for denne gruppe af børn, og derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er korte bemærkninger. Først fra fru Line Barfod.

Jeg synes, det er fint, at ministeren opremser en masse andre indsatser, der bliver gjort på andre områder i forhold til de udsatte børn. Det har bare ikke særlig meget med forslaget at gøre, for forslaget handler om, at der skal være et hus, som er et særlig børnevenligt hus, hvor børnene kan komme hen med det samme, når der opstår mistanke om, at de har været udsat for et overgreb, og så kan man få det hele, undersøgelser, afhøring osv., overstået med det samme i et børnevenligt miljø. Det er det, man har rigtig gode erfaringer med i Island, Norge og Sverige, og derfor har Nordisk Råd anbefalet det. Samtlige partier har bakket op om det, fordi man faktisk synes, det er en god model. Det betyder jo ikke, at alle de andre gode projekter og organisationer osv. ikke skal være der. Men det er lige præcis, når overgrebet er sket, at der skal være et børnevenligt miljø, som børnene kan komme hen i og blive undersøgt.

Ministeren.

Noget af det, som også fremgår af forslaget her, er jo, at man skal samle personalet, de forskellige instanser, som netop skal være klar til at rykke ind. Og der synes jeg, det er vigtigt, at vi allerede i Danmark i dag har rigtig gode eksempler på netop nogle gode samarbejder mellem myndighederne, når det handler om overgreb mod børn. F.eks. var Rigshospitalet jo nogen af de første til at etablere det her tværfaglige samarbejde, hvor altså både børnelægen, retsmedicineren, psykologen, sygeplejersken og socialrådgiveren netop arbejdede tæt sammen med det pågældende barn. Skejby Sygehus har oprettet Center for Børn udsat for Overgreb efter den samme model, som Rigshospitalet har gjort det, men hvor politiet også er tilkoblet og kan foretage de her videoafhøringer af barnet i de børnevenlige omgivelser, som forslagsstilleren har meget fokus på.

Så jeg er sådan set ganske tryg ved den model, vi allerede har i Danmark, med hensyn til at møde det udsatte barn med lige præcis den rimelig brede vifte af fagpersonale.

Fru Line Barfod.

Nu siger forslaget eller jeg jo ikke noget om, at der ikke foregår tværfagligt arbejde i Danmark, eller at der ikke er taget masser af gode initiativer. Det, forslaget går ud på, og det, som et enigt Nordisk Råd har anbefalet, er bare, at man går skridtet videre - som man altså har gjort i Island, Norge og Sverige - og sikrer, at alle børn i Norden, og altså også i Danmark, har muligheden for at kunne være sikre på, at de, hvis der er mistanke om, at de har været udsat for et overgreb, med det samme kommer hen i børnevenlige omgivelser, hvor alle de forskellige ting, de skal igennem, kan ske med det samme. Det har man altså erfaringer med fungerer rigtig godt.

Det er noget lignende, man har lavet, både i det tværfaglige team på Rigshospitalet og andre steder, men der mangler et par af elementerne, og det er ikke alle børn i Danmark, der kan være sikre på, at det er sådan et sted, de kommer hen. Derfor har jeg fremsat forslaget, og derfor håber jeg sådan set, at ministeren vil tage det med i det videre arbejde og faktisk vil være mere positiv end det, der lå i ministerens første tale.

Ministeren.

Det var ganske tydeligt i min tale og i min besvarelse, at jeg vil være imødekommende over for de forslag og initiativer, der ligger her i forslaget, for der er ikke nogen tvivl om, at vi gerne vil arbejde for at styrke indsatsen over for børn, som har været udsat for overgreb, og vi vil også gerne fokusere yderligere på, hvordan vi kan styrke samarbejdet mellem netop de sociale myndigheder, politi og sundhedsvæsen.

Jeg synes også, det er væsentligt at få med her, at når man nu ser på, hvordan de øvrige nordiske lande organiserer sig, vil man se, at det står klart, at den her børnehusmodel, som er i forslaget her, udfolder sig på vidt forskellig vis; f.eks. er børnehuset på Island organiseret under socialministeriet, i Sverige er det organiseret under justitsministeriet, i Norge under sundhedsministeriet, familieministeriet og justitsministeriet. Så det varierer betydeligt, ligesom antallet af børnehuse i hvert enkelt land varierer. Men selvfølgelig ser vi på de andre nordiske landes erfaringer på det her område, og vi vil også gerne se på, hvilken betydning de forskellige organisationsformer rent faktisk har for indsatsen.

Så er der kort bemærkning fra fru Lene Hansen.

Jeg misforstod da vist ministeren, for jeg synes, at det var en blank afvisning i den første del af svaret, og nu kan jeg forstå, at ministeren faktisk er meget positiv over for intentionen i forslaget. Og det glæder mig da virkelig meget.

Allerede i 2003 fik regeringen en anbefaling fra SISO, som netop siger, at man anbefaler, at der skal oprettes 3-5 specialiserede team på hospitaler i landet i stil med det, der ligger i det her forslag. Det er da fint, at regeringen tager alle mulige forskellige systeminitiativer, og så synes jeg egentlig også, at man skal lytte lidt til de anbefalinger, som de systemer så giver.

Ministeren.

Jamen som jeg klart udtalte i den første del af talen, er der ingen tvivl om, at ideerne og tankerne i forslaget synes jeg er sympatiske, og at vi tager dem med i det videre arbejde. Men vi er altså bare ikke overbevist om, at etablering af et børnehus i hver region, som det fremgår af det her forslag, er det, der bedst muligt forbedrer indsatsen over for den her gruppe af børn. Det må simpelthen afhænge af en vurdering af, hvad der også vil passe bedst til danske forhold. Naturligvis er ideerne og tankerne sympatiske, og vi vil gerne tage det med i det videre arbejde, men forslaget som sådan afviser vi.

Fru Lene Hansen.

På den ene side afviser man forslaget og de intentioner, der ligger deri, og på den anden side vil man gerne tage det med i det videre arbejde. Det er lidt svært at få hold på, hvad det her så vil munde ud i. SISO anbefaler allerede i 2003, at man opretter 3-5 centre for indsatsen for de her børn, og man må jo sige, at der altså også foregår overgreb - desværre - i resten af landet. Det er ikke kun i København, hvor man jo har et glimrende tilbud på Rigshospitalet. Det heller ikke kun i Århus, hvor man har et glimrende tilbud på Skejby. Det forekommer desværre ud over landet. Skal de ramte børn, skal ofrene for de her forbrydelser så rejse igennem landsdelene for at få det korrekte tilbud, det mest børnevenlige tilbud? Nej, de skal naturligvis rejse så kort som muligt. Et barn fra Skagen skal vel ikke nødvendigvis rejse til Århus.

Ministeren.

Jeg vælger her at tage fat i den første del af spørgsmålet, for jeg kan ikke forstå, at det falder spørgeren så svært at høre, hvad jeg rent faktisk siger. Jeg afviser et forslag om, at vi på nuværende tidspunkt skal etablere et børnehus i hver en region, men jeg afviser ikke ideerne og tankerne i sådan et forslag. Vi skylder naturligvis den her meget udsatte gruppe af børn den vigtige indsats, og det er vigtigt, at det, vi tilbyder dem, naturligvis er gennemtænkt, at det er kvalificeret, og i høj grad at det er tilpasset danske forhold.

Ja tak til ministeren. Der er ikke flere ønsker om korte bemærkninger. Så går vi til ordførerrækken, og første ordfører er fru Ellen Trane Nørby.

I Venstre er vi meget optagede af, at børn og unge, der har været udsat for seksuelle overgreb, behandles professionelt, ordentligt og med stor omsorg. Det kan være i forbindelse med, at et barn afhøres af politiet eller på andre områder bidrager til opklaring af en sag eller blot skal hjælpes videre på bedst mulig vis. Derfor er myndighedspersoners viden om og evne til at behandle hvert barn korrekt, tillidsfuldt og med den nødvendige omsorg selvfølgelig noget, der til hver en tid skal fokus på.

Vi i Venstre er også meget fokuseret på forebyggelsen af overgreb på børn og unge, og derfor ser vi også meget frem til det tværministerielle arbejde, som regeringen har sat i gang under ledelse af Justitsministeriet, og som skal lede frem til en national strategi til bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn.

Vi noterer os også fra Venstres side, at der i de senere år er taget en lang række initiativer på området, bl.a. i satspuljekredsen, hvor der er lagt op til, at alle børn, der følger med deres forældre på krisecentre, skal tilbydes psykologhjælp, men også på de steder, hvor der både i sundhedsregi og i politimæssigt regi allerede er etableret steder, hvor man har nogle særlige børnevenlige rammer.

I forbindelse med det arbejde, der nu er sat gang fra Justitsministeriets side, synes vi fra Venstres side, at det ville være naturligt, at der blev set på nogle af de erfaringer fra de øvrige skandinaviske lande med bl.a. børnehuse, og at det blev indarbejdet som en del af det arbejde, der nu foregår.

Men i og med at der er sat et stort arbejde i gang, og i og med at der nu er et arbejde i gang, som skal lede frem til en national strategi, synes vi fra Venstres side også, at det ville være forkert, at man på nuværende tidspunkt lagde sig fast på, hvilken model man skal bruge. Derfor kan vi heller ikke støtte B 155, som det foreligger, men vi mener, at det skal tænkes ind i det arbejde, som allerede er sat i gang.

Ja tak. Der er en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Det ville være fuldstændig vanvittigt, hvis man ikke tænkte noget nyt ind i forhold til alt det, der var i gang. Det tror jeg ikke nogen her kunne forestille sig at man ikke skulle gøre.

Jeg skal bare være sikker på, at jeg forstår Venstres ordfører. Venstres synes sådan set, at det er et godt forslag - man har jo også selv stemt for det i Nordisk Råd - men man mener, at det skal sendes videre til justitsministeren og indgå i det arbejde, der i øjeblikket foregår med en national strategi. Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Som jeg sagde i min ordførertale, synes vi fra Venstres side, at der er mange gode tanker og mange gode erfaringer med børnehuse, også i nogle af de andre skandinaviske lande. Det er klart, at de erfaringer jo skal tænkes ind i et fremtidigt arbejde.

Men jeg tror ikke, at man på nuværende tidspunkt skal lægge sig fast på, om der så skal være et børnehus i hver region, eller om der er nogle regioner, hvor der er faste ressourceaktører, hvilket vi jo ved at Rigshospitalet allerede er i hovedstadsområdet, ligesom Skejby er, når vi taler Århusområdet, og der er også nogle politistationer i landet, som har opbygget særlige afhøringsrum, som er beregnet til børn. Så man skal ikke på nuværende tidspunkt lægge sig fast på, om det er x antal børnehuse, eller om børnehuse i en mere bred forstand skal tænkes ind i det arbejde, der nu er blevet sat i gang.

Fru Line Barfod.

For mig er det fint, hvis Venstre under udvalgsarbejdet vil være med til, at vi laver nogle formuleringer om, hvad det er, man forestiller sig.

Jeg tror bare, det er afgørende at huske på, at noget af det, der er det specielle ved at have et børnehus, er, at det ikke er en politistation, at det ikke er et hospital, barnet kom hen på, men det er en børnevenlig villa eller noget lignende, hvor der er rart og hyggeligt, når de kommer ind, og hvor der er børneomgivelser. Selv om man kan indrette en politistation eller et hospital nok så børnevenligt indvendigt, er det altså ikke det samme for et barn at komme i de her store bygninger, der udstråler noget helt andet end et særligt hus, der er indrettet så børnevenligt som muligt.

Ordføreren.

Vi ved jo bl.a. fra nogle af de ressourcepersoner, der er på området, at der er mange børn, for hvem det at blive afhørt af politiet er enormt tabuiseret, fordi forældrene nogle gange har truet med, at hvis de siger noget, bliver de sat i fængsel og andre ting. Derfor kan der selvfølgelig være nogle lokaliteter, som i barnets fantasi indebærer en masse negative ting, og det skal man selvfølgelig være opmærksom på.

Det er også derfor, at jeg fra Venstres side siger, at jeg synes, man skulle kigge positivt på de erfaringer, der er med børnehuse i andre lande. Men man skal selvfølgelig koble det op på det arbejde, der nu er sat i gang i Danmark, og sørge for, at den måde, vi laver en national strategi på i Danmark, knytter sig til den måde, vi gør tingene på, og også inddrager erfaringer fra det, vi allerede har sat i gang i Danmark, hvor vi jo også har nogle erfaringer fra det samarbejde, der i dag kører i sundhedsregi, og også de erfaringer, vi forhåbentlig får fra mange af krisecentrene, der jo også er indrettet i gamle villaer og er børnevenlige, og vi derfor knyttede større psykologhjælp op på de børn, der kommer der med deres forældre.

Tak til fru Ellen Trane Nørby. Den næste ordfører er fru Lene Hansen.

Socialdemokraterne er helt enige med Enhedslisten i, at der skal tages flere initiativer for at sikre en samlet og forbedret indsats for børn, der har været udsat for seksuelle overgreb eller anden vold, eller som har været vidner til vold og mishandling i nære relationer. Dette beslutningsforslag pålægger regeringen inden udgangen af 2009 at etablere et antal børnehuse, der skal sikre denne indsats.

I 2003 kom en national rapport fra Videncentret for sociale indsatser ved seksuelle overgreb - i daglig tale kaldet SISO - som indeholdt en række anbefalinger i forhold til den problemstilling, som Enhedslistens forslag beskriver. Der er ingen som helst tvivl om, at seksuelle overgreb på børn er et område, der kræver en høj grad af faglighed og tværfaglig specialisering i et samlet tilbud, hvor børnene skal være i centrum; de skal ikke kastes rundt mellem forskellige instanser og systemer.

Rapporten anbefaler, at der skal være mulighed for et akutberedskab, der skal være særlig børnevenlige rammer for børnene og familierne, og der skal være mulighed for, at retsmedicinske og eventuelt andre politimæssige udredninger kan foregå på barnets betingelser.

Rapporten foreslår, at placeringen af et sådant tilbud med fordel kan knyttes til en børneafdeling og en funktion for voldtægtsofre i hospitalssammenhæng, hvor man kan yde førstehjælpen både fysisk og psykisk, hvor afdelingen kan være ramme om de retsmedicinske undersøgelser og have hospitalsfunktionen som backup, og hvor man kan påbegynde en behandling og give en grundig udredning med henblik på et videre forløb.

SISO foreslog altså allerede i 2003, at der blev oprettet tre til fem specialiserede team på hospitaler i landet. Ud over en afdeling på Rigshospitalet er det kun Skejby, som har et sådant specialiseret og enstrenget tilbud. På baggrund af de svenske erfaringer med børnehuse, på baggrund af anbefalingen fra Nordisk Råd og set i relation til antallet af børn, der udsættes for seksuelle overgreb, er vi Socialdemokrater enige i, at der er behov for en yderligere forbedret indsats på dette område.

Enhedslistens forslag er meget detaljeret og beskriver, hvordan et sådant tilbud bør fungere, og vi er sådan set enige i funktionsbeskrivelsen. Vi mener dog, at vi skal have foretaget en faglig udredning med yderligere anbefalinger fra det danske system om, hvordan vi f.eks. kan udbrede Rigshospitalets model til resten af landet. Det gør vi, fordi vi gerne ser udtalelser fra kommuner og regioner, som formodentlig skal være med til at betale for tilbuddet, da det jo i stort omfang bliver kommunerne, som skal påtage sig ansvaret for indsatsen for at beskytte og drage omsorg for ofrene for disse forbrydelser. Men vi støtter, at der påbegyndes en forstærket indsats for at få etableret børnehuse rundtom i Danmark.

Tak til fru Lene Hansen. Der er ingen ønsker om korte bemærkninger. Så går vi videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er hr. René Christensen.

Forslag om etablering af børnehuse er jo sådan en sag, der faktisk er rigtig god. Tit og ofte står Dansk Folkeparti her, når vi har Enhedslistens forslag, og synes, at vi ikke kan være helt enige, men det her forslag er faktisk et forslag, som vi er meget enige i. Når man læser det igennem, kan man se, at der er rigtig mange gode intentioner i det.

Så kan man spørge: Hvordan skal man så udføre det i praksis? Jeg har selvfølgelig talt med dem fra mit parti, som også har været med i Nordisk Råd og været bl.a. på Island og se de her huse, og de har jo talt rigtig varmt om dem. Jeg har også læst det meget store bilagsmateriale, som var med til sagen her. Man kan sige, at det jo er meget positive tilkendegivelser, der kommer hele vejen rundt.

Børnehuse er jo en kvalitet for de her børn, som har været udsat for nogle voldsomme overgreb - det kan selvfølgelig være gradueret, men for mange har det været voldsomme overgreb - og vi er fuldstændig enige i, at det, at børnene ikke har en fornemmelse af, at de bliver flyttet fra det ene sted til det andet, vil give ro for børnene også i forhold til, hvordan det, de har været udsat for, vil komme til at påvirke dem resten af livet. Man kan så spørge, som andre også har gjort, om det her er forebyggelse. Nej, det er ikke forebyggelse, det er jo desværre først, når det er sket.

Så kan man spørge: Hvor ligger det her henne? Og det er måske en flig, hvor vi bliver lidt uenige om det. Der mener vi jo, at det her ligger ude i regionerne, og mange af de tilbud, som de her børn har behov for, findes jo i dag. Det er jo ikke sådan, at det er nye tilbud, man skal have fundet ud af, men problemet er, hvordan man får samlet de her tilbud, sådan at børnene får en helt anden oplevelse af at blive afhørt af politiet og få foretaget de her undersøgelser. Der mener vi, at man skal passe på i forhold til lovgivningen, sådan som det lægges frem her, for regionerne er jo forskellige. Man kunne også forestille sig, at man kunne have et samarbejde mellem kommune og region, hvis det ikke, som ordføreren på lovforslaget her også sagde før, skal foregå på et sygehus. Det er vi faktisk fuldstændig enige i. Det skal nok foregå et andet sted, måske meget tæt på et sygehus, hvor man har det faglige personale. Vi går ikke ud fra, at der står børn på venteliste hver eneste dag, hvis man kommer ud i hver region, og måske kunne man lave noget samarbejde mellem region og kommune, så bygningen kunne bruges til noget andet i de andre timer, hvor den ikke lige bliver brugt til det her formål.

Så det, vi vil gøre fra Dansk Folkepartis side, er at tage det her til os, og vi synes faktisk, at det er et rigtig godt forslag. Vi vil opfordre regionerne til at tage det her op. Det, vi har valgt at gøre nu, er, at vi vil kontakte vores folk rundtom i regionerne og sige, at det faktisk er noget, som vi har set, vi har rørt ved det og synes, at det er en rigtig god idé, og opfordrer regionerne til at tage det her op for at se, om de ikke kan få en løsning på plads, som er mere fleksibel, end hvis man får lavet en form for lovgivning her, som er meget firkantet. Det er sådan vores udgangspunkt til det. Vi siger jo ikke ja til det her, men vi kan sige, at det er rigtig gode intentioner, og at vi støtter op om det, som ligger bag forslaget.

Fru Line Barfod har en kort bemærkning.

Det glæder mig meget, at Dansk Folkeparti støtter intentionerne i forslaget, og at man også har kontaktet de repræsentanter fra Dansk Folkeparti, der har været med oppe at se børnenes hus i Island og hørt om det.

I forhold til det, nogle af de andre ordførere har snakket om, nemlig den nationale strategi, der er ved at blive udarbejdet af Justitsministeriet, vil jeg gerne høre, om Dansk Folkeparti ikke synes, at det er fornuftigt at få det her om børnehuse med ind i den nationale strategi, så man får en sammenhængende national strategi, der også rummer børnehusene, frem for at man kører to parallelle forløb, hvor man laver en national strategi ét sted og nogle børnehuse et andet sted.

Ordføreren.

Jo, det kan man ikke være uenig i, men det, jeg synes også er vigtigt, er, at man får kastet den her bold op, som det jo egentlig reelt er nu, i forhold til regionerne, og at regionerne også får grebet den her bold og siger: Hvordan kan vi gøre det her anderledes? For de her tilbud findes jo i dag. De er bare organiseret på en måde, som gør, at det virker - hvad skal man sige? - lidt hårdt for børnene, fordi det tager lang tid og de skal flere forskellige steder hen. Så jeg kan være fuldstændig enig i, at det selvfølgelig også skal være med i sådan en plan, men derfor vil vi stadig væk benytte chancen til at kontakte vores folk, der sidder i regionerne, for ligesom at få grebet de her gode intentioner.

Tak til hr. René Christensen. Der er ikke ønske om flere korte bemærkninger. Så er det fru Anne Baastrup som ordfører.

Det er en meget vigtig problemstilling, som Enhedslisten har taget op i deres forslag. De børn, der bliver udsat for seksuelle overgreb eller vold, bliver mærket for livet, hvis de ikke hurtigt får den rigtige hjælp til at komme videre. Her er det vigtigt, at børnene føler sig trygge og veltilpasse også i situationer, hvor de f.eks. skal afhøres omkring et hændelsesforløb. Red Barnet vurderer, at 10 pct. har oplevet et lettere eller grovere seksuelt overgreb eller krænkelse i deres opvækst. Det er rigtig mange børn, det drejer sig om, og hvis man derudover også tæller de børn med, der har været udsat for vold eller har været vidne til, at f.eks. far slår mor, bliver det en stor gruppe af børn, der bliver mærket og har brug for ekstra støtte og hjælp til at kunne fungere igen.

Vi ved, at når et barn bliver udsat for vold, misrøgt eller seksuelt misbrug, har det konsekvenser langt ind i voksenlivet, og der ses en tendens til, at hvis man er blevet misbrugt som barn, har man samme adfærd som voksen. Den negative sociale arv går tydeligt igennem, og det er en ond cirkel, som vi skal gøre alt for at bryde. Jeg mener, at vi har et ansvar for at hjælpe de her børn til at få en velfungerende hverdag, på trods af hvad de er blevet udsat for. Der er stor forskel på, hvad barnet har oplevet, og hvilken hjælp det derefter har brug for. Derfor vil et børnehus med forskellige fagfolk være en god mulighed for at støtte barnet. Børnehuset kan medvirke til, at barnet får genopbygget den mistede tillid til voksne og andre sociale relationer.

Tilbuddet skal i hvert enkelt tilfælde tilrettelægges ud fra det konkrete barn og de konkrete omstændigheder. Det kan f.eks. dreje sig om legeterapi, familieterapi og gruppeterapi med andre ofre, og den opgave vil det forskellige fagpersonale i et børnehus kunne løfte. Et børnehus, hvor der er forskelligt fagpersonale tilknyttet, vil skabe et godt og trygt miljø for barnet, da barnet ikke behøver at blive flyttet rundt mellem forskellige institutioner for at få hjælp og rådgivning. Hvis pårørende, f.eks. forældre, også får mulighed for at opholde sig i børnehuset sammen med barnet, vil det også kunne skabe et positivt rum, og barnet vil i fællesskab med f.eks. forældre og søskende kunne få terapi og støtte.

Ud over etablering af børnehusene vil der være brug for efteruddannelse af fagpersonale i institutioner som skole og børnehave, så de har kompetencerne til at opdage de tegn, der nødvendigvis vil være ved misrøgt af et barn. Det er vigtigt, at der bliver lavet en helhedsorienteret indsats i forhold til at opdage og behandle de udsatte børn, og et generelt samarbejde mellem pædagoger, psykologer og socialrådgivere i kommunerne vil gøre det lettere at opdage misrøgt eller seksuelt misbrug. Med børnehuse vil der stå et beredskab klar, når det bliver opdaget.

Vi synes, det er en god idé at bruge de positive erfaringer fra de andre nordiske lande og etablere de foreslåede børnehuse. Derfor mener vi, at det er et skridt i den rigtige retning i forhold til at få en forøget indsats på området. Børnehuse vil medvirke til en samlet indsats for børnene og vil skabe en tryghed, som i høj grad er nødvendig, for at barnet kan komme sig over den mishandling, det er blevet udsat for.

Tak til fru Anne Baastrup. Så er det fru Vivi Kier som ordfører.

Et meget, meget vigtigt tema sættes på dagsordenen med det her beslutningsforslag, et alvorligt tema med børn, der udsættes for seksuel krænkelse, vold eller har været vidne til samme. Det er et tema, der for rigtig mange er et tabu. Desværre er det også et tema, der for professionelle som pædagoger, lærere og andre, der omgås børn, kan være rigtig, rigtig svært at snakke om, og især er det svært at turde snakke med barn og forældre om det traume, barnet har været udsat for.

Lige nøjagtig derfor ligger det tema mig meget på sinde. Om løsningen for at gøre forholdene endnu bedre skal være, som her skitseret, et børnehus i hver region eller en helt anden model, er jeg åben over for, inden jeg siger endeligt ja. Det skyldes, som vi også nu har hørt flere ordførere være oppe at sige, at der er et tværministerielt arbejde i gang, et arbejde, der skal ende med at fastsætte en national strategi til bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn. Jeg vil da helt klart opfordre til, at det her beslutningsforslag bliver oversendt og indgår i den vurdering og det arbejde, der ligger med den her strategi.

For at vi nu alle sammen ikke tror, at der overhovedet ikke sker noget på det her område, for det gør der, skal jeg bare ganske kort - jeg har hørt nogle af spørgsmålene før, også dem til ministeren - sige, at vi har SISO, som jo faktisk tilbyder kommunerne et kursus i at håndtere, opdage og reagere på alle de her problemstillinger. Vi har VISO, hvor man som kommune kan henvende sig og få faglig ekspertviden. Der er adskillige forskellige satspuljeinitiativer. Lad mig blot nævne projektet om børn i voldsramte familier og Projekt JANUS med børn, der har været udsat for seksuelle krænkelser.

Det, jeg finder rigtig vigtigt, er, at skal vi lave en sådan national strategi, hvor vi skal have fokus på det her, skal vi også finde lige nøjagtig den model, der passer bedst ind i vores måde at organisere os på. Det er så også det, jeg læser der rent faktisk står i papirerne fra Nordisk Ministerråd.

Noget, jeg synes er lige så vigtigt vi arbejder på og for, er, at der minimum er én person i hver daginstitution og i hver skole, som har en uddannelse i at kunne tage den svære samtale. For det er rigtig svært at skulle snakke om forfærdelige overgreb som seksuelt misbrug og udøvelse af vold. Men hvis vi ikke få snakket om det og taget hul på det og får gjort noget ved det, er det jo, at barnet sidder alene i hele sin barndom med de her forfærdelige overgreb. Det skylder vi det enkelte barn, og dermed er vi også med til at aftabuisere hele området, og jeg vil meget gerne være med til at sætte ind med konkret handling.

Som sagt kan vi ikke støtte det her beslutningsforslag, men vi mener, at det skal indgå i arbejdet og oversendes til de ministerier, der nu sidder og arbejder tværfagligt med at lave en national strategi.

Tak til fru Vivi Kier. Der er ingen ønsker om korte bemærkninger, og så er det i ordførerrækken den sidste ordfører, fru Marianne Jelved.

Den 28. februar i år deltog jeg - der var også nogle andre folketingsmedlemmer med - i en stor campus, som blev afholdt i DR Byen. Den drejede sig om børn i familier med alkoholproblemer. Der er i størrelsesordenen 120.000 børn, der lever under forhold med misbrug af alkohol, og hvad ønsker de her børn sig allermest i denne verden? Svaret fra de børn efter en stor undersøgelse var, at de ønskede sig modige voksne.

Det synes jeg er meget, meget sigende, og det er også sigende for den måde, vi diskuterer de her spørgsmål på, for her kommer et oppositionsforslag, som faktisk bygger på rigtig meget viden og erfaring, og som matcher meget, meget godt det, vi i øvrigt alle sammen godt ved skal til, og som vi i andre sammenhænge arbejder med. Vi har det tværfaglige center på Rigshospitalet, der tager sig af de her problemer med misbrugte børn. Vi har lige lavet en satspuljeaftale - lige og lige, for ikke så længe siden - hvor vi har taget erfaringerne fra bl.a. Hvidovre Hospital og gjort til et regionsanliggende, nemlig familieambulatorier, der tager sig af børn, der bliver født af mødre, som har store misbrugsproblemer.

Derfor er der jo ikke noget underligt i, at vi prøver at formere og sprede den erfaring, som findes, og som vi ved virker hensigtsmæssigt.

Der skal så laves en national strategi, der skal bekæmpe misbrug af børn, og jeg har lyttet mig til, at der er givet tilsagn både fra ordførerne, fra regeringspartierne og fra Dansk Folkeparti. Jeg synes også, at ministeren har talt på en sådan måde, at jeg tillader mig at udlægge det sådan, at de erfaringer, som vi kender herfra, også vil indgå i en sådan national strategi. Derfor er det mit håb, at der er rigtig mange modige voksne, også blandt politikere, som er i stand til, uanset hvor forslagene kommer fra, at udnytte den viden, vi har. Det er meget, hvis man skal arbejde på en måde, hvor man går imod den viden, man faktisk har om, hvad der virker. Det synes jeg ikke at vi kan være bekendt.

Tak til fru Marianne Jelved. Så er det fru Line Barfod som ordfører for forslagsstillerne.

Jeg vil gerne takke for debatten og for opbakningen til ideerne i forslaget. Jeg tror ikke - også med henvisning til fru Marianne Jelveds opfordring til modige politikere - at politikerne her vil være så modige, at de vil stemme for et beslutningsforslag fra Enhedslisten, men det kunne jo være, at de kunne være så modige, at vi i udvalgsarbejdet kunne lave en fælles beretning, hvor vi opfordrer til, at det indgår i arbejdet med at lave en national strategi, så det kommer ind dér og man dér får anbefalingen med fra Folketingets partier, ligesom alle partier i Nordisk Råd kunne være enige om, at de gerne ville støtte, at der skulle arbejdes med det her i alle de nordiske lande.

Det, der er vigtigt at være opmærksom på, er jo, at det vigtigste formål med børnehuset er, som flere ordførere også har været inde på, at børnene ikke skal flere forskellige steder hen, at lige så snart der er rejst en mistanke om overgreb mod et barn - det kan være en pædagog, der har set det i børnehaven; det kan være en forælder, der har en mistanke; eller det kan være på andre måder, at man opdager, at der kan være en mistanke om, at et barn har været udsat for overgreb - så kommer barnet hen i børnehuset med det samme, et hus, som ikke er et hospital, som ikke er en politistation, som er indrettet børnevenligt, hvor de mennesker, der er der, arbejder med børn hele tiden, og hvor det hele er indrettet på en måde, så man gør børnene så trygge og rolige som muligt.

Man kan lave den retsmedicinske, fysiske undersøgelse med det samme, og man kan optage den, så man har beviserne til senere, hvis det skulle vise sig, at der er grundlag for en sag. Man kan med det samme lave videoafhøringen og sørge for, at politi, dommere, forsvarsadvokater og alle, der nu skal være til stede, er til stede i et andet lokale og det foregår efter de regler, der nu skal være i forhold til retssikkerhed, så man altså får videoafhøringen med det samme og ikke skal have barnet ind flere gange flere forskellige steder. Det betyder altså, at man meget hurtigt kan få afklaret, om der er et grundlag for at gå videre med at sige, at det her barn har været udsat for et overgreb og man derfor skal arbejde videre med sagen. Og hvis der er det, behøver man ikke at undersøge og afhøre barnet mere.

Der kan være behov for at behandle barnet og hjælpe barnet igennem det, det har været udsat for, men der er ikke behov for, at det skal rundt til en række forskellige instanser og igennem en masse undersøgelser, som jo ikke så meget er af hensyn til barnet selv som af hensyn til os voksne og vores ønske om, at der skal være en retssag og man skal have nogen straffet for det, der er foregået.

Så det er faktisk et sted, hvor det virkelig er på barnets præmisser, og det tror jeg at alle, der har set det, mener. Det er i hvert fald mit indtryk. Folketingets Socialudvalg var oppe at besøge børnehuset i Island for flere år siden og var også meget imponeret af det, men dengang skete der så ikke så meget videre. Nu har Nordisk Råds velfærdsudvalg arbejdet med det her område i et helt år og haft en række eksperter inde for at fortælle os om den nyeste viden om, hvor meget det at blive krænket som barn betyder for de sygdomme, folk får som voksne. Og det er virkelig voldsomme oplysninger, vil jeg sige, der er om, hvor meget det kan betyde senere i ens voksenliv, hvad man har været udsat for.

Vi har set på, hvad der er af forskellige anbefalinger til, hvad man kan gøre, og en af de vigtige anbefalinger var altså at sikre, at hvis der er mistanke, bliver det afklaret med det samme og på en børnevenlig måde, og at man får sat gang i behandlingen, fordi netop en god, hurtig behandling kan forebygge, at barnet får de her skader senere, og jo også, som man ser på i Projekt JANUS, kan forebygge, at barnet selv kommer til at krænke andre senere. Derfor er det altså en rigtig god model, som vi så har valgt at anbefale i et enigt Nordisk Råd.

Jeg vil gerne understrege, at det jo ikke betyder, at alt det arbejde, der er i gang i Danmark, skal stoppes. Der bliver gjort rigtig godt arbejde, både i Rigshospitalets team for seksuelt misbrugte børn, på Skejby Sygehus, på Center for Voldtægtsofre, i Projekt JANUS, i masser af forskellige sammenhænge, og den viden skal man selvfølgelig inddrage. De projekter skal fortsætte, og man skal have et godt samarbejde, men det udelukker jo altså ikke, at vi laver de her børnehuse, der tager sig af børnene fra starten af, og derfor håber jeg meget, at vi i udvalgsarbejdet i enighed kan lave en beretning om, at det bør indgå i den nationale strategi, at vi skal have oprettet børnehuse.

Så må man jo finde ud af, hvordan man konkret skal gøre det, hvor de konkret skal ligge, i hvilke bygninger, og hvilken myndighed de skal høre under osv. Det behøver vi jo ikke at blande os i fra Folketingets side, det tror jeg godt at man kan finde ud af.

Tak til fru Line Barfod.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Socialudvalget. Hvis ikke der gøres indsigelse, og det er ikke tilfældet, er det vedtaget.