Det næste punkt på dagsordenen er:

20) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 194:

Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af FN’s konvention af 13. december 2006 om rettigheder for personer med handicap.

Af indenrigs- og socialministeren (Karen Ellemann).

(Fremsættelse 22.04.2009).

Forhandlingen er åbnet. Fru Ellen Trane Nørby for Venstre.

Beslutningsforslag nr. B 194 er ikke et hvilket som helst beslutningsforslag. Det er et beslutningsforslag, som pålægger regeringen at implementere handicapkonventionen i dansk lovgivning. Denne handicapkonvention blev til og blev vedtaget på FN's generalforsamling den 13. december 2006 og gav efterfølgende bl.a. anledning til, at Holger Kallehauge skrev en kronik, hvor han spurgte, om vi ikke skulle pakke julegaven ud, idet han henviste til, om vi ikke også skulle tage konventionen i brug i Danmark.

Fra Venstres side kan jeg kun sige: Jo, det vil vi rigtig gerne. Vi vil gerne være med til at pakke handicapkonventionen ud i Danmark og sikre, at den bliver ratificeret og også bliver tænkt ind i den måde, vi fremadrettet tænker handicappolitik på her i Danmark.

Ved ratifikationen påtager Danmark sig jo en folkeretlig forpligtelse til at indrette sin lovgivning og sin administrative praksis sådan, at konventionens krav opfyldes. Det gav jo også anledning til nedsættelsen af den tværministerielle arbejdsgruppe, som i sin tid blev nedsat af Velfærdsministeriet med det formål at finde ud af, om Danmark på alle ressortområder og i al detaillovgivning levede op til de krav og de forpligtelser, som er beskrevet i handicapkonventionen.

Der blev i den forbindelse lagt særlig vægt på tre forhold, og det første er rækkevidden af de forpligtelser, der er i forhold til diskriminationsbestemmelsen i konventionens artikel 5. Det er jo klart, at med hensyn til de forhold, som knytter sig til dette punkt, kunne man med relevans diskutere, om der var områder, hvor der i detaillovgivningen og i de enkelte ressortministerier var behov for justeringer og tilretninger for at efterkomme de krav og bestemmelser, der er i konventionen.

Der blev endvidere lagt vægt på bestemmelserne om tilgængelighed ifølge konventionens artikel 9. Det er også et område, som vi fra Venstres side er meget opmærksomme på, for der er ingen tvivl om, at det er en af de debatter, hvor vi også som folkevalgte folketingspolitikere har en forpligtelse til hele tiden at følge både den teknologiske udvikling, der sker, og som giver nogle helt nye muligheder for bedre tilgængelighed, og også den tilgængelighed, som handler om alt fra bustransport og offentlige transportmidler og til at sikre, at dankortautomater og andet er i en sådan højde, at folk med et handicap også kan bruge dem.

De sidste forpligtelser, der blev lagt særlig vægt på, var forpligtelserne i henhold til konventionens artikel 24, som handler om uddannelse. Her i Danmark er der jo taget en lang række initiativer i de senere år for netop at imødekomme det ønske og det behov, der har været for, at også personer, specielt unge, med et handicap har bedre muligheder for at få uddannelse.

Fra Venstres side har vi med glæde noteret os, at arbejdet har været meget grundigt, og vi er også meget glade for, at vi nu er nået til en proces, hvor vi kan komme videre og reelt set kan få ratificeret handicapkonventionen og implementeret den i dansk lovgivning. Men det betyder jo ikke, at arbejdet er færdigt. Nej, det betyder snarere tværtimod, at vi nu alle sammen har en forpligtelse til at sikre, at det, som Danmark nu ratificerer, også bliver implementeret på alle politikområder, og at handicappolitikken ikke kun er noget, der giver anledning til debatter i Socialudvalget, men jo også er noget, der skal forandres dybt ude i de danske kommuner. Det er jo også et selvstændigt punkt i det fremtidige forløb, at vi sikrer, at de danske kommuner også tager deres ansvar i forhold til de punkter, der ligger i forbindelse med implementering af konventionen.

På den baggrund kan jeg fra Venstres side klart bakke op om B 194, og det glæder os, at vi når at få ratificeret konventionen, inden Folketinget går på sommerferie.

Tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål, og næste ordfører er fru Yildiz Akdogan for Socialdemokratiet.

Da vores ordfører ikke kan være til stede i dag, vil jeg på hans vegne fremlægge Socialdemokratiets holdning til forslaget:

Vi Socialdemokrater er utrolig glade for at kunne støtte ratificeringen af FN's handicapkonvention. Socialdemokraterne er gennem mange år gået forrest i kampen for de handicappedes retsstilling, for vi Socialdemokrater tror på frihed, lighed og fællesskab. Det er de værdier, vores velfærdssamfund bygger på, og det er de værdier, som danskerne tror på og står inde for. Uden frihed, lighed og fællesskab står hvert enkelt menneske alene, og uden frihed, lighed og fællesskab er hvert enkelt menneske fortabt over for den stærkes ret.

Der er ingen tvivl om, at vedtagelsen af FN's handicapkonvention i 2006 er det mest markante skridt på vejen mod anerkendelse af personer med handicap som ligeværdige borgere i vores samfund. De er ligeværdige borgere med de samme rettigheder og pligter som alle andre, og det skal være slut med at behandle personer med handicap som andenrangsborgere. Personer med handicap har de seneste 50-60 år kæmpet for deres anerkendelse, men først i 2006 erkendte det internationale samfund, at der ikke er lige muligheder for personer med og uden et handicap.

Det kan ikke gå stærkt nok for Danmark med at få implementeret FN's handicapkonvention i dansk lovgivning, og for os Socialdemokrater er der ingen tvivl om, at en ratificering af konventionen skal omfatte både konventionen og den frivillige tillægsprotokol. Med forslaget her får vi ratificeret konventionen, men vi mangler stadig tillægsprotokollen. Endnu en gang er regeringen nølende og fodslæbende.

Det er meget vigtigt at holde fast i, at det er os, der har ansvaret for at sikre ligebehandling af alle borgere i Danmark. Vi lægger meget vægt på, at personer med handicap gives denne ekstra mulighed for at få vurderet, om den danske handicappolitik er i overensstemmelse med konventionens bestemmelser. Det er nødvendigt at sikre, at vi ikke i vores egen selvtilstrækkelighed tror, at vi er verdens bedste velfærdssamfund, hvis der faktisk er noget, som vi kan og bør gøre bedre og anderledes. Det er vores vurdering, at vi skal have et velfærdssamfund, hvor vores handicappolitik altid kan tåle at blive set på af internationale juridiske eksperter på handicapområdet. Hvis vi ikke er modige nok til det, vil der altid kunne rejses tvivl om, hvorvidt vores velfærdssamfund er godt nok til at sikre ligebehandling og inklusion af mennesker med handicap. Den tvivl vil vi i Socialdemokraterne gerne undgå, og derfor synes vi, det er afgørende, at Danmark også ratificerer den frivillige tillægsprotokol.

Vi Socialdemokrater kan ikke forstå, at Danmark ikke vil tiltræde den frivillige tillægsprotokol, når flere andre lande allerede har gjort det; det gælder f.eks. Østrig, Spanien, Sverige, Tyskland, Kroatien og Slovenien. Vi tror, at flere lande er på vej, og vi kan se behovet for det. Personer med handicap skal have mulighed for at kunne klage til en FN-komité ligesom andre, der gør brug af deres ret i henhold til artikel 26 i konventionen om borgerlige og politiske rettigheder. Hvorfor skulle mennesker med handicap ikke have de samme muligheder og rettigheder som andre?

Vi støtter forslaget her og håber, at der snart er et flertal i Folketinget for også at ratificere tillægsprotokollen.

Tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål, og næste ordfører er fru Tina Petersen for Dansk Folkeparti.

Jeg vil starte med ganske kort at sige, at vi i dag vedtager noget, der er meget stort. Det er i hvert fald meget stort for Dansk Folkeparti. Det er noget, vi både har spurgt ind til og rykket for, og vi har kæmpet en brav kamp, for at det skulle gå stærkt. Det skulle tage ca. 2 år, fra man vedtog det nede i FN, til vi i dag står her, hvor vi står, og kan tilslutte os en ratifikation af konventionen.

Jeg lagde mærke til, at Venstres ordfører kom ind på nogle ting, og jeg må jo sige, at jeg synes, at der i de senere år er sket en del ting i Folketinget. Der blev nævnt ungdomsuddannelsen, og det føler jeg i hvert fald er en af de ting, der var årsag til, at man begyndte at rykke herinde i Folketinget på handicapområdet. Det åbnede nogle øjne for de behov og for det, vi står med her i dag i konventionen.

Det er næsten en umulig opgave at skulle præcisere konventionen på 5 minutter. Men hvis man skal nævne nogle ting i den, er det jo ting, man har ventet på i umådelig lang tid. Der er sundhedsområdet inden for handicapområdet. Vi kan se i artikel 24 om uddannelsesområdet, at Danmark jo er med der i dag. Med hensyn til respekt for privatlivet er der respekten for hjemmet og ikke mindst familien. Ja, jeg kunne blive ved med at nævne rettigheder, den ene rettighed efter den anden.

Vi er i Dansk Folkeparti meget stolte over, at vi i dag kan tilslutte os en ratificering af konventionen, og vi vil absolut takke ministeren - og specielt den nye minister - for, at det er gået meget stærkt her på det sidste. Vi ved udmærket, at det ikke har været nogen nem opgave at skulle oversætte en konvention, som har kørt på to sprog, til dansk.

Der vil jeg samtidig gøre meget opmærksom på - for jeg har også læst høringssvarene - at tilgængelighed er et af de områder, som af normale sunde danskere forstås som det at være mobil, at man mobilt skal kunne træde ind i en bolig eller bevæge sig rundt enten med krykker eller i kørestol osv. Tilgængelighed er altså rigtig mange andre ting, og jeg håber, når man nu lader den her træde i kraft, at man er meget opmærksom på, at sådan noget som tilgængelighed også er det at kunne dufte, og for blinde mennesker det at kunne føle, så de får de tilstrækkelige hjælpemidler og de ting, der skal til i deres dagligdag, for at kunne være tilgængelige i det offentlige rum.

Så alt i alt vil jeg sige, at vi er meget stolte. Ikke mindst er vi i Dansk Folkeparti meget stolte af, at vi var stifterne af ungdomsuddannelsen, men også af, at vi i dag kan tiltræde den her konvention, som absolut vil lægge et pres på samtlige ministerier, med hensyn til at man overholder samtlige af de ting, der står i den her konvention. Jeg siger tak til ministeren, og til andre siger jeg, at vi selvfølgelig tilslutter os den her konvention.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Anne Baastrup fra Socialistisk Folkeparti.

I onsdags var jeg til Danske Handicaporganisationers 75-års-fødselsdag, og det var en fornøjelse at se den begejstring og glæde, disse mennesker med handicap udviste, da de hørte ministerens beskrivelse af, at vi nu står foran at ratificere handicapkonventionen. Der var et par stykker, der sådan lidt nervøst kom hen til mig, mens vi i øvrigt hyggede os ved receptionen, og spurgte, om det nu kunne nås. Det kan nås. Der er ingen grund til, at vi i Socialudvalget skal bruge ret lang tid på dette beslutningsforslag om ratifikation af selve konventionen. Men samtidig er jeg da fuldstændig enig med Venstres ordfører i, at det tager tid. Arbejdet går nu i gang generelt, men det er ikke noget, der lige sker over en nat.

Vi har jo f.eks. her i Folketinget lidt besvær, hvis der kommer et medlem med en kørestol, vi ved, det kan være svært at høre, fordi teleslyngen ikke fungerer, vi ved, at der er mange forskellige problemer, og det er bare her i vores eget hus - hvordan er det så ikke udenfor? At deltage i dansk politik er ikke nemt, hvis man er et menneske med handicap.

Her om et par timer skal socialministeren som boligminister have førstebehandlet et forslag om almene boliger. Hvad med, at man allerede nu går i gang med at give arkitekterne besked om, at når der bygges almene boliger, skal alle boligerne være indrettet på en sådan måde, at mennesker kan bo der med en kørestol? Jeg tror ikke, at det vil blive ret meget dyrere end sådan, som det er nu, det er bare hele tiden at tænke på: Hvordan kan vi indrette vores samfund således, at mennesker med funktionsevnenedsættelser og handicap af forskellig karakter rent faktisk kan deltage i det almindelige liv? Det er jo det, der er ånden i denne handicapkonvention, det er jo det, vi skal nå frem til.

Det kan ikke være rigtigt, at vores teknikere, når de bygger fortove lige så fint, bygger dem præcis sådan, at man ikke kan køre der med en kørestol. I italienske byer er der simpelt hen en sliske, der går gradvis ned, således at man uden problemer kan håndtere sin kørestol selv. Det kan man ikke i Danmark. Somme tider sidder man med livet i hænderne, når man kører med sin kørestol i de danske byer. Så der er simpelt hen så mange forskellige typer af elementer, man skal tænke ind i dansk lovgivning, i dansk byggeri, i dansk måde at være på og tænke på.

Så er der hele spørgsmålet om diskrimination. Der har været diskussion i de forskellige høringssvar af, hvorvidt det, der sker her, er godt nok, hvorvidt vi skal lave en eller anden form for antidiskriminationslovgivning her. Der tror jeg altså, at vi på sigt skal i gang med det. Vores arbejdsmarkedslovgivning er antidiskriminatorisk nok, vil jeg tro, men vi har jo ikke, som når vi beskæftiger os med folk med anden etnisk baggrund, en antidiskriminationslovgivning med forbud mod at forhindre mennesker i at deltage i kulturlivet. Der er mange steder, hvor det simpelt hen er fysisk umuligt at komme ind, og der er også, er jeg sikker på, mennesker med handicap, der bliver udsat for diskrimination, og der har vi ikke nogen lovgivning, der samler det op. Det skal vi også være opmærksomme på. Jeg tror, at vi ved at få den her handicapkonvention ratificeret, langsomt vil opdage de mange forskellige problemer, der opstår, og så må vi i fællesskab få dem løst hen ad vejen.

Jeg vil godt sige, at jeg synes, det er en glædens dag, når vi trykker på knappen her om, skal vi sige en uges tid, således at folk får ro på og ved, at den bliver ratificeret i denne samling.

Men så har vi det næste projekt, og det er at få gennemført tillægskonventionen, og der skal vi jo holde en høring i Socialudvalget, hvor vi skal få mennesker, der kender til tillægskonventionens konsekvenser, til at forklare det samlede Socialudvalg, hvad det er, det handler om.

Jeg vil så bare slutte af med lige at citere Danske Handicaporganisationers opfattelse: Danske Handicaporganisationer »mener imidlertid, at ved at ratificere den frivillige tillægsprotokol til handicapkonventionen, vil man opnå en bedre og mere kvalificeret behandling af sagerne, bl.a. fordi medlemmerne af overvågningskomitéen tilknyttet handicapkonventionen vil være eksperter på handicapområdet.«

Vi havde, da vi havde SF's beslutningsforslag om tillægsprotokollen til behandling, en diskussion om, hvilke konsekvenser der er for det enkelte menneske. Der understreger Danske Handicaporganisationer jo i dette høringssvar, »at det ikke er således, at man direkte kan klage til den internationale komité, men at tillægsprotokollen udtrykkeligt fastslår, at de nationale administrative og/eller juridiske klageinstanser skal være udtømt, før der klages til den internationale komité.«

Så ro på, vi kan sagtens gennemføre tillægsprotokollen, og det kommer ikke til at betyde, at det helt store klagerapparat sættes i gang.

Så er der en kort bemærkning fra fru Ellen Trane Nørby.

Tak. Ligesom SF's ordfører havde jeg også fornøjelsen af at være til DH's 75-års-jubilæum i onsdags. Det var jo en fornøjelse, hvor vi også blev manuduceret i, hvor dårlig tilgængelighed der er på Den Sorte Diamant, som jo er en af vores kulturinstitutioner.

Kulturinstitutionerne er jo i den gruppe, som vi sidste år besluttede kunne få en økonomisk håndsrækning inden for den pulje, der er afsat til bedre tilgængelighed. Der var vi jo nogle partier, der gerne havde set, at praktiserende læger og tandlæger og andre aktører, hvor det også er vigtigt, at der er fuld tilgængelighed, også kunne komme ind under puljen. Det ønske delte bl.a. SF jo ikke.

Når SF's ordfører så står og taler så varmt for tilgængelighed, vil jeg bare spørge SF's ordfører, om det stadig væk er SF's opfattelse, at incitamentspuljen i forhold til tilgængelighed fortsat ikke skal dække nogle af de helt basale dele af sundhedsområdet, hvor også personer med handicap kan have gavn af en bedre tilgængelighed.

Ordføreren.

Vi har en løbende debat om det, for det, som vi jo ved, er, at det at være praktiserende læger er et liberalt erhverv. Skal vi så med de begrænsede midler, vi har i satspuljen, gå ind og finansiere et liberalt erhvervs helt almindelige forpligtelse til at sørge for, at mennesker kan komme til dem?

Men det er en løbende diskussion, vi har, og vi havde den jo også for nogle år siden, da vi startede med at anvende den her incitamentspulje. Så det er en diskussion, og jeg synes, at vi skal holde fast i, at den skal fortsætte, men vi har ikke ret mange penge i den pulje, og det ved fru Ellen Trane Nørby jo godt.

Fru Ellen Trane Nørby.

Jeg er rigtig glad for at høre fra SF's ordfører, at SF's ordfører synes, at det er en debat, der skal fortsætte. Fra Venstres side er vi i hvert fald af den opfattelse, at de liberale erhverv også skal inkluderes, fordi hele tilgængelighedsdiskussionen er en diskussion, hvor det ikke er nok, at vi bare siger, at der er nogle, der har et ansvar for det.

Det er et område, hvor vi har et meget stort fælles ansvar, og der er ingen tvivl om, at et lille økonomisk incitament også kan være med til at gøre, at der er andre, der vil tage et større ansvar. Derfor vil jeg bare kvittere for, at SF's ordfører medgiver, at det er vigtigt, at vi fortsat diskuterer, hvem puljen skal omfatte for at sikre en bedre tilgængelighed for personer med handicap.

Ordføreren.

Jeg sidder i en følgegruppe for unge handicappede, der skal i gang med at forsøge at forklare de forskellige uddannelsesinstitutioner, hvor svært det er at håndtere at være på en uddannelsesinstitution, når man ikke bare selv kan komme rundt. Der vil her i løbet af de næste par måneder komme forskellige typer materialer med fortællinger om, hvor svært det er. Så også på uddannelsesområdet er der et voldsomt behov for at få brugt den her tilgængelighedspulje.

Der er så mange steder, hvor behovet er stort, og derfor tror jeg ikke, at vi bare kan klare det med det, der er tilbage i den pulje - er det 10 mio. kr.? - for det forslår som en skrædder et vist det. Men vi er jo heldigvis enige om, at et projekt, vi skal i gang med, er at sikre tilgængelighed for kørestolsbrugere.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det fru Vivi Kier fra De Konservative.

Som konservativ betragter jeg handicappede som alle andre mennesker med hver deres ønsker, drømme og visioner for livet. Vores mål er en handicappolitik funderet i en individuel tilpasset indsats. Jeg mener, at det er vigtigt at erkende, at problemer og årsager er forskellige fra menneske til menneske. Derfor skal den sociale service være fleksibel i form af valgmuligheder og give større selvbestemmelse, så det er muligt for den handicappede at vælge den løsning, som passer til netop den enkeltes ønsker, behov og livssituation.

Det har vi hidtil forsøgt at indfri gennem en række initiativer, som spænder bredt fra uddannelse, lettere adgang til arbejdsmarkedet og øget tilgængelighed til pleje og omsorg. Det er vigtigt for mig at understrege, at alle i Danmark skal føle sig som en del af fællesskabet, og at vi alle som en del af fællesskabet har ansvar for hinanden.

I Danmark har vi en lang tradition for at ratificere internationale konventioner, og det betyder, at vi lover, at den danske lovgivning skal leve op til principperne i de internationale konventioner. Det har et bredt flertal af partier i Folketinget været enige om. Det er jo også det, vi siger ja til i dag, altså en ratificering af FN's handicapkonvention. Så jeg er enig med de øvrige ordførere i, at det er en rigtig positiv og god dag i dag. Men samtidig vil jeg også sige, at der ikke skal herske tvivl om, at vi som folkevalgte politikere fortsat skal arbejde videre med den danske handicappolitik. Vi har et ansvar for, at flere handicappede har adgang til arbejdsmarkedet, at flere handicappede får den uddannelse, de ønsker sig, og at tilgængeligheden bliver langt bedre. Det er et arbejde, vi fortsat påtager os et ansvar for, og som vi vedkender os.

Fra De Konservatives side kan vi varmt tilslutte os det her forslag i dag, hvor arbejdet for at implementere konventionen går i gang, i det øjeblik vi har trykket på knapperne.

Tak til ordføreren. Så er det fru Lone Dybkjær, Det Radikale Venstre.

Også Det Radikale Venstre vil naturligvis tilslutte sig den her konvention. Jeg tror, at vi systematisk i det sidste år har spurgt, hvornår ratifikationsforslaget kom, hvad enten det nu kom frem på den ene eller på den anden måde - nærmest som det med »For øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges«, nu altså med modsat fortegn. Og det har egentlig undret os lidt, at det har taget så frygtelig lang tid at få det frem. Det kan jeg ikke klandre den nye minister for, men jeg er lidt forbløffet over, at det tog så lang tid for velfærdsministeren at få det igennem systemet, for det er jo flere år siden, at vi har underskrevet konventionen.

Men jeg havde så nok forventet, at når vi så endelig kom til i dag, havde vi så også en række lovforslag, der ligesom ville udspringe af det her. Og sådan som jeg har læst bemærkningerne, virker det jo ikke sådan. Jeg tror bare ikke på, at vi kan komme nogen vegne, uden at der også er en følgelovgivning.

Men selv om det her er en glædens dag - og det skal ikke ødelægges; vi skal have trykket på knapperne, og vi skal have det ratificeret og alt det her - synes jeg, det er ærgerligt, at vi ikke er med i forbindelse med tillægsprotokollen. Der er nogle ordførere, der allerede har været inde på, at det jo ikke indebærer en hel masse mærkværdige ting, men regeringen har åbenbart ikke syntes, at den overhovedet ville have nogen internationale organer ind over. Det synes jeg er dårligt, for trods alt kunne vi måske være med til at inspirere andre, og vi kunne måske også her og der få en smule inspiration selv. Men det vil regeringen og dens flertal åbenbart ikke, og det er, som jeg sagde, ret ærgerligt, og derfor må vi så, om jeg så må sige, nøjes med blot at ratificere selve handicapkonventionen.

Flere ordførere har været inde på, at tingene jo også skal følges op af kommunerne og de private, og det er jeg totalt enig i; det er vigtigt, at alle sektorer, ikke bare den statslige sektor og de statslige institutioner, kommer med under den her lovgivning. Og jeg vil godt appellere til handicaporganisationerne om at deltage på en eller anden måde i arbejdet, for jeg tror kun, at det er, hvis vi får handicaporganisationerne mere på banen, end jeg synes de er i øjeblikket, med hensyn til diskrimination, at vi også herindefra kan tage de rette initiativer. Og jeg vil også meget appellere til handicaporganisationerne om, at vi, hvis ikke de handicapråd, der er etableret rundtomkring i de enkelte kommuner, fungerer, så hører om det og får at vide, hvad søren vi så kan stille op. For jeg vil da sige, at man kunne være uenig eller enig i flere ting i forbindelse med kommunalreformen, men de fleste af os synes da, det var en positiv ting, at vi fik de handicapråd rundtomkring, og der synes jeg måske ikke, vi helt har set det fulde udbytte af dem. Jeg tror altså, det er vigtigt, at handicaporganisationerne selv kommer på banen.

Jeg er udmærket godt klar over, at det er svært, og jeg er også udmærket godt klar over, at den sekretariatsbetjening, som er omkring det her, ikke er nok, og vi har derfor også på et eller andet tidspunkt foreslået, at der faktisk kunne bevilges nogle penge til, at man på en eller anden måde kunne samle erfaringerne sammen i de forskellige kommuner, så vi ad den vej kunne komme videre.

Al min erfaring med handicapområdet siger mig, at det ikke går af sig selv. Selv om vi ratificerer den her protokol, sker der ikke mirakler - det er der ingen tvivl om. Og det er simpelt hen, fordi folk - eller os alle sammen, lad mig bare sige det sådan for ligesom ikke at støde nogen fra mig - ikke tænker handicap ind i alt det, vi foretager os. Man skulle synes, det var relativt banalt, men det er det altså ikke i Danmark. Og jeg vil sige, at det nok er, fordi vi ikke har haft krigsveteraner; altså, der er andre lande, der er langt bedre end os, og det skyldes jo bl.a., at man har haft krigsveteraner og dermed taget i hvert fald et hensyn til fysisk handicappede og tilgængelighed på en helt anden måde, end vi har gjort her i landet. Man kan bestemt med rette sige, at vi ikke er noget foregangsland, når vi taler om det her område.

Så føler jeg også lige trang til at sige, at det er meget vigtigt, at vi så også husker det der med de nye initiativer. Og vi har jo konkret lovgivning på bordet allerede, fordi regioner og kommuner nu kan købe ejendomme og leje dem ud, eller hvordan de nu vælger at gøre det; det skal bare være på markedsbestemte vilkår. Fint for mig, men i de vilkår - og mig bekendt var jeg faktisk den eneste, der sagde det forleden - skal vi også stille krav om handicaptilgængelighed, for ellers er det jo meningsløst.

Men her har vi en enestående chance. Vi ved, at der er mange lægepraksisser, der i øjeblikket er på vej til at ændre sig, fordi man vil lave sundhedshuse eller lægehuse, eller hvad man nu vil. Under alle omstændigheder vil man få mange flere på de enkelte steder, hvor folk kan komme til behandling, og så er det jo ekstremt vigtigt, at vi benytter os af den her chance, og faktisk får noget gennemført nu. Og derfor vil jeg appellere til, at vi også i den sammenhæng får ordet handicap ind, sådan at det er en del af vores lovgrundlag, at handicap skal tænkes ind. Hvis man så mener, at det koster noget mere, må vi kigge på det, men det kan ikke være rimeligt, at vi starter helt nye ting, uden at vi får handicapperspektivet med.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Tina Petersen.

Jeg kan jo ikke lade være med at studse lidt over, at man hele tiden hører Det Radikale Venstre nævne i forbindelse med tillægsprotokol osv., at det her store organ, FN, skal ind og være en klageinstans. Jeg bliver nødt til at spørge Det Radikale Venstres ordfører: Hvad med den enkelte borger, som nu enten er fysisk eller psykisk handicappet, eller de pårørende, som ikke er organisatorisk aktive - ikke medlem af Dansk Handicapforbund, Autistforeningen, og jeg kunne blive ved derudad? Hvad med dem? De vil simpelt hen ikke få et ben til jorden overhovedet, hvis man laver en tilslutning til en tillægsprotokol. Hvis man derimod laver det, man i Danmark kalder en udvidet klagegang, som er national, vil man kunne tilgodese alle områder. Er det noget, De Radikale har tænkt over?

Ordføreren.

Jeg kan overhovedet ikke se, at det ene udelukker det andet. Vi kan jo diskutere det i forbindelse med udvalgsarbejdet. Det, vi har sagt, er jo ikke, at man ikke skal udtømme alle muligheder på dansk grund, om man vil, før man gør noget andet, og tillægsprotokollen vil altså først være aktuel, efter at alle muligheder på dansk grund er udtømt. Men lad os diskutere det. Jeg er udmærket godt klar over, at Dansk Folkeparti ligesom sætter det modsætningsvis op. Dansk Folkeparti udgør jo altså flertallet her; den øvrige opposition har jo villet tillægsprotokollen. Det vil man så ikke fra Dansk Folkepartis side, for så havde man jo kunnet få den igennem. Det beklager vi.

Vi skal selvfølgelig under alle omstændigheder lave de danske klageregler så gode som overhovedet muligt, men vi skal også gøre os klart, at det bedste, vi kan gøre, er at lave en ordentlig lovgivning. Til syvende og sidst er det sådan, at når man når til klageadgangen, så har man altså virkelig været igennem en ganske hård proces. Og jeg vil også vove at påstå, at det ikke er særlig nemt for den enkelte uden meget stor assistance at få sin ret via klagesystemet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Per Clausen, Enhedslisten.

Enhedslisten tilslutter sig selvfølgelig den glæde, som mange ordførere har givet udtryk for i forbindelse med behandlingen af det her beslutningsforslag.

Efter Enhedslistens opfattelse er det jo en helt oplagt ting og en glædelig ting, at Danmark nu kan tilslutte sig handicapkonventionen, og det er da også vores klare forventning, at det efterfølgende kan bruges til at sikre de mennesker, der har forskellige handicap, langt bedre vilkår at leve under i Danmark. Det kræver selvfølgelig en opfølgning fra de organisationer, som mennesker med handicap er organiserede i, og som de har til at varetage deres interesser. Det kræver en opfølgning også fra politisk hold, og det kræver selvfølgelig, at det arbejde føres ud både i regioner og i kommuner og også følges op her i Folketinget. Og det nærer vi da på baggrund af alle de mange positive ord, der er sagt i dag, en vis forventning om at vi også vil være i stand til, når vi skal følge op på det her i fremtiden.

Enhedslisten er i lighed med andre ikke så glade for, at vi ikke har tilsluttet os tillægsprotokollen. Vi opfatter ikke tillægsprotokollen som noget, der ville forhindre, at man fik gode og ordentlige regler i Danmark. Vi opfatter ikke tillægsprotokollen som noget, der forhindrer, at vi kunne få anvendelige - tilgængelige, for nu at bruge det udtryk - klageadgange i Danmark, men som et supplement, som også kunne give ikke mindst, det medgiver jeg gerne, organisationer og andre, som varetager handicappedes interesser, en mulighed for at klage også på det internationale plan, altså et yderligere redskab.

Jeg tror ikke, at vi skal lade den debat forsinke processen med at få den her konvention godkendt, for det synes jeg er vigtigt at vi får gjort hurtigt, så vi kan følge op på det. Men jeg er da sikker på, at vi vil kunne få anledning til at drøfte det også i fremtiden, og jeg kan huske, at Dansk Folkeparti i det beslutningsforslag, som de har lavet på det her område, da havde en vis åbenhed over for at diskutere problemstillingen. Så måske er det ikke helt udsigtsløst, at vi også kan komme med på tillægsprotokollen. Det må jo også være muligt at indsamle nogle erfaringer fra den lange række af andre lande, som har tilsluttet sig tillægsprotokollen, og på baggrund af det kan vi måske få en fornyet diskussion af det emne.

Men her og nu vil jeg i hvert fald bare sige, at vi er meget glade for, at vi nu kan få mulighed for at stemme for, at Danmark tilslutter sig handicapkonventionen.

Tak til ordføreren. Så er det indenrigs- og socialministeren.

Lad mig starte med at sige mange tak for en særdeles positiv modtagelse af beslutningsforslaget om, at Danmark skal ratificere FN's handicapkonvention. Jeg er helt bestemt på regeringens vegne meget, meget glad for, at vi efter et grundigt forarbejde i alle de berørte ministerier er kommet så langt, at vi efter for knap 2 år siden at have undertegnet konventionen nu kan tage det endelige skridt til at ratificere den.

FN's handicapkonvention er i mine øjne et væsentligt element i sikringen af rettigheder for mennesker med handicap, og jeg er overbevist om, at konventionen vil være et centralt omdrejningspunkt i vores fremtidige udvikling af området. Konventionen indeholder en række borgerlige og politiske rettigheder, som deltagerstaterne skal opfylde ved ratifikationen. Vi har undersøgt dette område grundigt i det forberedende arbejde, og konklusionen er, at Danmark heldigvis allerede lever op til disse forpligtelser. Den sidste lille forhindring blev ryddet af vejen med vedtagelsen af nogle ændringer i valglovene i 2008, sådan at mennesker med handicap får mulighed for at afgive deres stemme i overensstemmelse med konventionens forskrifter.

Herudover er det karakteristisk for konventionen, at den indeholder en hel del økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som skal gennemføres gradvist i deltagerstaterne i overensstemmelse med de ressourcer, der er til rådighed. Regeringen vil naturligvis løbende vurdere, hvordan vi også i denne forbindelse udvikler handicappolitikken.

Så lad mig her til slut sige, at jeg også ser meget frem til udvalgsbehandlingen af forslaget, og jeg kan give tilsagn om, at vi fra Indenrigs- og Socialministeriets side vil bidrage til en god og grundig udvalgsbehandling.

Tak til ministeren. Der er ingen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.