Til Folketingets SocialudvalgDanske Handicaporganisationer (DH) er meget optaget af, at Danmark ratificerer handicap-konventionen hurtigst muligt og korrekt. Derfor har vi været meget aktive i forhold til atvære i dialog med Socialministeriet om grundlaget for ratifikationen. Det har givet visseresultater, men desværre er ”vi” ikke nået i mål. Der er fortsat en række elementer vedrø-rende ratifikationen, der kan og skal stilles spørgsmål til. Der er fortsat en række elementer,der, efter vores vurdering, ikke er i overensstemmelse med konventionen.Derfor har DH nedenfor gennemgået socialministerens notat til de bemærkninger, der erfremkommet i forbindelse med høringen vedrørende B 194.

Socialministeren mener,

at kunne konstatere, at Danmark lever op til FN handicapkonven-tionen og dens rettigheder – både i tanke og i handling. Det gælder også i forhold til denkommunale implementering af dansk lovgivning m.v. til gavn for personer med handicap.DH mener ikke, at man har grundlaget for at kunne konkludere dette. Der er ikke lavet no-gen undersøgelse af indsatsen i forhold til personer med handicap, når det gælder den stats-lige, regionale og/eller kommunale indsats.DH mener heller ikke, at man kan konkludere, at den danske lovgivning fuldt ud lever op tilkravene i konventionen, hvilket bl.a. illustreres ved de overvejelser, regeringen tidligere hargjort sig i forhold til arbejdet frem imod et bredt europæisk direktiv, der forbyder enhverform for diskrimination på tværs af og inden for de områder, hvor EU har kompetence. I denforbindelse blev det gjort klart for Folketingets Europaudvalg, at der er en række udeståen-der, før Danmark ville kunne leve op til forslaget om det brede direktiv.DH har endvidere forstået, at den gennemgribende ministerielle analyse af dansk lovgiv-ning, som er gået forud for tilblivelsen af beslutningsforslag 194, havde til formål at afdæk-ke love og bestemmelser, som måtte være i strid med konventionen, og altså ikke hvorvidtdansk lov på alle punkter lever op til konventionen. Det er efter vores opfattelse to forskelli-ge tilgange.

DH mener derfor ikke, at man kan konkludere, at der ikke vil være udgifter forbundet medat ”nå op på” niveauet for FN handicapkonventionen. Det handler ikke kun om nye beslut-ninger om forbedrede vilkår, men derimod om efterlevelse af svigt i dansk lovgivning ogpraksis i forhold til gældende menneskerettigheder.DH har den opfattelse, at det er i overensstemmelse med FN handicapkonventionen ikke atrealisere alle nødvendige lovmæssige forbedringer her og nu, men samtidig har vi den opfat-telse, at det er nødvendigt at sætte ind med en helhedsorienteret og tidsbestemt handlings-plan, der skal bringe Danmark på niveau med kravene i forhold til handicapkonventionen.DH vil endnu en gang kraftigt understrege, at økonomiske, sociale og kulturelle rettighederer retlige forpligtelser akkurat som borgerlige og politiske rettigheder. Forskellen består i, atde borgerlige og politiske rettigheder skal være opfyldt, når konventionen ratificeres, mensde økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder skal opfyldes ”med henblik på den fremad-skridende fulde virkeliggørelse af disse rettigheder”, og det ”i videst muligt udstrækninginden for de ressourcer, som er til rådighed”.

Socialministeren mener ikke,

at der er krav om en lovgivning, der forbyder enhver formfor diskrimination af personer med handicap. Socialministeren mener, at det er tilstrækkeligtmed den forvaltningsretslige lighedsgrundsætning, forbuddet mod forskelsbehandling påarbejdsmarkedet samt henstillingerne i medfør af B 43 vedtaget af Folketinget i 1993.DH mener ikke, at det er en korrekt konklusion. For det første skal det sikres, at der er etklokkeklart forbud imod enhver form for diskrimination, hvilket ikke er muligt med henvis-ning til forvaltningsrettens lighedsgrundsætning. For det andet skal det sikres, at forbuddetmod diskrimination af personer med handicap gælder såvel i den private som den offentligesfære. Der mangler lovgivning, som forbyder diskrimination uden for arbejdsmarkedet. Fordet tredje må det være tydeligt for enhver, at man ikke kan have forskellige former for for-bud imod diskrimination på tværs af lovgivning, som det vil være tilfældet, hvis man kunhar det gældende forbud imod forskelsbehandling på arbejdspladsen. For det fjerde er hen-stillinger og forbud i DH’s optik to helt adskilte størrelser. Henstillingerne i B 43 er på in-gen måde at sidestille med konventionens krav om forbud mod enhver diskrimination pågrund af handicap.

Socialministeren mener ikke,

at tilgængelighed er en rettighed i sig selv. Socialministerenanerkender, at tilgængelighed er en vigtig forudsætning for at skabe lige muligheder – og attilgængelighed skal tænkes bredt i forhold til forskellige former for tilgængelighed (fysisktilgængelighed, tilgængelighed til kommunikation m.v.).DH mener, at socialministeren tager fejl. For det første fremgår det klart i artikel 9, at der ertale om en selvstændig rettighed. Ellers ville der ikke være grund til den konkrete formule-ring, samt at have en selvstændig artikel vedrørende tilgængelighed. For det andet indgårtilgængelighed som et generelt princip på tværs af alle artikler i konventionen, jf. artikel 3.Der er således både tale om både en specifik rettighed og et tværgående princip.

I notatets afsnit om tilgængelighed hedder det desuden: Der foretages en ændring i beslut-ningsforslaget således, at formulering bliver: ”..bevæger sig i takt med den økonomiske,holdningsmæssige og teknologiske udvikling.” DH kan ikke af beslutningsforslaget se, atordene økonomiske og holdningsmæssige er tilføjet.

Socialministeren mener,

at der er lige adgang for personer med handicap til alle former foruddannelse og livslang læring, og at der er etableret mulighed for specialpædagogisk støttetil uddannelse frem til og med videregående uddannelse.DH mener, at socialministeren tager fejl med hensyn til lige adgang til alle former for ud-dannelse og livslang læring. Socialministeren tager også fejl, når ministeren mener, at det eri orden kun at give specialpædagogisk støtte til og med afslutningen på den videregåendeuddannelse. Den lige adgang til livslang læring og uddannelse er illusorisk, hvis ikke mansom person med handicap, altid i nødvendigt omfang, kan blive kompenseret i forhold tilsine behov i forbindelse med deltagelse i f.eks. voksenuddannelse og livslang læring. Det ereksempelvis ikke muligt for blinde og svagtseende at opnå adgang til nødvendige bøger i etelektronisk format, hvis de indgår som en del af uddannelsen/læringen. Derved er personermed handicap med behov for specialpædagogisk støtte negativt forskelsbehandlet.

Socialministeren mener ikke,

at det er godt/nødvendigt at ratificere den frivillige tillægs-protokol, hvor personer med handicap kan få adgang til at klage til den internationale komi-té.DH mener igen, at socialministeren tager fejl. Det kan godt være, at menneskerettighederikke er eksakte størrelser, men for det første vil det være tilfældet i forhold til alle lande, derratificerer den frivillige tillægsprotokol, hvilket der er flere europæiske lande, der alleredehar gjort, og for det andet vil der altid blive taget hensyn til det økonomiske, sociale og kul-turelle niveau i de lande, som klagen vedrører, når komiteen skal træffe sin afgørelse. Dervil aldrig blive tale om eksakte størrelser eller ensartede afgørelse, fordi deltagerstaterne erforskellige.DH kan ikke genkende notatets gengivelse af mulighederne for at klage til overvågnings-komitéen. Det hedder således: ”Regeringen har på den baggrund fundet det uhensigtsmæs-sigt at undertegne tillægsprotokollen og dermed give enkeltpersoner adgang til at klage di-rekte til et internationalt organ vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder”.Der vil aldrig være tale om, at personer med handicap kan klage direkte til den internationa-le komité. Tillægsprotokollen slår udtrykkeligt fast, at komitéen skal afvise en henvendelsenår alle retsmidler, der står til rådighed i hjemlandet, ikke er udtømt”. En person med handi-cap skal altså først igennem alle retlige instanser i Danmark, inden man kan påregne, atovervågningskomitéen vil behandle en klage.DH vil desuden gerne gøre opmærksom på, at Danmark har tradition for at ratificere til-lægsprotokoller, som hjemler individuel klageadgang.

DH undrer sig derfor, når socialministeren i notatet finder ”det uhensigtsmæssigt at under-tegne tillægsprotokollen og dermed give enkeltpersoner adgang til at klage direkte til et in-ternationalt organ vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder”, når man sam-tidig påtænker, at Danmark har ratificeret eksempelvis tillægsprotokollen til FN’s kvinde-konvention. En tillægsprotokol, som hjemler individuel klageadgang, og det til en konventi-on som også indeholder en lang række økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Socialministeren mener ikke,

at der er behov for at understrege, hvilke handicapgrupper,der er omfattet af handicapkonventionen.DH mener, socialministeren tager fejl, fordi der ofte rejses spørgsmål i forhold til, hvorvidtbestemte grupper af personer med handicap er omfattet af konventionen. Derfor er det vig-tigt at få understreget, at bl.a. personer med epilepsi, personer med sklerose osv. er omfattetaf konventionens afgrænsning. Det vil sikre disse mennesker imod at skulle bevise, at de haret handicap i konventionens forstand. Ligesom personer med nedsat syn, nedsat hørelse,døvblindhed m.v. bør være omfattet. DH mener, at det er en god ide at præcisere, hvilkekendte handicapgrupper, der i dag regnes som omfattet af konventionen, da det vil lette til-værelsen for personer med handicap i forhold til ikke at skulle kæmpe for at blive omfattetaf denne konvention, der skal sikre deres rettigheder.