B 194 - 2008-09 - Bilag 5: Henvendelse af 4/5-09 fra Danske Handicaporganisationer

Tilgængelighed er og skal være en selvstændig rettighed i FN’s handi-capkonventionDH har noteret sig, at socialministeren desværre ikke mener, at tilgængelighed er enselvstændig rettighed i henhold til FN’s handicapkonvention, der skal ratificeres viaB 194. I dette beslutningsforslag har socialministeren klart givet udtryk for, at hunikke mener, at tilgængelighed er en selvstændig rettighed på lige fod med andre ret-tigheder i konventionen.DH finder ministerens holdning grundliggende i strid med FN’s handicapkonvention.Ministeren mangler øjensynligt forståelse for en af de allerstørste barrierer for mangepersoner med handicap. Hvordan skal man leve et liv med lige muligheder og på ligefod med andre borgere, hvis tilgængeligheden nægtes? Manglende tilgængelighedbetyder at stå uden for! Det er denne ret, socialministeren vil negligere.For det første er det klart, at artikel 9 om tilgængelighed er medtaget som en selv-stændig artikel. Det var ikke sket, hvis ikke der netop er tale om en selvstændig ret-tighed! Således har FN tænkt det.For det andet har der på intet tidspunkt i forhandlingerne frem mod konventionen væ-ret nogen som helst antydning af, at tilgængelighed ikke er en selvstændig rettighedfor personer med handicap. Det historiske forløb taler klart imod ministerens fortolk-ning. DH har deltaget i hvert eneste af de forberedende møder for konventionen. Vikender forløbet og indholdet.Artikel 9 indledes med en udførlig selvstændig begrundelse, som er helt central, ogsom lyder således:”Med henblik på at gøre det muligt for personer med handicap at få et selvstændigtliv og deltage fuldt ud i alle livets forhold skal deltagerstaterne træffe passende for-

anstaltninger til at sikre, at personer med handicap på lige fod med andre har ad-gang til de fysiske omgivelser og transportmuligheder, den information og kommuni-kation …… , der er åbne for eller gives til offentligheden …..”Herefter følger en lang række specifikationer af, hvad opfyldelse af tilgængelighedkræver i ti (10!) afsnit. Det er en af konventionens længste og mest detaljerede rettig-heder. Og den vil socialministeren gøre til et rent generelt princip, med henvisning tilkonventionens artikel 3. Det er en vurdering, som er blottet for enhver indlevelse ikonventionens ånd og mening, og det i en sådan grad, at man må undres over, hvorregeringens jurister finder belæg for en sådan tolkning.DH mener, at socialministeren har misforstået konventionens artikel 3 fuldstændigt.Her er der tale om nogle generelle principper, som gælder i forhold tilalleartikler ogregler i konventionen i øvrigt, men selvom tilgængelighed er et generelt princip i for-hold til f.eks. inkluderende undervisning (artikel 24), betyder det ikke, at tilgængelig-hed ikke er en selvstændig rettighed med udgangspunkt i konventionens artikel 9. DHmener principielt, at tilgængelighed i konventionens sande forståelse er et trin højerepå rangstigen, end de andre rettigheder, fordi tilgængelighedbådeudgør et generelttværgående principoger en selvstændig rettighed med egen artikel!DH mener, at socialministerens argumentation på dette punkt også undermineres afdet faktum, at socialministeren ikke påstår det samme i forhold til f.eks. ikke-diskrimination, jf. artikel 3 litra b. Ministeren anerkender ikke-diskrimination som enselvstændig rettighed. Hvordan kan ministeren så undlade at anerkende tilgængelig-hed, der tilsvarende har egen artikel i konventionen?DH forstår overhovedet ikke, hvordan socialministeren kan komme til den konklusi-on, der fremgår af beslutningsforslaget.DH vil indbringe spørgsmålet for Folketingets Ombudsmand, hvis socialministeren,og efterfølgende Folketinget, mod forventning, fastholder det konventionsstridigesynspunkt.DH mener, at hvis tilgængelighed frakendes status både som et generelt princip og enselvstændig rettighed – såvel i form af en politisk rettighed (jf. artikel 29 litra a 1),borgerlig rettighed (jf. artikel 27 om et tilgængeligt arbejdsmarked), social rettighed(jf. artikel 28), økonomisk rettighed (jf. artiklerne 18 og 20) samt kulturel rettighed(jf. artikel 30), gør socialministeren og Folketinget vold på konventionen og fratagermennesker med handicap den rettighed, som frem for nogen anden på én gang er etmål og et middel i indsatsen for lige muligheder.