J.nr. MST-501-00134

 

Den 9. marts 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål B54 nr. 2 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Ida Auken (SF) m.fl.

 

 

Spørgsmål 2

Hvad kan ministeren oplyse om regeringens beregninger af de miljø‑ og

sundhedsmæssige konsekvenser af beslutningsforslaget om bedre miljøzoner, opgjort samlet og fordelt på de 4 krav til køretøjer?

 

Svar

Med hensyn til partikelforureningen vil det generelle krav om partikelfilter på alle dieselkøretøjer betyde, at partikeludslippet fra disse køretøjers udstødning næsten elimineres i byområder.

 

For kvælstofdioxid er konsekvenserne betydeligt sværere at estimere. Udledningen af kvælstofoxider begrænses ikke af partikelfiltre, men blandt andet af SCR katalysatorer.

 

De seneste års reduktion af kvælstofoxider (NOX/NO2) fra trafikken skyldes de såkaldte euronormer, der fastsætter krav til nye køretøjers udledning af kvælstofoxider og en række andre stoffer. Der har især været et stort fald i udledningen fra benzinbiler, der i dag har monteret meget effektive katalysatorer. Bilparkens alder og sammensætning har således stor betydning for kvælstof-luftforureningen.

 

Miljøstyrelsen vurderer ikke, at SCR-katalysatorer kan eftermonteres i større omfang på varebiler ud fra en teknisk og økonomisk synsvinkel på nuværende tidspunkt. Tilsvarende ville en lang række ældre personbiler også blive udfaset, som følge af beslutningsforslaget jævnfør svaret på spørgsmål 1.

 

Et estimat af kvælstofoxidforureningen afhænger således af, hvordan befolkningen indretter sig på de foreslåede krav med hensyn til skrotning, nyanskaffelser, omfordeling mellem benzin og dieselbiler, reduceret kørsel m.v.

 

Det er især vanskeligt at estimere, hvordan udfasningen af en meget stor del af de ældste køretøjer vil påvirke bilejerskabet for den del af befolkningen, der er mindre godt økonomisk stillet. Det er således svært at skønne, hvor mange der opgiver at have bil.

 

For dem, der anskaffer sig en ny bil, vil det være vigtigt, om der er tale om en diesel eller en benzinbil. Dieselandelen har været fortsat stigende i de senere år og omend de nye dieselbiler vil være udstyret med partikelfilter, så har de stadig et relativt højt udslip af kvælstofoxider.

 

Det er således ikke muligt på det foreliggende grundlag, at foretage en nærmere og mere præcis vurdering af de miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser af beslutningsforslaget.